Like Fire Like Fire er Line Bøghs andet album – et album, der måske ender med at blive lidt for nydeligt i sit alternative pop-udtryk til helt at sætte sig hos lytteren.
Line Bøgh har vi tidligere anmeldt i både EP og album-format, senest for debutalbummet Something Else and Something Else and Something Else Again for to år siden. På Like Fire Like Fire bygger Bøgh videre på den luftige, alternative pop fra debuten, men mangler fortsat de helt stærke sange.
Der er fortsat ingen tvivl om at Line Bøgh er en dygtig sangerinde og en habil sangskriver. Det kan man forsikre sig om på numre som den indledningsvist dæmpede åbner ‘The Fireman’, der langsomt vokser, og hvor det nydelige korarbejde er værd at bemærke, og ‘Yellow Moon’, som følger efter. Men det glider altså også måske lidt for let ned – og så er der noget ved nogle af Line Bøghs intonationer, som jeg synes lyder lidt kunstlet.
Det fungerer bedre for mig på ‘I Know a Place’, hvor percussion og noget der lyder som en banjo lægger fine lag til instrumenteringen og tempoet er skruet lidt op. Det virker som et friskt pust, mens ‘Out of Air’ med sit mere nedbarberede udtryk og med angsten for at miste fint formidlet, også gør sig godt.
‘Airplanes’ hører til i den bløde mellemvare-kategori på albummet, mens ‘Give Sophie a Shot’, er en kommentar til tidens datingkultur, hvor man skal have tjekket hele listen af med krav, inden man vil mødes og give nogen en chance. Det er et sympatisk budskab, og fint udfoldet (her går intonationerne mig dog en smule på nerverne igen), men det er måske også et meget godt udtryk for, at Bøgh som regel vælger den pæne vej. Også i arrangementerne.
Så er det godt albummet også byder på et nummer som den mere skæve ‘The Sun Hangs on a String’, hvor der også er noget dunkelhed på spil i percussion og hvor der igen bruges kor med god effekt. Blæsere titter også frem. Det er alt sammen med til at give Line Bøghs udtryk flere strenge at spille på.
De sidste numre på albummet falder dog tilbage i den mere dæmpede kategori, og både ‘Summer’s Gone’ og især ‘Die a Little Bit’ gør sig sådan set fint, men jeg mangler omvendt numrene, der også sætter sig fast efter de rinder ud. Det er der for få, der gør på albummet som helhed. Albumafslutteren ‘What We Need Is Some Sunshine’ har dog noget af det, og her træder Bøghs vokal på en måde mere i karakter, på et nummer, som har lidt mere swagger end resten, blandt andet igen med blæserne som en frisk og livgivende vind. Og hvem kan være uenig her på den mørkeste del af året? Mere solskin, tak! Og flere af denne slags numre fra Line Bøgh.
Albummet har i mine ører en tendens til at blive lidt for pænt og ferskt i udtrykket, men det kan givetvis også handle om personlig smag – men kompositionerne bliver generelt set lidt for anonyme og det er egentlig en smule ærgerligt, for Bøgh har ellers ret fint styr på resten. Der er masser af potentiale i Line Bøgh, men her bliver det kun delvist forløst på en nydelig plade. Der måtte godt være mere ild i løjerne.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
