Koncertudbuddet er lidt Kristi Himmelfarts ramt, men der er dog stadig lidt at vælge imellem, ikke mindst fredag aften. Lad os tage endnu en runde i det københavnske…
Derfor hopper vi også direkte til fredag , der lægger sig i teten med 4 ud af 6 koncerttilbud i denne omgang. Vi starter med et hurtigt kig ind i Byhaven ved Pumpehuset, der nu har åbnet sæsonen og lokker med gratis musik flere gange om ugen, så det er værd lige, at holde et vågent øje med det program.
Fredag byder på indiepop fra St. Augustin, hvor 80er nostalgi, disco, shoegaze-guitarer og et androgynt udtryk i én stor sammenblanding ikke er fy-ord. Bag kunstenernavnet gemmer sig sangerinden Sofie Augustinus. Hun får følgeskab af elektropopduoen STÅL.
Byhaven // d. 11/5 // Kl. 18.30 // Gratis
“Cosmic Waves’s musikalske bølger er baseret på post-punk, støj-rock og noget psykedelisk, noget det København-baserede band kun får til at være rigtig brusende i glimt på deres debut-EP”.
Således skrev jeg indledningvis, da jeg anmeldte en EP fra Cosmic Waves tilbage i begyndelsen af februar måned, denne fredag kan gruppen opleves live på KB18, hvor de varmer op for amerikanske Levitation Room. Fra dem loves der tør, tilbagelænet psychrock.
KB18 // d. 11/5 // Kl. 20.00 // 50 kr.
Det er dog ikke det eneste livemusik du kan opleve i Kødbyen denne aften, i Råhuset er der hele 3 undergrundsbands på plakaten. Her får du Some kind of Liberty, Minor Arc og Weal.
Sidstnævnte har vi omtalt/anmeldt nogle gange efterhånden, både da de hed Bob Sacamano (og redaktionsmedlem Thomas var fedtet ind i bandet, hvor han baskede på trommer, indtil han flyttede hjem til Synnejylland). Senere skiftede bandet navn, og lidt ud i lineuppet, og går nu under navnet Weal, hvor Troels-Henrik har anmeldt 2 EPer fra dem. Først blev det til hele 5 stjerner for First Of All for et år siden, og senest 4 stjerner til opfølgeren Diving In, sidst i 2017. Begge EPer viser et band, der nok har rødder i den alternative rock fra 90erne, men sidenhen har samlet rockstrømninger fra 00erne op og heller ikke er bange for, at søge i en mindre larmende, mere poppet retning.
Råhuset // d. 11/5 // Kl. 20.00 // Pris ?
Endelig kunne man smutte i Musikcaféen i Huset-KBH, hvor der afholdes endnu en udgave af Klub Tråd. Denne aften leveres tråden af to bands, som både deler rødder i den psykedeliske tungrock og stammer fra samme by, nemlig Svendborg. Der er tale om Grusom, der bragede igennem med deres selvbetitlede debutalbum for efterhånden små 3 år siden, så mon ikke der snart er nyt på vej fra den front? Jeg har oplevet bandet svede igennem en enkelt gang live, hvor jeg kom brasende lidt inde i deres koncert på Copenhell 2016.
Samme år oplevede forresten også aftenens andet band, De Forbandede, live. Bandet, der sidste år udsendte hele to plader, er i min optik et af de mere spændende herhjemme. De udspringer et eller andet sted fra den psykedeliske rock, med et ret markant orgel i deres lyd, og nogle temmelig syrede tekster, der også sagtens kunne være beat-digte. Men, de er også hårdt rockende, udsyrede, tunge, udsvævende, lige på og hårdt og stedvis dansable, og altså, ret produktive – og i noget der virker som konstant udvikling og forandring.
Debutpladen, der egentlig er deres 3 første EP’er plus 2 nyere numre, er det med den mest tydelige indflydelse fra psychrocken, mens Den Evige Nat, fra december måned, bygger videre og ovenpå. Så fang dem live, hvor de også formår at skabe stemning, som vi selv oplevede på Gutter Island 2016.
Musikcaféen // d. 11/5 // Kl. 20.00 // 120/150 kr.
Lørdag gearer vi lidt ned, og napper en enkelt koncert, til gengæld kunne det måske godt blive en ret intens oplevelse. I Store Vega kan du nemlig opleve den svenske sangerinde Jenny Wilson præsenterer hendes nye (og sikkert også ældre) sange. Det er popmusik, men bestemt ikke af den indholdsløse og nemme slags og slet ikke på hendes nyeste album, hvor hun blandt andet besynger et seksuelt overgreb, som hun har været udsat for.
Singlen “Rapin” udkom lige omkring samtidig med, at #metoo kampagnen slog igennem mod slutningen af sidste år, hvilket jo, selvfølgelig, er et tilfælde, da musikken jo har været undervejs et godt stykke tid inden. Men på den måde, har Wilson, jo ramt noget relevant og højaktuel i tiden, pakket ind i en form for poppet musik, som man måske normalt ikke forbinder med den form for alvor.
Store Vega // d. 12/5 // Kl. 20.00 // 275 kr.
Vi lukker og slukker med et rockbrag på Loppen søndag aften, der får besøg af legendariske The Blasters. Rock ‘n roll og rockabilly fra et orkester, som har været aktivt i over 30 år, men kun udsendt 6 plader i den periode. Min Thomas Treo alarm bipper, det lyder som noget for ham!
Loppen // d. 13/5 // Kl. 20.30 // 190 kr.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Grusom på Copenhell ’16