Der var lidt af det hele indenfor den metalliske palet af musikken på Train torsdag aften, hvor Mono Goes Metal, Metal Royale og Train bød metalfolket gratis indenfor til Spot Metal.
På grund af familiære forpligtelser nåede jeg ikke branchearrangementet inden, men jeg nåede til gengæld de tre tidlige koncerter (ud af seks) til Mono Goes Metal, Metal Royale og Trains metal-showcase.
Her var der et ganske hæderligt fremmøde allerede til aftenens første navn, Ethereal Kingdoms. Ikke et band jeg kendte meget til på forhånd, ligesom jeg også måtte konstatere at de faldt udenfor min smag og næppe bliver noget jeg vender tilbage til for at udforske yderligere.
Det fire mand og en kvinde store band spillede egentlig hæderligt nok, selv om der var tendens til lidt rumlen i lyden. Stilmæssigt mindede det mig lidt om et Disney-soundtrack med distortion og den onde stedsøster i centrum – og uden de samme hooks.
Den teatralske frontkvinde gav den hvad den kunne trække med højstemt ren sang, hyl, skrig og brøl, ligesom der også blev vekslet kompetent mellem tempi fra bandets side, men stilen og et ind i mellem svulstigt backtrack fik mig til at stå helt af. Der blev dog nikket godmodigt med rundt omkring i salen, så hvis du er til genren, så tjek dem ud. Men hey, var det ikke et lidt spøjst exit? Først sagde sangerinden tak for i aften, og så gik resten af bandet sådan lidt ukoordineret af scenen. Nå, det er hvad der sker.
Næste navn på scenen havde ikke bare ét, men fire kvindelige islæt. Konvent har høstet positiv opmærksomhed for deres tag på doom, og den levede de heldigvis op til på Train. Tungt, repetitivt, men stadig swingende, og med en relativt imponerende dyb growl i front. Der var også masser af attitude og presence fra frontkvinden, men her virkede det bare mindre påtaget end hos Ethereal Kingdoms.
Og allerede ved andet nummer (bandets nyeste, fik jeg fat i, men ikke titlen) rykkede publikum tættere sammen og tættere på scenen. Okay, doom har jeg hørt både tungere, grummere og langsommere, men Konvent har bestemt fat i noget godt. Især når bassen virkelig fik lov at runge, så publikum kunne råbe “hey! hey!” med knyttede næver i vejret.
Fjerde nummer gjorde med sin gradvise tempostigning anledning til flere glade smil og løse nakker omkring hvor jeg stod, og det var sgu også godt forløst. Og så var vi endda kun godt halvvejs i Konvents sæt.
Og kadencen blev holdt hele vejen igennem bandets 30 minutter. Vold-vellykket showcase fra kvartetten, der spillede tungt, sejt og tight hele vejen, inklusiv på den massive lukker, ‘Squares’.
Aftenens tredje band, Unseen Faith gik på kl.21.40. I øvrigt ros til en skarpt eksekveret afvikling på Train, hvor lyden var solid på alle de tre første koncerter, i hvert fald, og det hele forløb like clockwork.
Igen må jeg erkende mig en smule genremæssigt udfordret. Her var vi nemlig i metalcore-land, og jeg får begyndende tics, når der indenfor det første minut er skiftet tempo 3-4 gange. Eller mere. Break-break-break, og mere break. Til gengæld havde bandet en uforligneligt energisk attitude, eksemplificeret med en forsanger der fra start bogstaveligt talt var helt ude på scenekanten.
Og der blev han, oftest stående på en monitor og ivrigt gestikulerende, mens riffs blev hugget afsted på en eksplosiv polyrytmisk bund. Ikke noget, jeg ville sætte på derhjemme, men som liveoplevelse ganske overbevisende. Der blev fyret godt op under publikum med ultraenergisk attitude og det gav anledning til aftenens første crowdsurfere. 10 minutter inde og jeg var helt svedt bare af at se på det.
Og energiniveauet fortsatte hele vejen igennem, selv om jeg i hvert fald blev lidt lammet af den konstant skiftende støjmur. Med sådan en intensitet føles en halv time som lang tid. Mosh pitten må have været helt færdige bagefter – der var gang i den, nøjagtig ligesom på scenen. Imponerende energisk performance af Unseen Faith.
Og så kunne publikum endda se frem til endnu tre stærke bands, i form af Møl, Childrenn og Slægt. Alle tre bands jeg har hørt tidligere, så jeg valgte at kalde det en aften og spare lidt energi sammen til de to næste dage med Spot og trave hjemad i forårsregnen.
Fotos og tekst: Jonas Strandholdt Bach/GFR
