Torsdag fik norske Honningbarna såvel som det danske supportband, Orcas vist at hvis man var andre steder end på Radar, gik man glip af en fest.
Orcas
Igen kalenderramt på en torsdag måtte jeg se mig selv ankomme et stykke inde i Orcas’ sæt. Tre mand høj, trommer, bas og syngende guitarist fyldte bandet scenen med dansksproget rockabilly med tydelige referencer til tider, der nok er svundne men på denne aften blev genoplivet.
Det var en fest! Foran scenen blev der lystigt danset/hoppet og jeg hørte flere folk blandt publikum sige, at de var kommet for at høre opvarmningen mere end hovednavnet. Og selv om jeg næsten kan forstå, hvor de kommer fra, så fik de så meget mere end de var kommet efter! Men nu foregriber jeg sagerne.
Vi får inciterende titler som ‘Den Farligste Mand i Byen / På Fyn’ og et Dissing cover fra filmen Far Laver Sovsen. Der er højt humør, men også et stærkt spillende band, hvor bassisten iført korte, stærkt farvede shorts både lagde fyldende bund og sang stærke b-vokaler. Bag de to i front tæskedes der løs af en energisk, næsten maskinel trommeslager.
Der er noget intenst over spækhuggerne, og når publikum ikke rigtigt reagerede på forsangerens spørgsmål som ’kan I lide gamle danske film?’ så gjorde det meget lidt: for bandet spillede alligevel røven ud af bukserne og publikum dansede lystigt foran scenen. Ikke noget, man ser hver torsdag på Radar!
Fremragende opvarmning!
Honningbarna
Men det skulle blive endnu vildere. Klpkken 22.15 går en flok søspejder-klædte folk igennem publikum, mens der tælles ned på norsk fra 30. Og da de når scenen viser det sig selvfølgelig, at det er bandet. 1-2-3-4 og der spilles energisk punk fra første taktslag. Ikke mange slag er slået, før én guitarist står på en forstærker og en anden peger aggressivt ud på publikum med sin guitar.
Fem er de på scenen, to guitarister, en bassist, en trommeslager og en lille, uanselig forsanger i skikkelse af Edvard Valberg, der også i et nummer eller to griber en cello.
Lidt flere musikere, end det gennemsnitlige punkband, men også på mange måder mere skarpt.
I deres sømandsuniformer med spejdertørklæder fremturer bandet på én gang naivistisk og kompetent. Og kompetent er det! Publikum er med fra første taktslag og der pogo’es og danses lystigt blandt det meget unge – og ret gamle – publikum. Jeg føler mig helt sær i at ikke være helt ung, men også stadig have farve i håret; os i ’mellemalderen’ var ikke i overtal.
Jeg vil ikke foregive at jeg kender sangene med Honningbarna. Men jeg kender nu deres energi og Valberg er en fremragende indpisker med sin skrålende vokal (bakket op af to-tre mikrofoner til strenge-drengene) og der gives aldrig 99% energi. Det er på, på, på.
Radar kvitterer også med klubstemning og imellem de første numre smider Varberg mikrofonen og taler rummet op med en overraskende myndig stemme for så lille en mand.
Men da han et par numre senere griber sin (noget distortede) cello og imellem de passager, hvor den prygles, vifter voldsomt med buen, når man først at tænke at cello dog var et sært valg – men også at tænke, at det giver fint mening for de gale nordmænd!
To numre er der ikke gået, før Varberg må af scenen og karte rundt blandt publikum.
Flere gange, når dette trick udføres, løftes han af de forreste publikummer og bliver så – mere eller mindre frivilligt – crowdsurfer, mens bandet ufortrødent kører på.
Det er fedt og energisk på en måde, som kun punk kan være. Hjulpet godt på vej af stroboskop-lys og intens stemning fra band og publikum, tegner aftenen sig som en stærk én af slagsen.
Omtrent midtskibs i koncerten (hvor publikum i ungdommelig kådhed har råbt på numre, de gerne vil høre), bliver en knægt hevet på scenen for at forbrødre Norge og Danmark i striden om Grønland (!). Det fucker knægten fint op, da han ikke formår at få publikum til at synge med på det refræn, han bliver instrueret i, og igen må Danmark se en forhandling fortabe sig, da vores repræsentant er fuld…
Nuvel. Det er ret lige meget på Radar, hvor nummeret ‘ABC’ bliver fyret ud over scenen med en om muligt endnu stærkere energi end de hidtidige numre.
Og publikum elsker det. Når ikke bandet kommer ned og tosser rundt foran scenen, er der til tider optræk til moshpit. Og da der er en del piger til stede, bliver det med en underlig ynde… Vildt! Under alle omstændigheder er der smæk på og det er opad og fremad i hvert nummer, som ikke fortaber sig i trivialiteter som lange guitarsoloer eller breakdowns. Det er rigtig meget in-your-face.
Derfor er det også imponerende at energien ikke svigter på noget tidspunkt og efter 13 numre – hvoraf det sidste efterlader blot to bandmedlemmer på scenen, mens de andre hopper rundt med publikum, crowdsurfer og generelt bare giver alt – må man imponeres over, at der gås fra scenen blot for snart at vende tilbage og love to ekstranumre.
Dem får vi så, hvor Valberg crowdsurfer igennem det ene, mens afslutteren er en atypisk, tung sag for fuld stroboskop og med næsten rap-stemning. Musikerne hopper på scenen, publikum hopper foran – det er nærmest nådesløs frigivelse af energi og nok meget godt, at de ikke blev ved længere, da det nok ville have kostet blod, mere sved og måske også tårer.
En vildt intens aften på Radar, hvor nordmændene på klingende norsk understregede at punken ikke er død og at torsdag absolut er en fest-aften, når Honningbarna kigger forbi!
Shit, spillede de i morgen, ville jeg stille op igen!
Anmeldelse og fotos: Troels-Henrik Balslev Krag
Enig i at det var fremragende aften i højt tempo. Ærgerligt at du ikke nåede det første af Orcas, for det var endnu bedre inden guitaren blev skiftet til backup’en pga en sprunget streng