Peach er klar med anden del af en udgivelsestrilogi, der blev påbegyndt i 2016 med Beach, hvor der blev leget med avantgarde pop. På Bleach bliver udtrykket endnu mere udfordrende og forskelligartet over 6 numre, samtidig med, at kønsneutralitet kommer mere i fokus.
Bagmanden Peter Petra Skibsted benytter sig nemlig af de kønsneutrale pronominer de/dem/deres i hans tekster, men betegner sig ellers ikke som binært kønnet. Tillad mig lige at citere, bare for at få det helt på plads:
Jeg er hverken mand eller kvinde. Det er en stor del af det, jeg skriver om i min musik, men det er også noget, som vi her i Vesten stadig har svært ved at acceptere. At der kan være noget, som er anderledes fra en selv. Peach er musikalske beretninger fra mit eget synspunkt.
Er det så vigtig for, og for forståelsen af, musikken på Bleach? Ja og nej, i det at det sikkert giver en ekstra dimension til sangene, og naturligvis teksterne, men ikke fylder mere end, at jeg muligvis slet ikke ville lægge mærke til, havde det ikke været for pressemeddelsen. Er det så et lille fejlskud eller en særdeles vellykket mission?
I bund og grund, så gør det vel Bleach til en ret vellykket udgivelse på det punkt, hvis køn på den måde er “lige meget”, så burde det jo heller ikke overskygge noget, eller være et dominerende element i lyrikken. På den anden side, så virker det, når det nu er nævnt så tydeligt i pressematerialet, som en meget vigtig pointe for og et markant tema hos Skibsted, som på en måde ender med at drukne lidt i de musikalske udflugter. Så, jeg er i bund og grund lidt uafklaret på det punkt – men det er der måske også en pointe i?
Nuvel, det er blot den ene side af Peach, den anden er selve musikken, som her iklæder sig noget mere flagrende og spraglede genvanter end på Beach fra forrige år. Faktisk måtte jeg lige tjekke op på, om det var to forskellige kunstnere, der indenfor kort tid havde udsendt musik under navnet Peach, eller om der var tale om samme bagmand. Det var der, selvom de to udgivelser er ret forskellige i deres lyd og udtryk – også selvom de er del af en trilogi.
Faktisk indledes Bleach så fremmedartet for mig, at jeg stadig har lidt vanskeligt ved, at sluge åbningsnummeret og singlen “Dance I’ll Follow”, hvor især vokalen giver mig alvorlige kvababelser. Der bliver sunget dybt og med en påtaget (selv)højtidelighed, mens stemmen er sovset ind i diverse effekter. Det er både lige i fjæset på dig og med en højstemt distance, som alligevel kryber ind under huden på en – eller går lige i nerverne. Det slår mig noget ud af kurs som lytter, selvom man vænner sig til det som nummeret skrider frem og ved gentagende lyt. Men gode venner bliver jeg ikke med det, og det virker også som en del af hensigten. Altså ikke at støde lytteren væk, men så i hvert fald at prikke lidt til ens perception.
Rent musikalsk ligger nummeret i nogenlunde tråd med nogle af tidens modeluner og toneklang, som en art opdateret 80’er soul-elektro-pop, med nogle krusninger fra mørket over de britiske øer i det årti. Men det kommer vi hurtigt videre fra på Bleach og ender helt ovre i noget jeg bedst kan beskrive som tempofyldt trance på den over 10 minutter lange “Nothing More To Say”. Ja, her går der simpelthen instrumentale dansedrugs i den, noget jeg ville have svært ved, at sætte mig ned og lytte til for fornøjelsens skyld, men som fungerer glimrende at cykle til – skulle jeg hilse at sige.
Det er dog kun halvdelen af historien, eller godt og vel, for de første 4 minutter bevæger sig indenfor noget mere avantgarde poppet, med godt med luft omkring vokalen og et mere udsvævende lydlandskab. Men som med resten af Bleach, så er nummeret altså ikke helt hvad det umiddelbart udgiver sig for, at være. Det skifter ham… eller bliver flere ting på samme tid – hvis man skal knytte en forbindelse til hele kønstingen.
På den herligt betitlede “The Importance of a Bleached Asshole”, er dansefesten dog forstummet og udgivelsen rundes af med en hidtil uhørt jazzet slagside. Eller, jazz og jazz, er det jazz? Der er noget blæs, især i nummerets sidste halvdel der får min hjerne til at skrige “JAZZ”, men det ville nok være mere passende, at droppe de der genrebetegnelser og labels vi putter på ting og kalde det “eksperimenterende”. Mærkværdig afslutning!
Men ikke på nogen måde ude af trit med, hvad Peach har serveret for en de foregående 37 minutter. Selv på et umiddelbart mere lige-ud-af-landevejen, efter Peach standard, nummer som “Cool Kids”, der følger den mere gængse vers-omkvæd og “pop”-struktur kommer der spredte udskridninger. Som om sangen af og til får hikke, eller glider på underlaget, så sangen ikke ender med, at være så stramt elektro-poppet som de første minutter lader til.
Helt symptomatisk, fristes man til at sige, fremstår den efterfølgende, næsten 9 minutter lange, “The Importance of a Symmetrical Cunt” (igen en fin titel), som en art lyddigt. Langsomt snakke-sunget ovenpå et soundscape, der stille og roligt, med løse konturer, folder sig ud i baggrunden. Meget fjernt fra alt andet på Bleach, men stadig med noget af det samme abstrakte udtryk og følelsen af varme og kulde, noget nært og fjert, samt kunstigt og organiske, som en eller anden måde flyder sammen. På Bleach er det som om, at musikken godt kan være meget fremmedgørende og inkluderende på samme tid, og danne et eller andet modsætningsfyldt, men alligevel “helt” udtryk.
Jeg ved reelt ikke om jeg overhovedet kan lide meget af det Peach præsenterer mig for, men den følelse kan jeg egentlig rigtig godt lide? Så er det 3 eller 5 stjerner? Vi fedtspiller og kalder det 4 med forbehold for, at det kan gå begge veje. Det er i hvert fald meget anderledes end hvad man ellers hører. Og det er i dette tilfælde, trods alt, positivt.
Af Ken Damgaard Thomsen
