At Fyn ligger midt i Danmark bliver ret tydeligt, når man skal til Heartland: For selv om få tænker på Kværndrup som Verdens navle, så er det ganske muligt at nå til festivalen med offentlige transportmidler på en tre timers tid fra Århus.
Sidst jeg var her, var jeg i bil, og det er selvfølgelig nemmere. Men siden har man også indført betalingsparkering og andre (sikkert nødvendige) tiltag, som gør at offentlig transport måske er en OK løsning. I hvert fald på hen-vejen – hjemturen bliver nok præget af lange ventetider på bus mv.
Vel ankommet blev teltet banket op: Og som sidst jeg var af sted er det første, der møder én godt nok musik, men også påfugleskrig. En hurtig lejrslagning og uddeling af øl til nye naboer og så ellers til pressebriefing. Det var mest skåltaler for projektet, en stolthed over programmet og smagsprøver på både solbærvin og flødeboller (?!).
Hvad der står tydeligt er, at man er vokset siden det første år: Større areal er brugt og der er i den grad skruet op for maden som nu, om ikke fylder det hele så, indtager både pladsmæssig og mentalt en stor plads hos festivalen.
Det betyder konkret, at den største scene er flyttet og man i stedet har indført Tasteland – et åbent køkken til events, omkredset af boder fra lokale, fynske madvirksomheder som småbryggerier med videre. Jeg lægger mig med det samme ned og erkender at jeg har underkendt ’kunst’-benet i min foromtale. Selvfølgelig er der også et helt kunst-program, som dog ikke har eventpræg og dermed heller ikke figurerer på samme måde på plakaten. Ikke desto mindre bidrager det i høj grad til festivaloplevelsen!
Nå. Hurtigt kig ind i presseteltet afslører, at man er næsten klar, der er Matadormix og kaffe, men at man ikke – i modsætning til det kommunikerede – kan garantere aflåsning til udstyr. Godt, man har en meget bærbar computer, så!
Nå. Tilbage i teltet at finde en håndbajer og lægge en slagplan for festivalen!
Marie Key, Greenfield Stage, Heartland 31/5 2018 ★★★☆☆☆
Så snart jeg hører om kunstneren Marie Key, kommer jeg altid til at tænke på en køretur for nogen år siden til Roskilde Festival: Vi havde fyldt en bil, var med færgen fra Civilisationen (læs: Århus), og passerede Vig, hvor Vig-Festivalen havde Marie Key som headliner.
Jeg fik nok sagt noget om, hvordan det egentlig var en OK booking for en lille festival, hvortil én af mine kammerater svarede: ”Marie Key er fucking overalt! Man kan jo dårligt gå til en byfest, uden at hun optræder”.
Det var ikke løgn og Marie Key er i pæne formuleringer blevet folkeeje. Hun har fanget ét eller andet, og jeg har andensteds hørt hende blive udråbt som en ’kvindelig Steffen Brandt”. Øh. Det vil hun sikkert gerne, men…
Nej, meget vand er strømmet igennem åen siden Marie Key Band sang om Mormor – med tilsvarende koncerterfaring mange, mange forskellige steder som konsekvens. Det sætter også scenen til Heartlands musik-åbner: Stabil, erfaren elektropop-kunstner med lidt snørklede tekster og en bred appeal.
Og det får vi også: Et kompetent, primært keyboard-båret band med to kravlegårde, et trommesæt og en Moog-spiller/bassist – alle klædt i mørkt med Marie Key i hvidt foran. Key har været nørdernes forpost og er ret beset stærkest, når hun er inderlig og sær. Som åbner på musikprogrammet bliver hun dog hamrende uambitiøs og det alt for sikre valg. Jo, bandet spiller pænt, gennemtænkt og velproduceret, men det hele bliver også lidt som at sætte pladen på (tror jeg; jeg har ikke researchet på pladen).
Først på koncerten er der ikke mange tilstede, men som timen går, tykker det til. Og det er et publikum, der synes det er fint at klappe på ét og tre – hvilket bliver et meget fint billede på, hvad denne koncert er: Folkelig, middle of the road og ret ukantet.
Trommesættet domineres af elektroniske lyde og ellers spilles der primært synth. Pænt, kedeligt, præ-fabrikeret. Vælg selv.
Men samtidig sammenhængende og man kan vel ikke forlange at en pop-kunstner skal lave… Kunst?
Det bliver dog bedre af flere omgange: Når bassisten spiller Moog giver det noget, og på et par ballader (hhv med klaver eller Marie Key selv på guitar som akkompagnement), så nærmer vi os noget, der faktisk er ret fint. Men der faldes også i en sørgelig, sørgelig gryde af elektropop, og da Jannick fra Nik & Jay kommer på scenen i et par numre, han har produceret, hopper kæden helt af:
Både han og Key er sovset ind i autotune og man må undres over, hvorfor vi skal høre folk synge uden at synge og bare have maskinen til at gøre arbejdet.
Det er fadt, følelsesløst og lugter af hestemarked.
Stærkest står ‘Landet’ , der rent faktisk bærer en pointe, og ekstranumrene båret af Key på guitar. Og selvfølgelig tager ‘Uden Forsvar’ kegler ved at starte akustisk og få bandet på igen.
Overordnet set er det sympatisk med den skæve, nørdede kunstner, som Marie Key selvfølgelig er – eller en gang var. Men på Heartland bliver det lige rigeligt dansktop og sikkert – hvilket måske er forståeligt, men også lidt sært hos en festival, der egentlig er ambitiøs på så mange andre parametre.
Marie Key forsøger godt nok at relatere til Politiken/Københavner-segmentet med en anekdote om Jens Otto Krags grav, men rigtig dybde når koncerten aldrig.
Egentlig lidt ærgerligt, for Key er en ganske udmærket singer/songwriter, men i festivalversionen får vi altså mere Nik & Jay-islæt end en stor koncert-oplevelse.
Jeg overværer herefter dele af Coco O.s koncert på Highland Stage, som cementerer torsdagens kvinde-tema.
Kendt fra Quadron og leverandør af stærk city-soul må jeg bare erkende, at det ikke er en genre, jeg har så meget at sige om.
Tydeligvis en dygtig sanger med et kompetent band – heriblandt to strygere – men også helt vildt soulet.
En god booking for Heartland – de fleste vil vel kende Quadron. Men her lader jeg bare billedet stå af en chillet, soulet koncert uden højde- eller lavpunkter.
Publikum har da også for mestendels sat sig på græsset foran Highland Stage og der er gået lidt aftensmad i den for flere.
Coco O virker dog dybt lykkelig for at spille og glæder sig over at få (næsten) solnedgangs-koncerten…
Lykke Li, Greenfield Stage, Heartland 31/5 2018 ★★★★☆☆
Under store sovekammerøjne-bemalede bannere og store synthflader går bandet på scenen til en virkelig fin aftenkoncert. Bandet, bestående af en tangentspiller, en guitarist/Moog-spiller, en korpige og trommer leverer denne tidlige aften en levende, stærk underlægning til hovedpersonen, Lykke Li, der træder på scenen iklædt højeste mode i sort plastic.
Og selv om der på samme vis som hos Marie Key mest er tale om elektroniske trommer og et ret elektronisk udtryk, så er der langt mere liv i musikken her. Og Lykke Li er bare mere entertainer end førnævnte.
For så vidt er Lykke Li en one-trick pony. Styrken og svagheden ligger i den særegne, let nasale vokal, som til gengæld bruges stærkt i variation mellem netop lidt sommerkammer-agtige numre og noget, der har mere drive.
Som andet nummer falder på den vis et stærkt radiohit i form af ‘No Rest for The Wicked’, som efter en rolig åbner sikrer, at opmærksomheden er godt fanget. Pladsen foran scenen er godt fyldt og jeg ser både unge mennesker danse rundt og en flok ældre hippier i Patty Smith-segmentet have en fest. Rigtig stærkt gået i sig selv af Lykke Li at favne så bredt.
Det er på en gang en magtdemonstration fra hvad man kunne kalde nordens Lana Del Rey, men også med en konstant legen i produktion og fremførsel af numrene: På den måde virker det selvfølgelig lidt sjovt – men også effektivt og varierende – at der i et nummer ligger en vokaleffekt med masser af ring modulator under Lykke Lis.
Men andre ting gør også koncerten interessant: Der synes at være en sammenhæng mellem musikken – varierende mellem det dovne, sommerkammeragtige og det mere ekstroverte – og Lykke Lis ageren på scenen. For håret er spændt op til narrestreger, der danses sensuelt under den lange lak-jakke – men samtidig ’får’ vi hende aldrig. Der er altid en reservation i udtrykket. Og den holder opmærksomheden. For vi vil jo gerne se, hvad der er bag.
Jeg er ikke så stærk i materialet, men godt halvvejs inde i sættet indledes en række ballader med et rigtig fint nummer med ’uh’-agtig synth-lyd på 2- og 4-slagene, hvor udtrykket bliver helt rørende. De efterfølgende ballader rammer ikke helt det samme niveau, men får så præg af lidt salon og en afdeling af koncerten. Vi får også en 50’er-agtig sag (ingen kan vist holde styr på Lykke Lis covers længere – gætter på at det var sådan ét?), som er mindre vellykket, før vi får et kostumeskifte – dog stadig i sort lak, men nu med kortere jakke. Jo, der er også pop-tricks oppe i ærmet her.
‘I Follow Rivers’ bliver derefter fyret af og det kommer til decideret hoppestemning, Lykke Li’s percussion på scenen får godt med tæsk og faktisk næsten for tidligt lukkes koncerten ned med et nummer med mantraet ’you took me out’, under hvis afslutning, Lykke Li sender et fingerkys til publikum og forlader scenen uden at vende tilbage.
Over en time får vi en række stærke numre, stærkt leveret og faktisk bliver der mindst en enkelt gang rakt mod det fremragende.
Virkelig fin koncert fra svenskeren!
Grizzly Bear, Highland Stage, Heartland, 31/5 2018 ★★★☆☆☆
På Highland Stage trækker Grizzly Bear bassen op til en gang indie-folk. For det bliver en noget bund-tung oplevelse, hvor bassen dominerer ret meget. Det er ellers et til tider ganske velspillende band, og igen en god booking for Heartland i at det tilsyneladende er bandets første besøg i Danmark siden 2012.
Der er dog tydeligvis lidt koncert-rustenhed og ind imellem rammer bandets medlemmer simpelt hen forbi hinanden – men er heldigvis dygtige nok til at samle hurtigt op igen.
Som tredje nummer falder ‘Yet Again’ og den tager i sagens natur kegler, men drukner som så meget andet lidt i den voldsomme bas.
Og da der ikke synes at være nogen ambition om at ændre på lydbilledet, kommer flere numre til at fremstå lidt mudrede og på den konto mere ufokuserede end cool. Der synges ellers godt af forsanger Droste, solidt bakket op af Rossen og Bear. Og der er for så vidt også stærkt materiale iblandt – selv om der også er en tendens til at operere i et lidt mindre melodiøst område i flere numre. Og her bliver groovet så igen udfordret af bassen.
Bandet får dog hæderligt reddet sig igennem numre som ‘Mourning Sound’ og kan også lægge godt med brænde på et støj-bål, når det kommer over dem.
Og den staccerede ‘Two Weeks’ fungerer også rigtig fint, da pauserne i nummeret giver den luft, der gør at bassen ikke vælter hele projektet.
Og netop som der synes at være fundet et godt groove, ryger strømmen. Det tager fem minutter men bliver også lidt mit exit-kort: Patti Smith spiller kl 22.00 og generelt har new yorkerne i Grizzly Bear ikke imponeret.
Igen: Faktisk en rigtig fin booking, men her bliver det lydmanden, der må tage slagene. Bandets luftige udtryk ser vi kun i glimt, da koncerten drukner i bund.
Patti Smith & Her Band, Greenfield Stage, Heartland, 31/5 2018
★★★☆☆☆
Med nogen bekymring går jeg til Patti Smiths koncert: For jeg har set hende tidligere, hvor det druknede lidt – næh meget! – i hippie-bavl og klicheer.
På denne aften blev det dog ikke det, der blev barrieren. Det var derimod ganske velafmålt og tilsyneladende oprigtigt. Nej, aftenens Patti Smith-koncerts problem var… ”& Her Band”. Hun havde simpelt hen taget et meget uskarpt spillende band med. Der er ingen bortforklaringer: De spillede kun meget sjældent godt. Der åbnes ellers tilsigtet stærkt med ‘People Have The Power’ og der lægges måske ikke så meget mærke til, at bandet ikke rigtigt rammer hinanden: det er tidligt i koncerten.
Men den smækfyldte plads måtte allerede under andet nummer stå model til et band, der virkede så bedaget som de så ud: Usammenhængende, naivt og uden vilje til at komme ud over scenen – eller være et hold.
Første cover – af en del på aftenen – bliver Midnight Oils ‘Beds Are Burning’ og det bliver en ørkenvandring da bandet ikke har fanget at nummeret har ét af de helt store bas-drives. I stedet får vi lidt en kamp om, hvem der ’er den’ og på det skarpe break lyder det lidt som et shred, da der hverken er skarphed eller kant i lyden.
Ok, rytmeguitaristen virker både til at ville spille med de andre og orientere sig lidt ud over scenekanten. Men selv om han flere gange tager teten på at sætte et nummer i gang, svinger det både i tempo og feeling, så snart han vender sig mod publikum.
Det er ellers ikke fordi frontkvinden ikke er på: Der prædikes, formanes om kærlighed og sendes politiske bredsider af sted og danses, synges af hjertens lyst (om end noget tyndt i bunden) og der er for så vidt tilstedeværelse. Men numrene bliver ofte for lange og alt for sjældent rammer bandet hinanden.
Vi får ‘For What It’s Worth’ , som faktisk fungerer men det er først da Patti forlader scenen og bandet alene punker sig igennem Jim Carrolls ‘People Who Die’ , at noget synes at falde på plads: Da Patti vender tilbage til ‘Pissing In A River’ , bliver det decideret fedt og man fornemmer at de sidste stik kan tages. Altså ved det NIENDE nummer!
Endnu et cover, ‘Can’t Help Falling In Love’ , bliver selvfølgelig sing-along, men virker lidt malplaceret. Smith forsøger at forklare motivationen for at spille nummeret – noget med at elske en festival, der hedder Heartland, men det er nu også lidt lige meget.
Bandet falder tilbage i gamle vaner og fejler fx i overgang fra vers til omkvæd og virker igen som et rigtig dårligt balle-band. Det er ellers nemt stof – måske derfor, de ikke har øvet.
‘Because The Night’ bliver også ret gumpetung og da der sluttes med en laaaang version af ‘Johnny’, så er det igen lidt svært at fange Smith som ellers prædiker at vi alle er den unge Johnny, når bandet hænger i håndbremsen.
Ret beset er publikum pænt med under koncerten, og Patti Smith slår tydeligvis en tone an og runder en kvinde-domineret dag af. Men godt var det ikke. Patti Smith selv var i denne omgang ret charmerende og hendes beretninger om møde med en påfugl og hvordan hun har stort håb for ungdommen fungerede fint. Men hvor ville det have været rart, om bandet også havde været på.
Og sådan slutter torsdag (for mig) på Heartland. Der synes at have været et kvindeligt fokus og det er ganske fint! Og selv om jeg måske ikke ville have valgt de navne, hvis jeg havde været booker, så er der i virkeligheden ikke en finger at sætte på dem: Det er fint og gennemtænkt – og ifølge festivalens direktør også det muliges kunst. Men forskellige ting gør at torsdagen kun så én god koncert. Og det er – alt andet lige – lidt pauvert. Fint bookingarbejde bliver altså nedgjort lidt af at der er fejl og mangler i flere af koncerterne.
Mens jeg går hjem fester When Saints Go Machine og der er også DJ-set at gå til.
Og det er måske et meget godt billede på Heartland: Der foregår hele tiden noget, der er så mange initiativer, at ingen formodentlig når at se og opleve det hele.
Det er både børne- voksen og alt imellem-venligt, cute og i virkeligheden alt for meget.
Godt gået, Heartland!
Morgendagen byder på flere interessante navne – vi må bare håbe at kvaliteten også får et løft fra kunstnernes og deres lydmænds side…
Af Troels-Henrik Krag
