Der er dømt punk på randen af et mentalt sammenbrud hos københavnske Leizure, der debuterer med en stærk EP. Rablende vokal, et virvar af temposkift og en insisterende saxofon – lige noget for folk med sarte nerver.
For nylig var jeg lidt efter punkbandet Melting Walkmen i en anmeldelse, fordi jeg syntes det lød for meget som noget der var hørt tidligere og jeg måske ikke rigtig kunne føle bandet i det. Nu sidder jeg så med Leizure, der på en del punkter er beslægtet. Det er punk, både post og meget andet, støjende og eksperimenterende og så er der smidt en saxofon ind i løjerne. Der er dog den afgørende forskel, at jeg tror på, at Leizure lyder sådan her og det giver dem noget personlighed.
Det er stadig irriterende på flere punkter, men det skyldes især mine forbehold overfor “teatralsk” punkvokal, hvor det lyder som om forsangeren spiller psykisk syg, på randen af et eller andet sammenbrud, mens musikken manisk spræller, sprutter, svinger og sitrer omkring ham. Det er et stilmæssigt valg, helt klart, men også et der periodevis kan gå mig voldsomt på nerverne, hvis det kommer til, at lyde FOR påtaget – for påtaget er det jo.
Men hos Leizure er det som om denne form for vokal, og det febrilske musikalske udtryk rammer et eller andet dilerisk??, på randen af vanvid, der fungerer ret godt. Her er saxofonen et fint bidrag, det instrument kan et eller andet med, at tilføre musikken og lydbilledet en skinger, skæv og rastløs energi. Det når ikke Narcosatanicos galskabshøjder, men Leizure er, trods deres eksperimenter og udskred også et noget mere stramt orkester.
EP’en består af 5 forholdsvis korte numre, de fleste med adskillige tempo- og stemningsskift, så det samlede indtryk bliver flimrende, hæsblæsende og med ret mange humørsvingninger – dog langt flertallet indenfor noget der lyder som en mental nedsmeltning. Det ligger ligesom også til genren. Der er dog undtagelser i glimt, eksempelvis i næstsidste nummer “Jealous Mind”, der lægger ud med en jagende og faretruende stemning, jalousien lurer og er ved, at æde nummeret op, kigger frem i fra sprækkerne i små, aggressive udbrud. Pludselig skifter nummeret dog karakter, bliver anderledes roligt, næsten rart og inviterer til en krammer, måske en lille svingom, inden raseriet bryder ud i lys lue igen. Jalousien vandt sgu nok.
Også afslutteren, “Romance And A Hustle”, viser andre sider af Leizure end den skingrende skøre. Her er udlægget næsten over i noget afdæmpet “soulet”, en ro der lægges af saxofonen, mens vokalen prøver at tøjle galskaben og synge mere roligt, selvom det lyder som en udfordring, man kan næsten føle dens prusten i en kamp for, at holde igen. Det giver nummeret en sjov spænding, som om det hele kan vælte og roen blive ødelagt når som helst. “I’m a desperate dog, in need of a shade (?)”, tror jeg det lyder lidt over 2 ½ minut inde i det 4 minutter lange nummer, inden der rundes af med lidt større lydtryk – dog uden, at det forventede sammenbrud indtræffer.
Hvilket egentlig er ret fedt, på den måde får Leizure brudt lidt med mine forventninger/fordomme, og er i det hele taget et orkester der over denne EP viser god sans for, at dosere deres følelser og virkemidler. Første halvdel er klart mere udadreagerende og grænsepsykotisk, men tøjlerne slippes aldrig helt. Det åbner ellers som død og helvede med “Euromaniac”, der fægter med de musikalske arme og ben fra start, hvor det lyder som om man er dumpet direkte ned i mentalt kollaps. Musikken får samlet sig og tempoet falder, men pulsen er stadig faretruende høj, selvom man forsøger at bevare fatningen, mens der messes, “black leather coats, raindrops of cocaine and champagne on ice, life is a paradise”. Ro på, ro på, RO PÅ… helt rolig… noir’sk storby stemning med en ensom saxofon, der skærer igennem tågen. SAMMENBRUD.
Der følges op med “March Across”, hvis pumpende rytme næsten har noget balkan over sig, tempoet presses i glimt i vejret i nogle intense passager. Med ét bliver det mere roligt og afslappende, men vokalen er ude at skide, og kegler beruset rundt i lydbilledet, “crashlanding into a river, drunken madness”. Huha, den er da helt gal. Og det bliver ikke meget bedre på “Still In It”, der nok sætter farten lidt ned indledningsvis, men det er en kort “fornøjelse”; inden nummeret begynder at flakke op og ned, frem og tilbage, i kort temposkift. Det her nummer er som en trykkoger, hvor man kan mærke låget nok snart ryger af, fordi trykket stiger. Vi ender en ud i noget næsten metallisk rock n’ rollet, der sagtens kunne være kørt endnu længere ud, men Leizure er ikke den slags band og de cutter lige inden det stikker af i den retning.
Leizure kan og når rigtig meget på deres debut-EP, hvilket i sig selv er ganske imponerende, at bandet så kun har eksisteret siden 2016 gør at man lige nikker anerkendende en ekstra gang. Jeg synes allerede, at bandet har både personlighed og en egen identitet, der er ret tydelig i musikken, eller i hvert fald deres bud på en omgang sammenbruds-punk har nok af begge dele til, at man sluger en omgang mere på galeanstalten.
Vi lander på 4 store stjerner, der er potentiale til endnu mere, hvis bandet kan bygge videre på det fine fundament her.
Af Ken Damgaard Thomsen
