Act of Cohesion spiller god, gammeldags thrashmetal, og det gør de på bundsolid manér, men der kunne godt skæres og justeres lidt hist og her.
Less is more, kunne den helt enkle konklusion jo så være? Ja. I hvert fald, hvis bandet ikke får smidt lidt flere overraskelser eller interessante afstikkere ind i deres stilsikre thrash maskine.
Bandet spiller sikkert og der gåes fint til stålet, vokalen er fin, selvom jeg lige skulle tune mig ind på den. Det er en vokal af den slags, hvor det i første omgang kan lyde som om der ikke er så meget luft i lungerne, eller spændvidde i stemmebåndet, men jeg synes man vænner sig hurtigt til stilen og klangen, som denne 6 numre lange udgivelse skrider frem.
Og det gør den på lidt langstrakt vis, hvor jeg sidder tilbage med følelsen af, at man sagtens kunne have halvdelen af sangene, uden man ville være gået glip af det vilde. Tværtimod ville udgivelsen nok have føltes mere stram i kødet og glide lidt nemmere ned. Varen Act of Cohesion smider på disken er sådan set indbydende nok, og den lyder dejlig “ren”, forstået på den måde, at den ikke er “beefet” op med alle mulige udflugter og genre-hop. Det her band spiller thrash, og står ved det.
Vi lægger ud med albummets næstlængste nummer, “Annihilation”, der lige sniger sig op over de 6 minutter. De første to minutter er ren instrumental opbygning, hvor vi bevæger os fra det atmosfæriske og akustiske ud i et tiltagende elektrisk landskab, inden nummeret for alvor brages i gang og vokalen begynder at bjæffe løs. Det er her jeg indledningsvis lige skulle tunes ind på den, og det lyder som om der ikke er voldsomt meget luft i lungerne, men det kan også være et stilistisk valg.
Så går det ellers over stok og sten i thrash-land, men selv med en række tempo- og stemningsskift undervejs, og et fint instrumentalt stykke, synes jeg nummerets ender med at føles i den lange ende. “Bloody Hands”, der følger op, er dog et halvt minut længere, men måske i bund og grund bare et bedre nummer, for her er det lige før det kan bære den lange spilletid. Vi indleder med en politiradio, eller et opkald til/fra alarmcentralen og så er det ellers bare fuld smadder fremad igen. Stilen er mere melodisk, men stadig hård i filten, og vi får endda et ganske fængende omkvæd midt i rabalderet, der klæder Act of Cohesions udtryk.
Her synes jeg også retningsskiftet, hvor tempoet sættes ned og der arbejdes med nogle instrumentale passager fungerer bedre end i åbneren. Det lyder faktisk temmelig fedt og får bygget godt op til, at pedalen trykkes i bund igen i sangens sidste halvdel. Den gode stime forsættes med “A Walk Among Tombstones”, der åbner med et sejt og effektivt groove, og leder over i et nummer der sætter sig godt i nakken og kort og godt bare vugger virkningsfuldt derudaf. Igen rammer bandet med et ret fængende omkvæd, uden at det bliver for “kønt”.
Denne sang, og de efterfølgende “Sometimes” og “Looking for the Keys to the Empire”, nyder desuden godt af, at der lige er barberet 1½ – 2 minutter af spilletiden. “Sometimes you just want to fuck the world”, som der brøles i “Sometimes”, mens slagsmåls-thrashen fræser lige i flæsket på en. Ikke det mest elegante eller subtile nummer, men dejligt at Act of Cohesion også viser en mere primitiv og dyrisk side. “Looking for the Keys to the Empire” er med sine lidt over 4 minutter den mest trimmede skæring på Six Degrees of Subversion, men her er der ikke dømt ren fræs og kropstackling, den gynger ret tungt, selvom der er nogenlunde fart på, så dunken skvulper godt. Omkvædet nærmer sig noget mere hardrock rock ‘n rollet, et element i deres musik bandet også fremhæver i presseteksten. Det er her jeg synes den kommer tydeligst frem, og på vellykket vis!
Der lukkes og slukkes med “We are the Same”, men her synes jeg det veksler mellem at buldre lige vel meget derudaf og virke en smule løst i konturerne, så nummeret ikke rigtig har den gennemslagskraft som lydtrykket ellers lægger op til. Måske er metaltrætheden bare ved, at sætte lidt ind hos undertegnede?
Der er stadig noget at arbejde med for Act of Cohesion, men der er masser af lovende takter og ting der fungerer rigtig godt på dette mini-album. Jeg ville nok sende nogle af sangene på slankekur, men vi er ude i, at det er småting der skal justeres inden bandet lyder toptrimmet.
Så vi ender med, at presse os over målstregen til en lille 4’er med let sidestik.
Af Ken Damgaard Thomsen
