Hvem havde troet, at verden havde brug for en 60er rock-/punkabilly plade i 2018? The Courettes formår på We Are The Courettes ikke at nytænke særlig meget, men kører på med fuld energi. Og tak for det!
Med løsslupne jungletrommer, WOW!-skrig og formaninger om ’don’t touch my tutu’ sparker The Courettes gang i deres fuldlængde rockabilly/punkabilly plade.
Det er virkelig stilrent; kun ét af de 11 numre når over tre minutter, numrene bygges op om bluesrundgange og der er evigt tilbagevendende backbeats og twang på vokal såvel som guitar. Og mens jeg overvejer hvor meget hår der skal til at lave en anderumpe og om jeg i en alder af 37 år skal anskaffe mig en hotrod til at matche denne musik, blander pladen ballademateriale med mere smadret rockabilly.
Det er hamrende dansabelt det hele og teksterne er – igen meget genretro – centreret omkring ungdomslivet, utroskab, vildskab med hinanden, ulykkelig kærlighed og alt hvad dermed følger. Balladerne står fint som ‘Time Is Ticking’ (komplet med ‘Crocodile Rock’-kor) og ‘Strawberry Boy’.
I Front har vi Flavia Couri mens ægtemanden Martin sædvanen tro sidder bag trommerne og – ifølge pressematerialet, og for så vidt indspilningen – spiller ’loud as Hell drums’.
Parret er velkendt i Danmark for deres energiske live-performances, og man kunne da have en bekymring for, om de formår at få denne energi ned på plade. Med Kim Kix bag knapperne er det lykkes ganske fint og bandets disposition med at blande det mere skraldede med lidt 60er-tyggegummi-pop sikrer også, at det ikke bliver ensformigt. Vi får endda en saxofonsolo med overdrive i ‘Voodoo Doll’. Der er i øvrigt meget lyd for en guitar og et sæt trommer og Flavias stemme er insisterende, fylder og ofte med en del overdrive i optagelsen.
The Courettes undgår ikke at lyde lidt som om det hele er stjålet andre steder fra. Men skyldes mere, at genren er så relativt veldefineret og dermed ikke tillader det store spillerum. Og alt leveres med vilje, energi og in-your-face-attitude. Uanset om det gælder det skraldede, det sukrede eller det ind imellem.
Da pladens sidste nummer, ‘Boom! Dynamite!’ løber ud har man fået energi på flaske og fornemmelsen af hvilken galskab, dette band står for. Intet nyt under solen er her virkelig godt nyt og det er svært ikke at få lyst til lige at trykke play igen for at høre, om det vitterligt er så energisk?
The Courettes vil fortsat sende folk hjem fra deres live-koncerter med smil på læben – ikke mindst dem, der ikke har set dem før. Men We Are The Courettes er bestemt en stærk repræsentant og skal nok give anledning til hoftesving i stuerne.
Det er en decideret herlig plade, hvor jeg bliver udfordret på at finde ’hittet’ – simpelt hen fordi samtlige numre lyder genkendelige uden at falde i poppens trivialiteter eller bliver metervarer.
Måske er jeg lidt påvirket af at have set bandet live, men jeg holder ben-hårdt fast i at de på We Are The Courettes formår at få den skæve, vilde og insisterende energi ned på plade.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag