Så er det igen tid til, at skrue din bilradio op på max (musikken passer også til en tur med tog eller rumfærge, i følge bandet), tage din sejeste solbriller på, rulle ærmet op og vinduet ned og suse ud mod horisonten i den uendelige ørken med stonerrock fra Tusmørkejuvel.
Der er altså tale om endnu et band, der hylder ørkenrotter som QotSA, Kyuss og lignende og den desert/stonerrock de har leveret de seneste 30 års tid. Eller “dessert” rock som der står i pressemeddelsen, det er nok en fejl, og der er flere, så den skal I lige have løbet igennem igen.
Så lytter jeg videre på deres 4 numre imens for på trods af, at mine advarselslamper blinkede ovenpå den pressetekst (og ja, det KAN faktisk medføre nogle fordomme!), så er det et kraftfuldt band med styr på deres musikalske shit. Det brummer dybt og højt, sandet kradser de rigtige steder, det lugter af sved og motorolie og jeg kan føle min kropsbehåring trænge til en trimning, når bandet ruller ud.
Det er ikke specielt raffineret, overraskelser og nyskabelse er blevet hjemme i garagen, men helt elementært så fungerer det bare og har nosser. Det går lige i hulemandsgenerne, så det gør egentlig ikke så meget, at det er musik der ikke resulterer i de store, forkromede tanker. Når Tusmørkejuvel fyrer op for motoren og spiller med hestekræfterne er det for at gøre det simpelt, catchy og “tungere end din mor”, som de selv formulerer det. En på papiret nem opskrift, men det skal jo stadig smage af noget.
Heldigvis mærker man fra start med den, i hvert fald for Tusmørkejuvel, tempofyldte, “Catch Me If You Can”, at de kan finde ud af et skrue en fængende melodi sammen med hjælp af deres simple ingredienser. Knap 5 minutter med støv om ørerne, tuuungt brummende maskinrum, beskidt guitar og tilpas cool/jeg-er-da-ligeglad vokal, det er lige som den slags nu skal være. Der er endda en lidt anthem-rocket vibe over dele af nummeret, så det får et løft og undgår at slæbe undervognen hen ad underlaget. God åbningsstener af den mere energiske slags.
Det er som om der bliver skruet yderligere en smule op for tyngden i den efterfølgende “Erector Gadget”, der gennemstrømmes af en pumpende hoftestødsrytme, hvilket vel passer fint til titlen?! Ikke et lige så medrivende nummer som åbneren, men passagerne med dobbeltvokal fungerer rigtig godt og giver noget modspil til den lidt monotone lead, der her står en smule svagere når der synges alene. Der bliver også plads til en kortere guitarsolo på de lidt over 3 minutter nummeret varer, som egentlig lyder ganske fed, så det er ikke fordi, at Tusmørkejuvel ikke får prøvet lidt forskelligt af – selv indenfor en begrænset spilletid.
Bandet får mere råderum på den næsten 6 minutter lange “Destruction of Conformity”, hvor tempoet sættes ned og vi rammer et mere stener-vugget leje. Det er en tung basse, hvor der satses på det repeterende, olmt rumlende og klassisk stonerrockede, og det virker. Igen er der noget unisonsang i omkvædet, en guitar der får lov til at skære igennem den tykke røg og her er der så også plads til det instrumentale stykke i anden halvdel, som også sagtens kunne være puttet på forrige nummer. Så skal håret ned i ansigtet, nakken vippes i det rigtige, halv-sløve tempo og der skal fyres op for røgmaskinen. Velkendt fremgangsmåde, men den gennemtestede opskrift fungerer jo.
Der lukkes og slukkes med den knap 3 ½ minut lange “Bleed ‘n’ Suffer”, hvor pedalen trædes mere i bund igen, noget af tyngden letter og vi suser ud mod solnedgangen. Det er igen helt klassisk indenfor genren, men så catchy og fermt skruet sammen, at det er svært ikke at blive revet med og få følelsen af fart i kroppen og bare få lyst til, at drøne derudaf. Effektiv afslutning.
Og effektivt EP i det hele taget, uden nogen form for nytænkning eller overraskelser, hvilket jo så heller ikke var hensigten. Over en EP på cirka 17 minutter er det ikke et problem, da sluger jeg endnu en omgang stank af benzin, brændt gummi og smagen af sand i munden. Over et længere stræk, så skal der nok proppes lidt mere i værktøjskassen, men der er også antydningen af, at bandet sagtens kan udvide paletten – om nødvendigt.
Kort sagt et solidt, ørkenrockende udspil, og bestemt et lyt værd, hvis du er til genren.
Af Ken Damgaard Thomsen
