På en regnvåd vinteraften havde Voxhall udsolgt, da folk-koryfæet Iron & Wine kiggede forbi. Og nej, det skadede da bestemt ikke, at Pale Honey var med som support.
Voxhall var godt fyldt op med alt fra grå hår til helt unge mennesker og stemningen syntes høj for en tirsdag. Udsolgt betyder åbent på balkonen og måske i anerkendelse af, at der kunne komme lidt ældre publikum, havde Voxhall været meget aktive med instruktioner om, hvordan man kom ind, hvor meget lys der skulle være på skærmen af telefonen, hvis man havde digital billet og så videre.
Inde var vi og et kvarter efter annonceret startede opvarmningen ved svenske…
Pale Honey ★★★★☆☆
Det er tredje gang jeg ser bandet nu og selv om jeg har en klar fornemmelse af at jeg har ’gennemskuet’ dem, så er det stadig en oplevelse at se dem live; Trioen er helt enkelt enormt cool på scenen.
Lodmarks fjerne, kolde vokal lægger sig over meget enkle guitarfigurer, fremført på en særdeles vellydende Fender Jaguar, bakket op af en Gibson hollowbody, til tider et bas-track og ellers velspillede trommer ved Nelly Daltrey, der i dagens anledning sad med siden til publikum. Det kører bare, og der er en cool, kølig stemning over det hele.
Jeg har tidligere sammenlignet med The XX, men Pale Honey lyder altså som The XX hvis de ellers turde losse lidt til skidtet ind imellem. Det gør Pale Honey, om end jeg savnede lidt en ’hold my beer’-solo til aften.
I stor kontrast til det meget cool, stramme og velspillede, virker bandet legende, nærmest overstadigt glade og pjattende imellem numrene; der skal lige jokes internt med at én lavede en fejl – bare hurtigt og så videre – og så er Lodmark ellers med stort smil i kontakt med publikum.
De må have spillet MEGET det sidste år, men der er ingen fatigue at spore hos bandet og alle numre leveres glimrende. Hittet, skrevet om Lodmarks tvangstanker, ‘Get these things out of my head’, falder efter 25 minutter som det næstsidste nummer og da det sidste klinger ud står jeg igen og overvejer om Pale Honey er lidt kedeligt, når det er så enkelt?
Svaret er et rungende nej, men som sagt er jeg ved at have set dem nogle gange nu og glæder mig til at høre nyt og følge udviklingen i bandet…
Iron & Wine ★★★★★☆
Til tonerne af klassiske instrumenter skiftes der scene til Iron & Wine og ca 21.15 træder de på scenen og spiller hvad jeg vil tro er aftenens bedste nummer; ‘Trapeze Swinger’, der med sine ca ti minutter synes at skille fårene fra bukkene, da den kører op og ned i dynamik og en del folk flere gange når dynamikken er nede føler trang til at klappe og huje. Er det snobbet at savne tin whistle? Nevermind… Det er et fantastisk nummer, og selv om det nok var højdepunktet, kom der meget andet godt fra bandet.
Og hvilket band! Det vil være løgn at sige at Iron & Wine bragede igennem i starten af århundredet, for det der med at brage, var ikke så meget det bandet gjorde i. Men de – eller Samuel Ervin Beam – var klar bannerfører for at det pludselig ikke bare var accepteret at gå i skovmandsskjorte, have utæmmet skæg og høre musik som nok ikke kan kaldes nyskabende. Nej, det var cool.
Sammen med Bonnie ’Prince’ Billy åbnede de døre og ører i bredere skarer og banede vejen for en lang stribe ’skæg-folkbands’. Så at der var udsolgt en tirsdag, var nok ikke tilfældigt.
Nå. Tilbage til koncerten; med sig har Beam fire musikere; en cellist, en (kontra)bassist/barytonguitarist, en trommeslager og en pianist. De to sidstnævnte kvinder, der lagde varme, præcise b-vokaler og korstykker koncerten igennem.
Lydudtrykket var interessant i at celloen i flere numre indgik som en pizzicato-bas eller med skrigende overtoner, i andre som strygende underlægning. Og trommeslageren havde også et større arsenal af percussion-ting, der skabte sfæriske stemninger, rum, lys og luft. Og nåh, ja. Så spillede hun også af og til med en violinbue på bækkenerne.
Og de fires evner – ud over Beams tilstedeværelse – var i den grad med til at ’gøre’ koncerten. For selv om numrene på papiret er ret enkle americana-folk-sange, så blev de virkelig spillet. Intet blev liret af og meget foregik med legende lethed. Stærkt!
‘About a Bruise’ følger op efter den mesterlige åbner og vi får vist at der er roligt drive i den vuggende fremdrift og bandet får lige vist at de er en sammentømret enhed. På scenen er bandet badet i skiftende lys og små vatskyer med lys i hænger over dem. Tacky? Måske, men det skaber et rum og Voxhalls scene virker mere intim – og så er de sgu’ cute!
‘On Your Wings’ følger efter i en lidt mere sej, blueset stil og stikkene tages på stribe; Beams akustiske guitar spilles med fejl, men vilje og stemmen. Og så er der vokalen, som nok er det, der har gjort Iron & Wine til hvad de er, for man lytter, når teksterne falder.
Organiseret kaos indfinder sig blandt musikerne, da de starter ‘Call it Dreaming’, hvor der leges med percussion, stikkes af i melodistumper, inden Beam samler det hele ved at starte versene…
Og sådan skydes der perle efter perle af. ‘Flightless Bird’ bliver decideret rørende, da den falder som ottende i sættet, hvorefter bandet forlader scenen (bassisten bliver et enkelt nummer, ‘Right for Sky’), hvorefter Beam alene fører os igennem et par numre – tilsyneladende bliver ‘Rabbit Will Run’ spillet på opfordring fra tilråb fra publikum, og Beam nærmest pjatter sig igennem mellemspillene.
Vi får ‘Eyes Wide Open’, inden bandet vender tilbage til ‘Grace for Saints and Ramblers’.
Fem numre falder og stemningen er til at skære i på Voxhall; mellem numrene joker Beam med at der er så stille og tysser ironisk på det ellers stille publikum. Puh, det har man savnet til mange koncerter at man rent faktisk kan høre musikken. Især når det som Iron & Wine til tider er så sart.
Inden encoret får vi ‘Woman King. som bliver en ramponeret, smadret fremførsel som sender tankerne i retning af Tom Waits (her er der vist endda distortion på celloen!) og encoret, ‘Claim Your Ghost’, sætter et fint punktum for en koncert bestående af 19 numre, hvor kun ‘Tell Me Baby, Tell Me’ i slutningen af settet viste takter af lidt for meget rutine og manglede det nærvær, der var i resten af sættet.
Der er noget underfundigt over Iron & Wine. For sådan en koncert er super professionel, det er musikere der vitterligt spiller og er tilstede, leger, improviserer og griber hinanden – ja, man fristes til at sige som trapez-artister. Og så er der lige glimt af fjolleri og ironi; en tekst glemmes og der improviseres, et nummer startes hvor der mangler backing og guitaren får skældud for ikke at stemme. Men det næste øjeblik er vi tilbage, stemmen lige i skabet og stemningen kun forstærket af de små, underlige afbræk.
Det gør i den sidste ende sådan en koncert stærkere, mere menneskelig og cementerer at Iron & Wine stadig i særklasse er et band, der er værd at se live.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
