Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Kites and Komets: Do You Believe In Love Today? ★★★☆☆☆

Kites and Komets: Do You Believe In Love Today? ★★★☆☆☆

1748
0

Der er glimt af stjernestunder på den nye plade fra Kites and Komets, der dog tynges af for lang spilletid, i et lidt for velkendt og roligt singer songwriter univers.

Kites and Komets aka Mikael Kærsgaard vandt Karrierekanon i 2011 og har sidenhen hittet i radioen med nogle singler, er blevet far og har brugt tiden på, at skrive materiale på sin mors spanske guitar. Det nye album er en generelt rolig, nogen ville sige tilbagelænet og drømmende affære, med spartansk instrumentering og 11 små, nydelige numre om drømmene, tiden og kærligheden. Det sædvanlige, fristes man til at sige.

Det er en stil der aldrig går af mode, og Kærsgaard er for dygtig en sangskriver og melodisnedker til, at man keder sig over genudsendelserne, men det ER hørt før, det er svært at komme udenom. Og over 11, mestendels yndige og høflige numre, uden voldsomme udsving i tone og klang bliver det måske også en kende FOR høfligt. Lytteværdigt og nemt at gå til, men også med fare for, at man mister koncentrationen hist og her og albummet ender som behagelig baggrundssummen.

Netop summe er noget albummet egentlig gør, som det spirende forår, hvor omgivelserne og man selv er ved at vågne op (denne anmeldelse er skrevet under de første forårsdage i april). Det er en rar fornemmelse og det er også den man sidder med i kroppen, når man lytter de første numre på Do You Believe In Love Today? igennem. Ja, man kan nærmest fra start sidde og nynne med, mens velbehaget breder sig i kroppen. Men inden man ser sig om, er man dog halvvejs igennem albummet og kan måske ikke rigtig huske hvordan man nåede dertil og de sange man har været igennem. Måske er det nærmest FOR flinkt og vellydende, det her?

Der er dog rigtig fine melodier imellem, et nummer som åbneren og titelnummeret er en lille perle, “there’s a moment of peace in this carpool lane”, lyder åbningslinjen og så kan man ellers læne sig tilbage og nyde det rolige øjeblik. Kites and Komets fungerer glimrende, som et pusterum, en pause, fra hverdagens stress og jag, hvor man lige kan koble ud og nyde roen. Faktisk er hele albummet næsten sådan et “øjeblik”, hvilket man jo egentlig bør værdsætte. Så kan man sidde der og dagdrømme og længes efter “June”, mens musikken flot stiger op mod den blå himmel, båret af strygere, Kærsgaards næsten “drengede”, uskyldsrene vokal og den luftige melodi.

Det føles næsten ægte, men det er jo også sådan, at “Sometimes Your Dreams Seem So Alive”, som er titlen på endnu et smukt og opløftende nummer. Her er tonen stadig drømmende, men også en smule nostalgisk, når der åbnes med “I found an old book with my drawings of magic future times / a band with my friends and I / every new page has a new tale of what life could be like /sometimes your dreams seem so alive”. Det er et af de steder, hvor Kærsgaard rammer helt plet hvad tekstens indhold, nummerets klang og hans lyse vokal angår.

På den efterfølgende “New Year” er pladen dog lige ved, at gå i stå for mig, og her ved halvvejsmærket begynder jeg, at blive lidt utålmodig og trænger til et los bagi. Det sker bare ikke, og er jo som udgangspunkt heller ikke Kites and Komets mission eller hensigt. Så kunne jeg måske godt have brugt den musikalske opdrift der var i et nummer som “June”, men det lader også vente på sig, mens det lyder som om Kærsgaard nedtoner musikken yderligere på et nummer som “Time Spent With You”. Et bestemt veludført, længselsfuldt kærlighedsnummer, men også et der nok ville tage flere kegler, hvis han sad med guitaren i fodenden og kurtiserede sin udkårende en eller anden varm sommeraften.

“My boy, you’re only at the beginning of it all / the world is so much more yet so much less / the choices you will have to make / will bless and hunt you till the end of days”, lyder det på “Hat and Tie”, der fremstår som en fin lille hilsen til junior. Der er ingen tvivl om, at materialet på Do You Believe In love Today? står Kærsgaards hjerte nært, men det gør bare, desværre, ikke pladen musikalsk opkvikkende som den skrider frem mod de 40 minutters spilletid.

Kites and Komets er uden tvivl behageligt selskab, men jeg kunne sagtens have nøjedes med en EP og de bedste af de 11 numre. Ligesom den lidt monotone stemmeføring og, trods den behjertede indsats, lidt spæde vokal bliver en smule anstrengende i længden. Der gemmer sig stunder på albummet, der ligger et godt stykke over middel, hvis man er til genren, eller bare trænger til at få pulsen ned, men som samlet album ender vi på 3 stjerner med pil op ad.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleSpot 2018: Reportage fra lørdag
Next articleJon: Mørket Greb Ikke Dit Hjerte (EP) ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.