Heartland 2018 er en imponerende festival. Arrangørerne må kunne sætte sig tilbage og med stolthed beskue hvordan de har sat rammer for at en masse mennesker har taget en masse initiativer og omsat dem til virkelighed. Det være sig både virksomheder og ildsjæle.
Med besøgstal på 14.000 gæster og 4000 øvrige/medarbejdere føles det aldrig alt for overfyldt og det virker heller ikke til at der slides for meget på de fine faciliteter.
Små oaser er noget af det, der gør Heartland særligt attraktivt og gør, at festivalen er mindre anstrengende at deltage i, end så mange andre. At festivalen så står på fire ben – og justerer på dem løbende, åbner også for kritik – dels for justeringerne, men også om risikoen for at blive en ’jack of all trades’.
Talks-benet har igen i år haft gode – og spændende headliners og kombinationer, og selv om det måske ikke sig selv højner dialogen med disse talks, så giver det i hvert fald masser af inspiration til diskussion.
Og man må sige, at hvis man vil lokke kunder i biksen, har booking-arbejdet i den grad været gjort. En mistanke (udelukkende baseret på overhørte samtaler i presseområdet) kan gå på, at visse talks bliver ’festivalkoncerter’: Altså at man kommer for at se den person, man har set i TV, læst om i avisen eller på bog. Og at vedkommende så fremfører – og bekræfter – den pointe, man selv har fanget. Men det er vel ikke stort forskelligt fra at stå og vente på hittet hos et band…
Art er så oplagt på Heartland men bliver heller ikke dér, jeg bruger mest tid. Hvad jeg dog er vild med, er fx lysekroner i skoven, små dekorationer her og der og alt sammen inden for en æstetik, der løseligt kan relateres til slottet (hængende blå frugter, dog?!). Var jeg kunst-kender ville jeg nok være lidt skuffet – med mindre vi regner hele området som en historisk kunstinstallation.
Food-benet er det altoverskyggende og har nu indtaget en central plads – både fysisk på pladsen og i identitetsstoffet. Måske er dette bare det tydelige billede på, at hvor man i 80erne og 90erne tog sin identitet fra hvilken musik man hørte, så er det i dag hvad vi putter i munden, der skal definere os.
Aldrig har der været flere vegetarer/veganere i offentligheden og med største naturlighed reklamerer boder for den pseudo-religiøse veganisme. Ja, det er vel ’hot’ for tiden, men gad vide hvordan det ville gå, hvis en bod slog sig op på bibelsk køkken (hvor man som bekendt ikke må spise svin – eller insekter med otte ben??!). Nå. Det er jo det, de unge vil have og det er heldigvis ikke sådan, at man ikke bare kan gå et andet sted hen, når man med et overbærende smil ser et skilt med ’not-chicken’ (Warum darf das Ding an sich nicht das Ding an sich sein?).
Jo, uden mad og drikke, selvfølgelig. Men der er noget underfundigt over mad-workshops på en festival – men jo altså noget, der har vind i sejlene. Men som sikkert også skæpper i kassen, da hele Tasteland var baseret på lokale mad-virksomheder kunne stille boder op og gøre opmærksom på sig selv.
Og så til musikken.
Heartland har selvfølgelig sin profil, og så snart The The blev offentliggjort, røg mailen af sted med forespørgsel om akkreditering. Det er en perfekt booking – man kan sige nærmest ikonisk, selv om The Thes tekst til Heartland er en krads sag.
Mere vil have mere og Heartland må have kigget langt efter en booking som David Byrne mens jeg var decideret forundret over, at man ikke havde trukket genforende og spillende Gangway. Måske spiller de simpelt hen ikke festivaler? Det er jo også nemt at sidde her i anmelderstolen og ’kræve’ – booking er i høj grad det muliges kunst. Var disse ”dinosaurer” blevet trukket ind, havde det næppe medført mere kant – men de kunne være gledet perfekt ind.
Programmet har været udmærket, men det har faktisk føltes lidt som en lang venten, før vi endelig lørdag fik et slag rock. Det kom så til gengæld flot igen! Og når en tredages festival skal vente til sidstedagen med for alvor at levere, bliver det svært at hæve armene i glæde. Som jeg har fremført andensteds, så er der elementer af underpræstation fra flere – men skal jeg være helt ærlig, så er det blot The The og Pussy Riot, der på papiret fik mig op af stolen.
Men der skal lyde en stor erkendelse af Hearlands evne til at booke eksklusive kunstnere ind: Eddie Vedder sidste år – The The i år. Det vækker opmærksomheden hos os musik-pietister og er i bund og grund bare super imponerende. Bliver Heartland ved med at hive kaniner op af hatten, kan det da godt være, GFR tager af sted igen.
Tak for det!
Hvor havner vi så?
Ja, Heartland er, hvad Heartland gør og der er en pæn, poleret rød tråd igennem det hele.
Og derfor vil jeg også – trods alt – glæde mig til at sætte noget krads punk eller industrial på i ørerne på vejen hjem. For på forunderlig vis bliver den pæne musik tænkt ind i de pæne omgivelser, pæne tanker om yoga og talks også lidt… Monokulturel?
Ej, det er også groft – ikke mindst overfor kunstnerne – og holder vi spejlet op foran os selv, så er vi nok også nogle pietistiske musik-dinosaurer, der i virkeligheden har svært ved at omstille os til en virkelighed, hvor folk hellere bærer T-shirts med påskriften I’m a VEGAN!” eller ”I [heart] Økologi” end én med påskriften ”Punk rock saved my life”. For at sætte det lidt på spidsen.
Heartland er en flot festival, som kan rigtig meget. Keder man sig, er det éns egen skyld. Udvikler man sig ikke, er det fordi man har for meget fokus på de slagne kunstnere. For i bredden af bookings er der noget at komme efter. Om disse kunstnere så leverer, kan være svært for festivalen at styre.
Ud over den nydelse det er at besøge Egeskov Slot, så er det virkelig væsentligt at Heartland har små oaser, hvor man kan sætte sig og tage en pause. Havde det regnet, kan det godt være, de havde været begrænsede – men det er guld værd især i sådan et varmt- og blæsende vejr, vi har været udsat for.
For der ér mange indtryk – og selv en grim, gammel festivalgænger kan godt have brug for en pause nu og da!
Vejret har været fantastisk og det har selvfølgelig også bidraget men også udfordret. Henrik Aagaard, der fungerer som konferencier, nævnte på et tidspunkt at Primavera Sound i Barcelona løber samtidigt med Heartland og har ringere vejr. Sagen er at de er vant til varmen i Barcelona, hvilket også betyder at festivalen har vandforstøvere i teltene osv.
Det kunne man godt have ønsket sig på Heartland. Ikke at det er en kritik: Ingen kunne have regnet disse temperaturer ud. Og der kom da en enkelt havevander op 🙂
Flere steder hører jeg kritik af Heartland som værende for langt fra de traditionelle festivaldyder: Det første man ser, er dedikeret parkering for Mercedes, som er en effektiv rød klud for de venstreorienterede og flere steder bruges ordet ’mondæn’ om festivalen.
Jeg kan følge tingene og følte mig måske også lidt fejl-booket under pressebriefingen, hvor der var MANGE whitecollars. Men Heartland lover heller ikke mere, end festivalen lover.
Og hvem har sagt at en festival absolut skal være billig eller udstråle smat? Hvem siger, at man absolut skal rynke på næsen af, at alderen er lidt højere og antallet af campingvogne lidt højere?
Musikken er måske skubbet både fysisk og mentalt noget væk fra den centrale scene på Heartland. Men der er stadig plads til den og når man erkender at festivaler blandt andet er til for at lave penge (i hvert fald Live Nations), så gør man vel det, der giver mening. Og lige nu er det så åbenbart mad.
Jeg har tænkt meget over programmet, som bestemt ikke 1:1 er min kop the (!). Men selv om Heartland måske booker lidt ’sikkert’, så bliver det aldrig sentimentalt – som man fornemmer lidt, at en anden, smuk festival har for vane. Ja, The The er gamle og har en stærk fanbase. Men Johnson kunne for så vidt også have forestået en talk – for der er noget lidt dybere i hele hans kunstneriske virke. Der synes at være tænkt lidt dybere over navnene – og tak for det!
Jeg vil huske Heartland 18 for fantastisk vejr (næsten for varmt), Zizek, The The og Jonah Blacksmith, der fik lov at udfolde deres ’why’ i musikken gennem film og koncert. Og så for erkendelsen af at laptop-musik ofte ikke gør sig på en scene – uanset om det så er nogle af tidens mest interessante aktivister i Pussy Riot, der står for den…
Reportage og anmeldelser fra torsdag (Marie Key, Lykke Li, Grizzly Bear og Patti Smith).
Reportage og anmeldelser fra fredag (Kiriyama Family, C.V. Jørgensen, Van Morisson, The The).
Reportage og anmeldelser fra lørdag (Fribytterdrømme, The Savage Rose, Pussy Riot, Jonah Blacksmith).
Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag
