Roskilde Festival har offentliggjort (næsten) hele plakaten, og selvom det kan være svært, at finde hoved og hale i det spraglede kludetæppe der udgør programmet, så kan man da sagtens have en ikke helt gennemtænkt mening om det. Så det har vi!
Så sidder man her igen. Endnu et år hvor man forsøger, at skabe sig et overblik over det store, fascinerende puslespil, som Roskilde Festivalens bookere har lagt for en. Eller lagt og lagt, man får plakaten og en kæmpe bunke med (næsten) alle brikker og så kan man ellers gå i gang med at stykke det sammen. Det er farverigt, hvor er hjørnerne, er det her overhovedet brikker fra det samme spil og hvor skal man begynde?
Roskilde Festival er, som den har været i snart mange år nu, en fragmenteret størrelse, der afspejler tiden og branchen. Det er næsten det eneste, der er sådan temmelig sikkert. De gode gamle dage er efterhånden længe siden, men hvornår var de egentlig? Udover en helt særlig gylden periode midt i 90’erne, hvor rock og metalnavnene var store og mange nok til, at fylde meget på plakaten, så har Roskilde altid været en festival i udvikling og forandring, der aldrig står helt stille og som forsøger at følge med tiden – og helst være lidt på forkant.
Dermed er den egentlige fællesnævner fra år til år, eller årti til årti, at plakaten er, og skal være, summen af enkeltdelene – og den sum skal helst være mere end enkeltdelene, når alt flasker sig. Det ved man dog først når man står der, og måske, måske ikke har sat brikkerne rigtig sammen.
Dem med store bogstaver
I år er dermed heller ikke en undtagelse.Ét navn kommer dog nok til at overskygge de andre, i hvert fald som åbenlyst blikfang og trækplaster. Nemlig Eminem, der giver sin første koncert på dansk grund nogensinde til sommer, når han indtager Orange. Det er selvfølgelig et scoop af den slags man håber på, på Roskilde, men også et, hvor man nok ikke fornærmer nogen ved, at sige, at hans storhedstid ligger 10, eller måske 15 år tilbage i tiden. Men, det er nu stadig en trumf.
Bruno Mars skal nok få skabt en (danse)fest foran Orange, fred være med det, og om ikke andet er han ikke en genganger i programmet. Det er Gorillaz, selvom seneste besøg fra Damon Albarns tegneseriehold var i 2010, så den er godtaget, men det trækker, selvfølgelig, lidt end, at man kunne opleve bandet i Royal Arena sidst i 2017. Det er dog mere reglen end undtagelsen efterhånden, at hovednavne og de semi-store på plakaten ikke er eksklusive og kan opleves på vores breddegrader før og efter festivalerne – og det er fælles for alle festivaler.
Nick Cave & The Bad Seeds blev føjet til listen idag, altså både over nye navne og navne der er gengangere. Han/de har spillet på Roskilde Festival rigtig mange gange, og han besøgte Royal Arena så sent som i efteråret, hvor han overbeviste redaktionens tvivler om hans kvaliteter. Jeg er lidt skeptisk ved, om de er ved, at have mættet markedet, sådan rent objektivt set, men fans skal nok labbe endnu en omgang i sig, så hvad ved jeg. Udmærket, om end lidt konservativ, booking. Det samme kan vel næsten siges om Massive Attack? De var banebrydende for 25 år siden, nu er de legender og inspirationskilde. Sidst de spillede på Roskilde Festival var de dog så stort et trækplaster på Arena, at jeg stod og fik lidt bas helt oppe ved toiletvognene, så op på Orange med dem.
David Byrne ender nok også på Orange, da han efter eget udsagn kommer med det største koncert setup i 30 år, altså siden Stop Making Sense turnéen med Talking Heads. Det glæder jeg mig personligt helt vildt til at opleve, once in a lifetime mulighed, badabing, og hans nye album er mere end hæderligt. Men, er det dét de unge vil have? Nu skal de jo ikke bestemme en skid, vel, og har godt af noget musikalsk opdragelse, det kan vi jo alle blive enige om, men det kræver ligesom, at de møder op til koncerten og ikke sidder og hegner sig ned ude på campingpladsen. Da har Nine Inch Nails, trods alt, nok en lidt mere taknemmelig opgave – Trent og co får nemlig Arena, så der skal nok blive pakket.
St. Vincent er vokset på plakaten siden hun sidst gæstede festivalen for et par år siden. Dengang gav hun, efter manges mening, en 6-stjernet koncert på Arena. Jeg valgte den, naturligvis, fra på grund af et eller andet tosset, der gav mening i det øjeblik, men så kan jeg få revanche i år. Men bliver det på Orange, når hun nu står med så store bogstaver? Det gør NIN jo også, og spiller alligevel på Arena, så, man kan jo håbe. En klassisk Roskilde booking, hvor de fik hende da hun var på vej op og nu kan “løfte” hende yderligere op på plakaten. Hvor man også finder Anderson.Paak, der så vidt jeg husker var at finde på Apollo, sidst de kiggede forbi. Det lugter af Orange nu, for at få den nutidige fest.
Den danske brigade og metallens uvæsen
Orange er også destinationen, om det virker rimeligt og vedkommende eller ej, for Nephew, der leder det danske hold til sommer. I hvert fald hvad skriftstørrelse angår. Vi ved alle, at CV Jørgensen, eller “arvtageren” Bisse, er det reelle danske hovednavn, også selvom de spiller så mange koncerter de næste måneder, især CV, at Sort Sol må tænke, “ah. det virker da lidt overdrevet”. Men CV på Roskilde, come on, det virker bare rigtigt, ligesom det gjorde i 2004, eller hvornår det nu var han sidst kiggede forbi…
Peter Sommer får også lov til, at prøve kræfter med den utaknemmelige og nådesløse Orange Scene, når han og Tiggerne indtager den på festivalens sidste dag. Det virker som noget af en mundfuld, i hvert fald hvis man kigger på det nyeste, lidt dæmpede og “moody” album fra Sommer og co, men han har jo stadig en perlerække af hits, at gribe tilbage til. Som skulderklap og anerkendelse af kunstneren, da synes jeg det er helt i orden, at Sommer får en tur på Orange- selvom det virker som en udfordring.
Bliver vi i det danske, så synes jeg The Minds of ’99 har spillet nok på Roskilde de senere år, men fred være med det, ligesom Veto heller ikke rigtig kan få mig op at støde. Til gengæld er det mere end fortjent, at både Baby In Vain og Nelson Can har fundet vej til årets plakat. Godt gået, de damer, nu skal I vise hvor skabet skal stå!
Vi holder os lidt i det danske, men begynder at skæve over til rodebunken med lidt tungere navne. Myrkur siger mig ikke det store, men det giver mening, at Roskilde bliver ved med, at følge hende og hendes udvikling, siden hun næsten startede livekarrieren her for nogle år siden. Nej, det er navne der ikke fylder så meget på plakaten, som alligevel springer i øjnene, i hvert fald mine, her. Motorsav, Nyt liv, Heilung og LLNN. Ja taaaak, det var på tide af det post-apokalyptiske hardcore band fra den københavnske undergrund fik en plads på plakaten. Flæk lortet, de herrer!
Ellers er metallen repræsenteret ved navne som Celeste, Dark Tranquillity Watain (nu uden nazi), Scour (stadig med nazi, eller hvad Phil nu er), Chelsea Wolfe, Clutch (metal og metal, I know, men vi tager alt vi kan få), Ond Tro, Dead Cross (Mike Patton, yay!) og tilføjelsen Stone Sour, som nok skal forestille, at være en slags hovednavn i denne kategori. Corey Taylor fra Slipknots andet band, som ikke liiiige siger mig det store, men de er på tour og på plakaten på diverse festivaler inden Roskilde og Copenhell tog dem ikke, så hva’ faen.
Bløde mellemvarer eller lækkert fyld?
Mellemlaget er ofte noget af det allervigtigste på Roskilde Festival, enten som limen der holder yderpunkterne, headlinerne og de helt små navne, sammen eller det man med et venligt ord kunne kalde “fyld”, så der ikke er huller. Interpol er fyld. Sorry, men det er de. De spiller tit herhjemme, her, der og alle vegne, og det er lang tid siden de føltes relevante, så nu holder de blandt andet gang i hjulene ved, at spille jubilæumskoncerter for deres debutalbum. Fleet Foxes KUNNE være endt i samme kategori, hvis de bare havde okset på dengang jernet var rigtig varmt for en 10 års tid siden, men sådan blev det, af forskellige årsager, ikke. Så nu virker de faktisk både som noget velkendt og lidt frisk på plakaten.
Det ved jeg ikke om man kan sige om My Bloody Valentine og Mogwai, begge har jo noget genkendelsesværdi over sig, og er sikre kort, Mogwai dog næsten lidt FOR sikkert. Det virker som et navn, som Roskilde næsten til hver en tid kunne hive op af hatten. Det kan de vel i bund og grund også med First Aid Kit, som har gæstet festivalen tidligere, og spillet i København for nylig, men, igen, sådan er vilkårene nu til dags. I det mindst er de aktuelle med et ret godt album, hvis man er til den polerede, bløde country-pop og harmonier. Jeg kan godt lokkes, så, fint med mig! Jeg kan nok også godt lokkes til Fever Ray, der gæster København lige om lidt, SURPRISE, men det virker også som et logisk match med Roskilde.
Dagens klart mest spændende og relevante tilføjelse i kategorien lige under hovednavnene, er for mig franske Charlotte Gainsbourg, der har et rigtig interessant album ude og heller ikke har spillet landet tyndt de senere år. Hun stod også på min ønskeliste, så fedt for mig, jo.
I denne kategori er “elevator”-navnet Kakkmaddafakka, der har fået et mindre gennembrud herhjemme siden de spillede på Pavilion for et par år siden, ikke mindst på P6 Beat. Det er samtidig en understregning af vigtigheden i, at gå på opdagelse i programmet inden og under festivalen og opsøge noget ukendt – det kunne være dem, du hørte på P6 et halvt år senere… som Whitney, Sleaford Mods, Car Seat Headrest, Shame, Courtney Barnett…
Hey, der står noget med småt nederst!
Det er uhyggeligt svært, at forudsige hvor guldet lige gemmer sig og hvad man skal tjekke ud, hvis man vil være en af de hippe. I år er det måske det evigt muterende indieband Oh Sees, der dog har mange år på bagen efterhånden (men tjek dem alligevel, red.), Richard Dawson Band, Slaves eller Superorganism. Begge sidstnævnte har dog allerede noget buzz, så det er ikke her man finder det helt uopdagede. Det er den del af forarbejdet, som næsten er allersjovest for sådan en geek som undertegnede. Hvem pokker er Kali Uchis? Hvad kan Sacred Paws? Kan jeg mon lide Minyanta??
Med de mindste bogstaver finder vi også vores egentlige hovednavne, i hvert fald dem vi forsøger, at give mest opmærksomhed år ud og år ind, nemlig Rising navnene. Dem kigger vi, selvfølgelig, nærmere på op til festivalen, men det er dog glædeligt, at finde nogle kunstnere her, som vi har fulgt lidt fra sidelinjen og som fortjener en tur på Roskilde. Ikke for at fremhæve nogen fremfor andre, men tillykke til navne som Alcabean, Addisabababand, Cabal, Dirt Forge, Pale Honey, Sista Bossen og Slægt. Lige Slægt havde jeg dog gerne set indenfor hegnet, behøver de virkelig vise deres værd på Rising? Den troede jeg de have sprunget over, men OK, sådan er det jo hvert år.
Er det ligesom det plejer, at være?
Ja, sådan er det jo hvert år… ja, i år er som mange andre, der er lidt tyndt i toppen af plakaten, hvis man ser bort fra Eminem, men sådan fungerer regnestykket jo ikke.. Metallen mangler vel et reelt hovednavn, men det er nok ikke en topprioritet for Roskilde i disse år og resten af den tunge del af programmet ser godkendt ud. Og er man til rap og hiphop, så er der masser af lækkerier at finde, men det falder jo lidt udenfor vores dækningsområde.
De danske navne er stærkt repræsenteret, jeg har mine forbehold over for nævnte Veto, Minds of 99 og Nephew, men de skal nok spille for “fulde huse”, til gengæld er næste geled rigtig solidt. Man kunne, naturligvis, altid have ønsket sig mere af det ene og det andet her, hvor er et band som Redwood Hill eksempelvis? Har de tisset på en Roskilde booker engang? Og så lykkedes det endelig for Fribytterdrømme, at komme ind i det gode selskab (og endda at snige sig udenom Rising!) og så ser det ud til, at de skal dele scene med De Underjordiske… kunne man ikke have givet dem en koncert hver OG den her fælles, hvis det endelig skal være? Nuvel, det bliver sikkert dejligt udknaldet.
Sådan er Roskilde Festival, man får lidt, man føler sig lidt snydt, man misser noget i programmet, man sviner det til og man får det fedt alligevel. Skal jeg lægge hovedet på blokken, en kneejerk reaktion, så ville jeg nok kalde årets plakat i den bedre ende for de seneste år.
Nu starter alt det sjove: opdagelsesrejsen!
Af Ken Damgaard Thomsen
Fed fed gennemgang af årets navne, som helt sikkert vil bruge som rettesnor, når jeg skal ud og høre musik på Roskilde.