Kajsa Vala indledte sin vinter/forårs-tour på hjemmebanen med en overbevisende opvisning af vellydende americana.
Aftenens koncert på Radar var startskuddet til en tour rundt i Danmark for Kajsa Vala, men inden hun og bandet gik på, fik vi en glimrende opvarmning fra Mary Jean – solo, bevæbnet med akustisk guitar og sin stærke, rene vokal. Mary Jean åbnede i den stemningsfulde, dæmpede afdeling, inden andet nummer, ‘Summer Child’, viste hende fra en mere livlig og letbenet side.
Den blev fulgt af den mere mørktonede ‘Breathe Under Water’, med ama kachakacha (staveplade? Et sydafrikansk rasleinstrument monteret på foden) til at sætte den nærmest slæbende rytme. Med relativt små virkemidler lykkedes det Mary Jean at bygge nogle fine stemninger op, også på ‘Temporary’, der med hendes egne ord var et “spritnyt” nummer, som ikke engang hendes band havde hørt endnu, og som blev fremført på moog og med håndklap – også umiddelbart et rigtig fint nummer.
‘I’m Going Home’ blev serveret som sidste sang og et fint punktum for en stærk opvarmning, der musikalsk ledte fint videre til Kajsa Vala’s americana-univers.
Kajsa Vala
Klokken nærmede sig 22 inden Kajsa Vala fik på scenen med sit tre mand og en kvinde store band foran et godt fyldt Radar. I en tætbefolket genre har Kajsa Vala fordel af at kunne trække på fremragende vokalharmonier i samspil med Astrid Steen Noringriis og i øvrigt et mere end kompetent backing band, der både er dygtige individuelt og godt sammenspillede. Netop vokalerne var i centrum på a capella-indledningen med ‘Bend But Never Break’ (med lidt guitar til underlægning), inden Kajsa på andet nummer bevæbnede sig med en mandolin til ‘Only Love’ som fremføres rygradsrislende flot, med fængende korstykker.
Vi fik også ‘All in Good Time’, om at vente på ægtemanden (bag trommerne) når han lige “skulle have en øl med drengene”, og hele vejen gennem koncerten sørge Kajsa i front for at binde numrene fint sammen med små fortællinger om, hvad sangene handlede om eller udsprang af. Det var også med til at gøre det lidt mere spiseligt med de mange instrumentskift og stemmepauser, som vel ret beset var et af meget få ankepunkter ved koncerten.
‘St Cecilia’ blev dedikeret til de stærke kvinder og de tidligere generationer, og det efterfølgende nummer blev dedikeret til Kajsas afdøde farmor. Netop familien og de nære relationer står i centrum for mange af Kajsa Valas sange, og det gav det hele et intimt præg, uden at blive decideret privat – de fleste kan formentlig relatere til familiefortællinger og -relationer.
Bandet gik af scenen, og lod Kajsa alene tilbage, og hun fremstod overbevisende både vokalt og på guitaren, som hun fremførte et rocket solonummer, der blev fulgt af en mere dæmpet sang til farfaderen, hvorefter bandet vendte tilbage, og leverede en flot udgave af ‘Norman Rockwell (I’m Still Your Girl)’, som flere af de andre numre hentet fra Valas selvbetitlede seneste album fra 2016.
Førstesinglen fra samme album, ‘Trail of Hearts’, med det næste afhængighedsskabende “åååh-å-uh-åh” kor, fulgte efter, og løftede stemningen i salen yderligere. Den blev fulgt af et spiritual-klingende nummer, hvor Vala og band lød lidt som hvis Prince og Hendrix skulle spille en spiritual sammen. I denne del af koncerten fungerede dynamikken godt og tiden fløj afsted – der blev også plads til den nye single, ‘Here Comes Winter’, der lover godt for en kommende udgivelse – igen med fint vokalt supplement fra Noringriis.
Der blev også plads til at lufte den rockende side af Kajsa Vala med ‘Higher’, inden tempoet igen blev sat ned med ‘Poet’s Fire’, skrevet mens Kajsa ventede på resultatet af det amerikanske.præsidentvalg med sin lille datter i armene. “Det bliver ikke en sejrssang, det kan jeg godt love”, fortalte hun indledningsvis, men der er alligevel optimisme at spore i sangen. Det blev også sidste nummer i det ordinære sæt, men Kajsa og band blev på scenen og leverede to ekstranumre, først med bandet som kor forrest på scenen og endelig ‘Makes the World go ‘Round’, som et godt rockende punktum for en stærk koncert, hvor Kajsa Vala viste både de følsomme og de mere rockede sider af sig selv.
Samtidig var der også godt styr på lyden hele vejen igennem, i modsætning til Kajsa Valas koncert på sidste års Spot på HeadQuarters, hvor det blev en glimrende koncert på trods af lydproblemer – her blev det en glimrende koncert uden. Det ér en genre, hvor der er mange om buddet Kajsa Vala bevæger sig i, men hun og bandet har nogle trumfkort, ikke mange andre har.
Vi lander på 5 flotte stjerner og herfra skal i hvert fald lyde en anbefaling om at finde vej til et af de spillesteder Kajsa Vala lægger vejen forbi i løbet af februar.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Kim Song Sternkopf / @HeartMatter Artworks
