Sidste års velakkrediterede Weal nåede inden året var omme at udgive endnu en EP. Kvaliteten holder samme, høje niveau på Diving In, mens udgivelsen i kreativitet ikke helt når samme niveau som First of All.
Weal har al mulig grund til at have høj selvtillid – hvilket de også viser i det overskud, der spilles og leveres med på Diving In.
Der startes med den langsomme, seje ‘Winter Rain’, som tager sig god tid, etablerer ro og i refrænet kan lyde næsten som Mogwais ‘Blues Hour’.
First of All bød på lidt legestue med blandt andet ‘All in All’, der i bedste Queen/Franz Ferdinand-stil ændrede karakter midtvejs igennem nummeret.Denne legesyge er gemt lidt mere væk på Diving In til fordel for et måske lidt mere voksent udtryk. Fint nok.
Udtrykket bliver kompetent pop-rocket og minder flere steder om danske Mellanies, som også kompetent opererede med den ikke-støjende rock og gode, melodiske hooks.
Og håndværket er stærkt – kor på mange passager, men uden at det bliver påklistret og lidt drive her og der til lige at fastslå at vi altså stadig spiller rock her!
På ‘Always Forget’ bliver på den måde lidt gadedrenge-flabet uden at det fortaber sig i et pjattet udtryk. Men rart at tredjenummeret får lidt mere gang i tempoet, da åbneren ‘Winter Rain’ og førstesinglen ‘Wasted’ går i mondænt nedsat tempo. Og afslutteren, ‘All Imposible’, lægger sig imellem de to yderpunkter.
Der er noget trygt over Diving In og vokalen står skarpt – til tider nærmest John Grant-agtig i sin fortællende fremlægning og – i modsætning til på First of All – aldrig anstrengt. Dette bidrager selvfølgelig til noget af den ro og det overskud, Diving In udtrykker. Men Weal har før vist at de gerne går til kanten – og det kan her savnes lidt.
Tekstmæssigt er der ikke nødvendigvis så meget at komme efter – men på den anden side set fungerer teksterne uden at være hverken bærende eller for tungt kliché-ladede.
‘Winter Rain’ får et konstaterende, anklagende præg mod en uforståelig partner (?) – igen ikke helt ulig Grant. ”I don’t wanna live in a City / A city drowned in rain” bliver i den Mogwai-klingende bridge det tætteste vi kommer på en halv-presset vokal, og da konklusionen ”No-one wants to live here” falder, foregår det netop anderledes roligt, konkluderende.
På ‘Always Forget’ får vokalen et mere gadedrenge-præg og refrænets gentagne ’I always forget” bliver dermed lidt flabet og skaber lidt kant. Ellers et nummer, der kunne være lavet af Larsen And Furious Jane eller måske er vi igen i retning af Midlake? Under alle omstændigheder er det fint spillet, fint indsunget til trods for fraværet af Morten Grønnegård på pladen.
Havde First of All og Diving In været en split-EP – eller måske et helt album – var der ingen tvivl om, at Side A ville være bedre en B. Men det er stadig god, gedigen poprock med fremtittende tristesse her og der, og til trods for manglende oplagte ’hits’, står Diving In stadig som et sympatisk og fint udspil!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
