Det er en lørdag aften. Kodi og Judas er gået i kreativ mode med en flaske whisky, nogle gyldne damer og et par burgere, så energien kan holdes oppe. Målet for aftenen er at skrive en retro anmeldelse af Down’s 3. album fra 2007, ‘III. Over the Under’. Down bliver ofte kaldt en metal supergruppe, og består af Phil Anselmo (Pantera) på vokal, Pepper Keenan (Corrosion of Conformity) på guitar, Kirk Windstein (Crowbar) på guitar, Jimmy Bower (Eyehategod) på trommer, samt på dette album Rex Brown på bas.
Down udspringer af en kærlighed til heavy metal i stil med Black Sabbath, samt en stærk relation til bandmedlemmernes hjemstavn omkring New Orleans.
Teksterne på dette album er i høj grad præget af Panteras opløsning, Dimebag Darrells dramatiske død, og orkanen Katrinas hærgen i New Orleans og myndighedernes elendige håndtering af denne. Samt selvfølgelig de obligatoriske strofer om døden, stofferne og alkoholen.
1. Three Suns and One Star
”Det er jo et dansenummer!” Kodi bliver helt i godt humør, da første nummer på Downs tredje album ’Over the Under’ blæser ud af højtalerne. ”Det er et rigtigt flænser-riff”. ”Men hvad fanden handler den egentlig om?” Spørger Judas. Det er der ikke rigtig nogen af os der ved. Men det rykker.
2. Path
”Det er fandme et sump-riff”. Down har på alle deres hidtidige 3 albums været garant for sumpet, blues’et heavy metal, og det er lige hvad vi får her. Der bliver på sms spurgt om Judas stadig kan se efter heftigt whisky indtag. Der svares at Judas godt kan se whiskyen.
3. N.O.D.
Phil starter sangen med noget brøleri. Det må være fordi han har ondt i ryggen. ’Walk it off, Phil’, lyder rådet til Phil fra anmelderne. ”Det er destillatet af hvad vi kan godt kan lide ved heavy metal”, bliver Judas og Kodi enige om, ”det er tungt, men stadig melodisk”. Det er faktisk som om sangene bliver bedre efter vi har fået noget whisky i skrinet.
4. I Scream
Vi har muligvis misset et nummer undervejs, men det må have været meget fedt. Vi skriger med dig Phil! Selvom mandens redneck attitude, på den værst tænkelige måde, tiltider gør det lidt vanskeligt at sympatisere med manden. Men olme holdninger eller ej, han har en badass stemme af en anden mørk verden, og et band bag sig der tromler bygninger ned med tunge og fremragende melodier som en led bulldozer.
5. On March the Saints
”Fedeste start ever!”, udbryder Kodi. Favoritten på pladen, bliver vi enige om. Faktisk et ”fucking fedt nummer”, som Judas siger. ”Den handler nok om Katrina og New Orleans”, siger Kodi, og det er vi ikke uenige om. Phil Anselmo lyder fortsat som om han er lige ved at kaste op eller overfalde én. I mens marcherer helgenerne tungt videre.
6. Never try
Vi bliver enige om at vi helst kun drikker god whisky i hinandens selskab. Kodi annoncerer rygestop dagen efter. I mens har Phil og co. Sat farten ned, og vi er ude i bluesy sydstatsterræn, mens Phil råder os til ikke at prøve. ”Det er faktisk et meget godt album! Det minder mere om det første Down album “Nola”, end om opfølgeren “II. A Bustle in Your Hedgerow”. “Det er mere udadvendt”, opsummerer Kodi.
7. Mourn
Phil starter sangen med et brøl over et skallesmækkergroove. ”Det er den der ’jeg må ikke være med til begravelsen-sang’”. Vi har set dokumentaren hvor Phil fortæller om at han ikke måtte komme med til Dimebag Darrell’s (guitarist i Pantera) begravelse, og skulle han dukke op ville Dimebags kone, efter eget udsagn, skyde ham. Og det har Phil fået et fedt track ud af.
8. Beneath the Tides
”Det må være noget Katrina”, bliver vi enige om. ’Setting sails across the rooftops’, synger Phil. “Fuck hvor synger han fedt”, siger Kodi. Judas nikker sin enighed. Sangen fører os af uvisse årsager ud i en længere diskussion om kvindekønnet og forholdet mellem mand og kvinde.
9. His Majesty the Desert
”Det er vist noget skvalderkål det her”.
10. Pillamyd
Vi ved ikke helt hvad nummer vi er ved. Men det er måske et lidt ligegyldigt nummer, det her? Mest fordi de andre har været så gode.
11. In the Thrall of it All
12. Nothing in Return (Walk Away)
Det hele flyder lidt sammen i sumper-metal og whisky brandert, men det er nu et godt soundtrack til fuldemandsvrøvl, eller en monolog ala Phil der har dulmet rygsmerterne med en Wild Turkey/Heroin cocktail.
Lad jer ikke snyde af at whisky dampene slørede vores hørelse og koncentrationsevne henimod albummets slutning, Down “III. Over The Under” er en rigtig god og solid plade hele vejen igennem. Den topper i første halvdel med nogle virkeligt stærke numre, og bliver mere stenet mod slutningen. På den måde er den lidt en blanding af Down’s to første plader “Nola” og “II. A Bustle in Your Hedgerow”, bare knap så mindeværdig som de to første i sidste ende var og er. “Over The Under” er en lidt overset og uslæben sludge-diamant, der skinner flot i New Orleans’s mudder, især sammen med whisky.
