Trivialiteterne står i kø på North Ship’s Another Attack. At der er tale om en englænder, der fra København har skrevet materialet, er mildest talt en overraskelse og de ni numre synes intet at have på hjerte.
Men først det gode. Man kan ikke høre Another Attack uden at bemærke, at der er kælet for lækkerhedsfaktoren; velklingende instrumenter og kvindekor indgår i afdæmpet stil. Og i det bossa-agtige nummer, ‘The Right One’, får vi endda en interessant produktions-kuriositet i at kvindekoret med sin bah-stemme nærmest bliver helt flügelhorn-agtigt. Men så er der heller ikke rigtig mere godt at sige.
Beklager, men det er mildest talt chokerende at en tekstforfatter af profession kan lægge navn til de pop-trivialiteter, vi møder på pladen. Stort set alle numre er lavet efter en AA-BB-rimstruktur. Og det ville der i bund og grund intet være i vejen for, hvis ikke det var fordi disse rim synes at være plukket direkte som de første, der er dukket op i rim-ordbogen. Den eneste grund til at vi ikke får et hjerte/smerte-rim er, at der synges på engelsk.
Men tag ikke mine ord for gode varer. Der er eksempler nok. Som i første track, ‘Lovers and Fighters’, får vi blomster som: ”…I don’t know why you bothered / I was always around / But now that you’re here / Would you have coffee / or maybe a beer?” Yrk! Og temaet er så for øvrigt, at man skal både være en lover og en fighter – altså en omgåen af hele ordspillet.
Eller ‘Box of Trick’s: ”I wonder what you miss the most / candlelight or morning coast / You always were the perfect host / now’s not the time to give up the ghost”.
Og sådan fortsætter det sådan set hele vejen igennem. Skal jeg spå denne plade nogen som helst fremtid, så vil det være som en kuriositet, som man kunne bruge på en stenet, våd aften, hvor man enten kunne bygge et drukspil, hvor man skulle drikke per kliché – eller bare grine lidt over hvor ringe det er i en koger.
Titelnummeret kommer dermed som noget af en overraskelse i ikke at være helt så slemt og rent faktisk at springe en takt over og lave noget, der ikke følger den ellers slagne skabelon 100%. Men det er stadig ikke et rigtigt godt nummer, og en ’blomst’ som ”still wondering why you came / when there’s noone left to blame / when all you find / is what we left behind”. Jeg mener… WHAT?!!
Ok. Jeg vil ikke fortsætte yderligere. Jo, der er lækkert akkompagnement, med guitarer, lækre keys – heriblandt veldisponeret egalt orgel – og meget hyggelig stemning i musikken. Men teksterne får altså vogonerne til at ringe og bede om at få deres ’poesi’ tilbage.
”Men slap af!” Tænker du sikkert som læser. Hvad er der galt? Frit plukket fra pressematerialet bliver problemet tydeligt:
”Og Tom Golzen har noget med ord. Dette gør sig også gældende i hans daglige arbejde som tekstforfatter og oversætter. “Jeg synes det ofte er sådan med ord, at de lidt har et isbjergsyndrom. Altså, den umiddelbare mening er faktisk kun en lille del af, hvad ordet egentlig rummer. Det er jeg meget ærbødig overfor”, siger han.”
Nej, Tom Golzen. Nej, nej, nej. Jeg håber aldrig, du vil vise denne plade frem til din kundekreds som tekstforfatter. For så vil den nok indskrænke sig noget. Hvis dette er toppen af isbjerget, kan du være sikker på, at ingen vil se de øvrige 90%. Det er i al sin enkelhed umuligt at slå sig op på at være sprogligt skarp og så skrive tekster af så ringe kvalitet. Det svarer til at bygge et hus på et isbjerg – i Sahara.
Musikken er hyggelig, alt andet end ’attack’-værdig og nærmest aggressivt ikke-aggressiv. Og det kunne være fint, hvis der var noget, Golzen ville med sine tekster. Men nej. Det er tydeligvis vigtigere at de rimer, end at de er gode.
Jeg er sød og giver to stjerner for den musikalske side af sagen er hyggelig nok. Men ovenfor fremgår det vist tydeligt, hvorfor der IKKE skal gives mere end det…
Af Troels-Henrik Krag
