Med et afsæt i 90’ernes atmosfæriske rock rammer Big Dust både fortid, nutid og fremtiden på deres andet album. Der mangler dog lige den sidste forløsning for, at det hele kulminerer og river benene væk under en.
Vi er ellers faretruende tæt på flere steder i løbet af pladens 9 numre og knap 40 minutter, hvor Big Dust på tålmodig vis bygger op og ruller et spændende lydlandskab ud. Faktisk allerede i den på samme tid snigende og ulmende åbner, “When You Dance”, hvor vokalen på Thom Yorke’sk manér svæver, hyler, klager og vrider sig, mens melodien langsomt ruller ud mod en fjern horisont, omgivet af lige dele instrumenttåge og nogle boblende synths, der får det til at virke lidt retro-futuristisk.
Netop Thom Yorke, eller Radiohead, er en af de mere tydelige inspirationskilder for Mads Bordinggaard Christensen (synths/guitar) og Simon Skjødt Jensen (vokal/guitar), der har arbejdet sammen siden 2014 (siden er trommeslager Christian Skelgaard kommet til). Det er ikke et problem overhovet, det virker som om Big Dust bærer deres inspirationskilder med stolthed og heller ikke frygter de eventuelt tunge skygger de kunne kaste. Det er der nu heller ingen grund til, Pewter & Carbon kan sagtens stå på egne ben, selvom referencerne kigger frem hist og her.
Jeg ville næsten ønske, at Big Dust havde kortet udgivelsen lidt ned, eller skiftet nogle numre ud, og var blevet ved med at afsøge det landskab, som vi lander i indledningsvis. Allerede i andet nummer, “Beat Yourself To Pulp” er vi ovre i noget der har en lidt anden puls, det er næsten dansevenligt, men stadig eftertænksomt – lidt a la LCD Soundsystem. Det gælder også James Murphy’s glæde ved, at strække numrene, her virker 5 ½ minut som lige i overkanten, men der sker alligevel nok til, at man gider følge den til dørs. Det gentager sig lidt midt på pladen med den lo-fi indie klingende “I Know Where You Are”, ikke et dårligt nummer og sikkert også med for at skabe lidt variation i tempo efter et par stille numre, men jeg kunne sagtens have undværet den.
På den efterfølgende “Spheres” er vi tilbage i noget af det der virker for mig, med et bølgende og brusende lydbillede, store og majestætiske synth-flader (er det en synthesizer?), mens en truende stemning hænger lidt utydeligt i luften. Dejligt store armbevægelser og drama, ikke helt ulig det Black Book Lodge periodvis frembragte på Entering Another Measure. Den er bare lidt kort? Smæk en form for klimaks på her, nu vi har sparet et par numre væk andetsteds!
Et andet bærende element i Dig Dust’s ret massive lyd, er det mere støvede og ørkenrockede, igen dukker Black Book Lodge op som en form for slægtning i ånden. Vi taler ikke Queens of The Stone Age, det her er mere stemningsmættet og baseret på flader og atmosfære, som i den glimrende “Presence”. Da er det lige før man kunne forestille sig nummeret brugt i en montage i den nye West World serie på HBO, hvor netop fortid og fremtid vikles sammen på kryds og tværs.
På de tre sidste numre får Big Dust vist alsidigheden i deres udtryk, men det er også lige før, at de taber mig. Vi går fra rigtig fin country, der ikke passer så skævt ind på pladen som man måske kunne tænke, på “You Slow Me Down”, over noget tungere og mere ildevarslende på “Gum”, inden der lukkes med noget futuristisk singer-songwriter lignende i “Carbon”. Sidstnævnte ryger for mig i “den havde jeg byttet ud” bunken.
Pewter & Carbon efterlader mig med flere, lidt modstridende, følelser. På den ene side er jeg helt solgt på dele af deres univers, men synes der er lidt for mange afvigelser fra den del her på pladen. På den anden side, er disse numre aldrig uinteressante eller dårligt udført, de er bare… noget andet. Dog er det aldrig som om, at pladen bliver decideret rodet, alligevel havde jeg gerne set en mere konsekvent linje, men det kan jo også skyldes personlig smag.
Overordnet lyder det hele virkelig flot og sikkert udført, og viser et ret alsidigt band, der i hvert fald, om noget, ikke lyder særligt dansk. Eller låst fast i tid og rum. Vi ender på 4 stjerner for det samlede indtryk i denne omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
