Home Anmeldelser Live The Bowdashes + Catch The Breeze + ONBC, Radar 16/3 – 2018

The Bowdashes + Catch The Breeze + ONBC, Radar 16/3 – 2018

3300
0

Mens det århusianske forår bød på snebyger og stiv kuling, bød Radar på Catch The Breeze, The Bowdashes og ONBC indendøre. Sidstnævnte viste særklasse på en generelt god aften.

Det vil være løgn at påstå at Radar var fyldt på denne aften; med 25-30 mennesker mødt op inden koncertstart var det lidt halvtomt på Århus’ måske bedste spillested. Men stemningen var som altid god og som aftenen skred frem var der pænt fremmøde i Banegraven.

Der var generelt ikke tale om udpræget unge mennesker, men snakken gik lystigt og stemningen var fin da The Bowdashes tog hul på hvad der skulle vise sig at være en god aften…

The Bowdashes ★★★★☆☆

Ca 21.15 stiller duoen – som i aftenens anledning har taget en trommeslager med – op med henholdsvis guitar og autoharpe/keyboard og skarpe vokaler.

Stilen er, som Ken har beskrevet i anmeldelsen af deres udgivelse, støvet ørken-rock. Og her taler vi rock i bred forstand; vi får smagsprøver på noget ordinært punket, noget sludget, noget tungt og noget næsten old-school soulet. Egentlig ret imponerende for en tremands-besætning.

Og lad det være sagt med det samme; Nana Nørgaard og Linn Holm cementerer, hvad der endnu ikke er en kliché. Nemlig at hvis man vil have rock med smæk for skillingen anno 2018, så bør man kigge mod kvindekønnet. Der spilles tørt og kontrolleret, men af og til åbnes der for en dåse støj-smadder og numre som ‘Copenhagen Gold Rush’ fremstår forholdsvis poleret i forhold til hvordan der ellers bruges larm som et element. Aldrig for meget, aldrig for nedtonet; bare kontrolleret. Læg dertil at vi har med to dygtige sangere at gøre, og det hele ser virkelig godt ud.

Keyboardet bliver brugt intelligent – og også underligt uintelligent (?) da ét af de sidste numre er en dronisk sag, hvor en tangent eller to holdes nede med tape, mens harpen rykkes rundt.Det kunne man godt have kritiseret, men The Bowdashes gør ikke rigtigt noget, de ikke har styr over – herunder desværre også at larme.

Og det bliver lidt akilleshælen; for de bruger både stærke, hæse soul-agtige vokaler og støjen intelligent. Men selv når de støjer når vi ikke derud, hvor vi som publikum ser at kontrollen er gået tabt – og tør at følge med bandet derud. Nuvel. Det er en lille anke og det afsluttende nummer, ‘Diego’, er en effektiv knytnæve som understreger den energi, The Bowdashes startede ud med og førte gennem hele koncerten.

Det er punk, tungt, soulet, smadret, afsindigt og kontrolleret. Det er – alt i alt – ret fedt, men heller ikke på øverste hylde. Måske grundet konstante krav om mere guitar i monitoren, måske af andre årsager. Men fedt er det!

Catch the Breeze ★★★★☆☆

På den officielle udgivelsesdato for albummet Glow spillede Catch The Breeze som andet band på Radar. Væk var fjer og andet gøgl og trioen fremstod i al sin enkelhed med trommer, bas, og guitarist/sanger Aage Hedensted.

Lad det være sagt med det samme: det er et band, der har styr på sin lyd. Ofte synes det at de fylder mere end tre personer, men dette skyldes ikke mindst dygtighed i kompositioner (bassisten spiller eksempelvis ofte akkorder), men også en gennemtænkt kontrol med en stor mængde guitareffekter. På den måde bliver Catch The Breeze lidt en master class i live-lyd.

Med nu måske 50-60 publikummer åbner bandet med ‘Paper Lanterns’ og får med det samme etableret lyden og stemningen. Men allerede i andet nummer sker der noget i kommunikationen eller temposætningen, der gør at det eller høje tempo bliver lidt jappet og mangler den cool ro, der ellers kendetegner pladen.

Det rettes der op på under tredje nummer, ‘Sleepwalker’, som desværre så bliver et lidt for langt bekendtskab. Det er imponerende at høre Catch The Breezes live-lyd, men her kunne en myndig stemme godt have spurgt ind på nummerets længde.

Og det bliver desværre også billedet på koncerten; for ja, det er et band, der får meget ud af få instrumenter og som formår at skabe stemninger med velbalancerede gains og dygtig instrumenthåndtering. Men det BLIVER bare lidt som at sætte pladen på lidt for ofte – og når pladen så lider af lidt ensformighed, så er der en ufravigelig konsekvens live.

Otte numre bliver det til og selv om sidste nummer er en uptempo, nærmest dansabel sag, så er det ikke fordi publikum står og råber på mere. Det skal nu intet tage fra et band, der har styr på sin lyd og også leverer en fyldig live-lyd. Det må også anerkendes, om end koncerten var lidt som at sætte pladen på.

ONBC ★★★★★☆

Nå. Med Catch The Breezes sfæriske input vil det være oplagt at give den et ordentligt los i posen med det sidste band. Men med ONBC rammer slaget mere i hjertekulen og imod al fornuft en fredag aften, tages der både tempo og decibel ud af ligningen. Til gengæld sejres der!

Med to frontkvinder på sang (én desuden på bas, den anden på synths), en meget rundt-kartende guitarist og en trommeslager er bandet det største på aftenen i antal. Men også i lyd, intensitet og sangkvalitet fremstår bandet som værende i en anden liga end de to øvrige; vi befinder os i en form for kryds mellem et Roadhouse-band fra Twin Peaks, noget Low-agtigt intenst – og i et rørende øjeblik bliver et REM-cover fremført som en (ubevidst?) hilsen til The Cranberries’ Dolores O’Riordan.

Ok. Jeg går for hurtigt til værks her, men pointen er god nok; ONBC formår med gode sange og stærk live-performance at røre og skabe stemninger i særklasse.

Og selv om jeg er billigt til salg for syngende kvindelige bassister, så er det ikke bare en fetish, der er på spil her; med stor stilsikkerhed leverer Camilla Florentz vokaler og basspil og der fornemmes en konstant tristesse uden at der forfaldes til billige tricks. I perfekt (!) harmoni lægger Tanja Forsberg Simonsen synths og b-vokaler og med stærke melodier besvarer ONBC det uartikulerede spørgsmål om, hvad drømmepop burde være; for man bliver interesseret, holdt fast af intensiteten og får lunser af popmelodier som hele tiden holder interessen fanget. Det er ikke bare et godt live band, men heller ikke tilfældigt at flere af deres sange har kunnet høres i radioen.

‘White Trash’ leveres med stor effektivitet og ‘Pitch-Black Night’ bliver decideret rørende i den langsomme, håndholdte fremførelse midt i sættet. Og netop det, at bandet tager sig tid uden at det bliver slæbende vidner om et stort overskud.

Da ‘Texarcana’ fremføres som cover, foregår det som nævnt ovenfor med en stærk vokal, der sender tanker i retning af den afdøde O’Riordan. Utilsigtet? Højst sandsynligt, men på denne aften, hvor Radar på smukkeste vis spejler (!) The Roadhouse fra Twin Peaks, er alt muligt. Vi får også en tilsvarende rolig version af ‘Tombstone’ og inden vi får set os om, så har bandet med overlegen ro spillet ni numre, og takker af.

Heldigvis er det det sidste band, og vi får derfor to ekstranumre i form af ‘Travelmate’ – usigeligt roligt fremført, inden sidste nummer falder uden helt den samme intensitet. Men det tilbageværende publikum er mætte af en stærk, stærk koncert.

Og sådan bliver en god aften på Radar domineret af et underligt, roligt men integritetsfyldt band, som man nok ikke inden koncerten havde forbundet med en fredag aftens succes.
Det kommer til at overskygge Catch The Breezes release, men egentlig ikke fordi CtB spillede en dårlig koncert. Der var bare andre, der var lige så gode eller bedre.

Alt i alt en aften, der var værd at trodse kulingen for!

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

Previous articleCatch the Breeze: Glow ★★★★☆☆
Next articleDatarock: Face the Brutality ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.