Dreamville leverer et lidt konventionelt, men ind i mellem virkelig stærkt bud på dansksproget pop/rock anno 2017 på Drømmenes Arkiv.
Der er gang i den dansksprogede pop- og rockscene for tiden – Dreamville er endnu et skud på den dansksprogede pop/rock-gren. Men ikke et helt nyt og grønt skud – Dreamville har nemlig et par engelsksprogede albums på bagen tilbage fra 2008 og 2010, men med Drømmenes Arkiv stempler de også ind i 2017 og på dansk. Genremæssigt bevæger vi os i vellydende pop-rock med elementer af folk hist og her, med kvindelig lead-vokal.
Der er en modenhed og kvalitet i Dreamville’s udtryk, som måske også hænger sammen med at de har prøvet sig af i albumformatet før. På produktionssiden kunne der måske med fordel fyres lidt ekstra op for nogle elementer (for eksempel kunne der godt være mere power i ‘Under stjerner og neonlys’ og et par andre steder), men ellers er der ret godt styr på både udførelsen og sangskrivningen hos Dreamville.
Det er ikke fordi der er er de store udsving eller så mange kanter og torne at finde i Dreamville’s univers, men det er grundlæggende veludført og vedkommende, selv om man kan kløjes lidt i de der evindelige genvordigheder med kærligheden undervejs. Det bliver næsten lidt for stereotypt midaldrende pop-rockende på ‘Vi ku’ forsøge os’, der giver mig flashbacks til den slags dansksproget pop/rock mine forældre hørte i 80’erne og 90’erne. Men trods mine kvababelser over stilen, så er det alligevel et ganske effektivt “voksent” pop/rock-nummer.
Jeg er mere til den stil, der bliver lagt for døren på albummets andet nummer, ‘Fødder mod jorden’, og på ‘Nattens ro’ og titelnummeret, ‘Drømmenes Arkiv’, hvor tempoet sænkes en smule og der bliver mere plads til nuancerne i Maria Korsholm Larsen’s vokal og den faktisk ganske habile lyrik. Et par linier til eksempel fra titelsangen: “Vi er i live/Men drømmer om de andres lette liv/Timeglasset er tomt her/I drømmenes arkiv”.
Det gnistrer fint på den perlende pop-rocker ‘Stjernerne lyse’ og for den sags skyld også på den uptempo-rockende ‘Sidste øjeblik’, mens ‘Under stjerner og neonlys’ inviterer i retning af dansegulvet med sin insisterende rytme og korstykket.
Mere forglemmelige er ‘Tag mig tilbage’ og ‘Endnu en dag’ og til dels også en ‘Vinterdrøm’, der udgør en mindre ophidsende periode lidt over halvvejs på albummet. Sidstnævnte har et dog et omkvæd, som løfter sig fint. Til gengæld behandles tidens gang dygtigt på ‘Nu står vi her’. “Tiden den løber//Og vi løber med//Uden et øjebliks ro”, lyder det, som introduktion til et tilbageblik mod en ungdom, hvor tiden syntes at gå i stå – og ja, så står man pludselig der og ser tilbage på noget, der pludselig synes langt borte.
Albummets måske bedste rockede skæring er ‘Nattog’, der har en fin rytmisk bund, og her lidt mørkere perlende guitarflader, end dem som sangskriver og guitarist Martin Østervig Larsen ellers også dygtigt udfolder andre steder på pladen. Og så er der (endnu) et fint eksekveret omkvæd, hvor vokalen måske endda gerne måtte komme lige en smule længere frem i lyden. Men måske det så ville tippe balancen i nummeret?
Historiens vingesus får vi lov at mærke på albumlukkeren ‘Møllen (1864)’, som også fremstår som et af albummets stærkeste øjeblikke, og udfoldes som en art klædeligt dæmpet skæbnefortælling om soldaten, der forlader konen og møllen, og falder ved Dybbøls banker: “Men da røgen over banken klarede op/Og de døde lå på jorden krop mod krop/Og de søgte indtil håbet var brugt op/Og hun vidste at han aldrig kom hjem”. Et fint punktum på et gennemgående solidt album.
Det er hele vejen igennem sikkert og dygtigt udfoldet musikalsk af Dreamville, som nok især appellerer til P4-segmentet, men bestemt heller ikke bør skræmme andre lyttere væk. Et par rigtig stærke numre mere og lidt flere overraskelser i ærmet, og vi landede højere end de 4 pæne stjerner i denne ombæring.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
