Med vrængende Bisse-vokal og U2-agtig underlægning synger The Brazierlights in the Window deres svanesang på So Long. Efter ti års band-aktiviteter er det altså ikke en etableret sound, vi får. Og det er helt godt!
Man skal lige vende sig til forsanger og guitarist, Perry MacLeods vokal, som er særegen men nok mest sender tankerne i retning af en snerrende Bisse. Jeg bliver aldrig helt overbevist om at det er rigtig godt, men vokalen kan dog udtrykke indignation, frustration og ikke mindst sarkasme.
Stærkest står dette i den Baal-agtige ‘Tænk At Du Kan Sige Det Højt’ som i underlægningen kan minde lidt om ‘Dragon And The Bird’ i kaos, atonalitet og desperation.
Dette nummer står dog også lidt ud fra resten, der overordnet lyder som om der har været inspiration fra The Edge ind over de fleste numre. Der åbnes med den ikonisk navngivne, instrumentale Introduktion, men allerede i den opfølgende ‘Alle Afskyr Mig’ får vi en introduktion til, hvad vi kommer til at høre over de fleste af de syv numre. En lækker, halvsfærisk bund af luftige guitarer og synth med en snerrende, sarkastisk vokal ind over.
Teksten i ‘Alle Afskyr Mig’ kredser om ungdommens selvretfærdighed og en nøglesætning synes at være verset Ja, jeg ved godt, jeg er 25 år / Der er sikkert meget, du ikke forstår. Og så et refræn der konkluderer, at “Alle afskyr mig”. Der er lidt selvudslettende Pepe the Frog over det hele – og som sådan er det også OK.
Det er forholdsvis naiv, næsten banal og direkte lyrik, vi er vidne til. Men i den skole, hvor Bissebassen er skoleleder, er dette egentlig også helt OK. Men da vi på The Brazierlights in the Windows bogstavligt talt svanesang, syvende nummer, ‘Facebook, onani og generelt steneri’, virker det dog lidt trættende og giver ikke lyst til at trykke ’play’ igen. Alright, det er da egentlig meget skægt, at de tilsyneladende har taget synthen fra Kashmirs i forvejen lidt sære ‘Seraphina’ og så fremfører apatiske tekster om at kede sig i sin ungdom hen over. Men ikke lårklaskende skægt.
Og det er i bund og grund rigtig ærgerligt. For underlægningen smager af mere og man kan da håbe at bandet, når de nu har sagt farvel i forbindelse med releasen af pladen, finder vej til andre projekter. For underlægningen er kompetent!
So Long falder for sin blottede akilleshæl; det ret naive udtryk og den vrængende vokal.
For det er som om vi har hørt det før. Og bedre. Numre med titlerne ‘Alle Afskyr Mig’, ‘Hvad Skal Jeg Sige’ (det er så vidt som jeg dechifrere ikke en pastoral reference!) og ‘Som Du Aldrig Har Smilet Før’ står det klart, at vi opererer i det hverdags, naive felt. Og der er selvfølgelig kant i at have en skæv vokal og den smager da også af desperation i ‘Tænk At Du Kan Sige Det Højt’.
Men elefanten i rummet er nok lidt, at Bisse har gjort det før – og bedre. Og med Bisses udgivelsesfrekvens og bredde i sit udtryk, er det ikke fordi vi har stået og råbt på flere, der greb den æstetik.
Hvisk det højt, men selv Bisse er vi ved at have hørt…
I den sidste ende er det en interessant underlægning, en ret tydelig idé med pladen – men udførelsen tager ikke stikkene helt hjem. Det er bestemt ikke fordi The Brazierlights in the Window ikke kan være So Long bekendt. Men rigtig godt bliver det aldrig.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
