Jeppe Lindegaard debuterer med et behageligt, radiovenligt folk-poppet album, der ikke vil dig noget ondt. Det er hyggeligt selskab, men også et der gerne måtte gøre en smule mere væsen af sig over 10 numre.
Selvom dette er er Lindegaards debutalbum, så er han en rutineret herre med over 30 år som udøvende musiker på bagen, og det kan både høres og mærkes. Der er styr på den akustiske guitar, den folk/americana/country pop-rockede tone og det at skrive og arrangere sange. Det er måske ikke ligefrem nyskabende eller spektakulært på nogen punkter, det Lindegaard og hans hjælpere leverer her, men det er bundsolidt og sikkert, på den gode måde. Som hvis Ryan Adams mødte Sheryl Crow og Jonathan Johansson i et træhus i de svenske skove en sen aftentime, beskriver han det selv i pressematerialet. Det rammer meget godt klangen, selvom man godt kun savne lidt mere af den Adams’ske vildskab og desperation hist og her.
Det er også det der i sidste ende trækker en smule ned på det samlede indtryk, der sker lidt for lidt og der er for få udsving fra den sikre middelvej til, at jeg kan holde interessen fanget over 10 numre. Det er i sig selv ganske modigt, og lidt gammeldags, at lave den her slags album i vores tid, det bør hyldes, men gør ikke den samlede oplevelse større – men prisværdig indsats!
Det går meget godt de første 4 numre, men omkring den semi-balle klingende “You’re an Island”, taber jeg lyttemomentum i samme tempo som albummet desværre også lidt gør det. Det er bestemt et fint nummer, Lindegaard har ikke verdens største stemmepragt eller alsidige vokal, men den er hæderlig og kan bære materialet her. Til gengæld er han en solid komponist og kan skrue en sang sammen, ikke som en stor og opfindsom kunstner, men en mere en kapabel håndværker. Også her. Men det kommer til at stå for stille, ikke mindst fordi der følges op med den endnu mere afdæmpede “Time Will Tell”. Igen et fint udført og velklingende nummer, her med lidt måger mikset ind i det fjerne, så det skaber følelsen af, at sidde og skue ud over et blikstille hav og tænke lidt over tilværelsen. Det kan også blive lidt kedeligt, jo…
Inden dette dyk midt på pladen er Lindegaard faktisk ganske hyggeligt selskab, der leverer en lille håndfuld ret fængende folk-pop med mere skæringer, der hver især sikkert godt kunne gøre sig fint på i en radiosendeflade hvor det hele ikke behøver være smart i en fart og anmassende. Der lægges ud med “If I Have You”, der sætter tonen for meget af det der følger. Her gennemstrømmes sangen af en vuggende landlig følelse, den varierer lidt i styrken af duften af mark og eng pladen igennem, her er den ganske gennemtrængende. De engelske tekster, om kærlighed og lidt nostalgi om barndommen og den slags, er. ligesom resten af pakken, ikke decideret overvældende, men, igen, driftsikre.
Det Lindegaard til gengæld er ret ferm til er, at skrue et luftigt og fængende omkvæd sammen, der ikke kommer til at virke for påtrængende, men svæver nydeligt omkring en, så det er til at trække vejret. Han bakkes ofte op af et smagfuldt kor, der enten summer lifligt lidt i baggrunden, eller træder frem og giver et kontrolleret, men effektivt rygstød til vokalen. “If I Have You” er eksempel på det første, mens “Any Day Now” falder i sidstnævnte kategori.
“Terrible, Beautiful World” er en lidt mere dæmpet sag på pladens første halvdel, men ikke en hvor jeg føler pladen er ved, at gå i stå i samme grad som ovennævnte “You’re an Island”. Men igen viser Lindegaard et fint øre og fornemmelse for, at levere et fængende omkvæd, der måske ikke ligefrem skriger af megahit. Men, det går alligevel ind, på sin egen høflige måde og skaber en eller anden følelse af noget velkendt og venligt, der bare lige kiggede forbi og ville sprede lidt positive vibrationer.
Efter Terrible, Beautiful World har stået lidt i stampe kommer den for alvor i gang igen med “Spread Out Your Wings”, der flyver tilbage til en mere uskyldig tid, da man var ung, og da den her slags numre sagtens kunne blive spillet på P3. Det hed 90’erne, men sangen her, der blafrer elegant med de musikalske vinger og letter og søger mod den blå pop-rock himmel, lyder egentlig ikke bedaget af den grund. Der er nok altid plads til en opløftende sang af denne type, et eller andet sted i æteren.
De 2 resterende numre falder lidt i hver deres bunke, næstsidste stille vugger, “Breaking Down”, synes jeg er kedelig, mens den mere let-til-bens, men stadig lidt “farvelsangs-klingende” “Endless Falling”, er ganske rar og et fint, lidt skrøbeligt punktum.
Behageligt selskab, det er nok det prædikat jeg ville putte på Jeppe Lindegaard og hans albumdebut. Den bliver lidt for lang i spyttet til det der egentlig tilbydes, men det hele er kompetent og uhyre sikkert udført, og man føler sig i gode hænder. Men måske lidt for bløde og velplejede hænder? Det hele måtte gerne kradse lidt mere, i hvert fald bare i glimt, så man ikke bliver lullet lidt i søvn og føler sig FOR sikker.
Vi lander på en karakter, der signalerer “på det jævne” eller middel, det er for det samlede indtryk, i glimt er der 4-stjernede stunder. Det er et pusterum, et hvor du med en god kop kaffe og en papiravis kan tage dig en velfortjent slapper, eller sidde og dagdrømme lidt mens du kigger ud gennem ruden. Eller hvor du nu bedst kobler lidt ud og stresser af.
Af Ken Damgaard Thomsen