Det har været lidt katten om den varme grød hele ugen, at jeg ikke har omtalt Reykjavik mere. Dagen lørdag blev brugt på at køre lidt rundt i byen, der geografisk er ganske overskuelig – men man skal dog tage sig tid, for at gå rundt.
At påstå at det er Europas smukkeste hovedstad vil nok være at overdrive. For dels er husene ikke det store at komme efter. Stål og glas er nu én gang populært blandt skandinaver og ’almindelige’ beboelseshuse er ikke voldsomt spændende, men minder om noget, man kan se i amerikanske film.
Dels er der også en klassisk skandinavisk tendens til at smide en øjenbæ her og der – for der skal jo også laves forretning…
Men jeg tør dog godt lægge hovedet på blokken og påstå, at Reykjavik er den smukkest beliggende hovedstad i Europa. Uanset hvor man retter blikket hen fra hovedstaden, ligger der bogstaveligt talt bjergtagende natur. Og byen byder også på en række sites som er fine og seværdige. Var jeg ikke havnet i den lidt klodsede Keflavik-løsning, havde dette måske fyldt lidt mere.
Men i dag var lyset bare helt fantastisk og jeg fik lejlighed til at besøge både Hallgrimskirkja, museet Perlan (var dog ikke inde) og at gå en tur langs kystpromenaden.
Måden, festivalen er tilrettelagt på, er underligt genial: For mens der er lys, kan man bruge tid på museer, shopping, sightseeing og måske køreture ud fra byen. Og når lyset så forsvinder om aftenen, begynder festivalen og så har dét sit eget liv.
Jeg ville til enhver tid anbefale, at man lejede en bil en dag eller to, hvis man tager herop; besøg Den Blå Lagune og/eller Tingstedet/Geysir/Gullfoss – det er alt sammen seværdigt og store oplevelser. Men der kan altså også bruges megen tid i Reykjavik – om det så er på ovenstående aktiviteter, i de opvarmede svømmebade – eller at gå rundt i den cute midtby, må være op til én selv.
Skulle jeg af sted igen – og det kunne jeg godt finde på, hvis tid og økonomi tillader det – så ville jeg nok overveje en Homeswapping eller Airb’n’b-løsning. Simpelt hen fordi man har tid at slappe af i forbindelse med festivalen – og selv om hoteller ofte gør hvad de kan for at virke som et midlertidigt hjem, så er der altså noget andet over at være et sted, som rent faktisk er indrettet som hjem…
Nå! Musik.
Lørdagen får en ordentlig skalle og det er med at holde tungen lige i munden.
Som en lille ’genialitet’ har man tyndet programmet ud søndag. Der er blot fire venues med musik – hvoraf ét er en koncertsal ca en halv times gang fra de øvrige spillesteder som ellers ligger inden for en radius af ca 500 meter. Søndagen byder blandt andet på Mumford & Sons i denne hal og via et sirligt (?) billetsystem skal man afhente billetter inden, for at få adgang.
Det skaber mildest talt lidt kø omkring Herpa/pressecenteret, men da jeg hellere vil se noget nyt end Mumford & Sons, kan jeg blot beskue den lange kø, der snor sig helt ud af bygningen…
One Week Wonder, Iðnó, 4. november 2017
Iðnó åbnes af dreampop-bandet One Week Wonder. Meget genretypisk et det et band der tager sig tid og der stilles op med synth, lapsteel / guitar med de vanlige rumklangs-effekter, trommer og bas – og så har man ud over den Rhodes-spillende forsanger valgt at have en korsanger/percussionist med.
Det definerende – ud over de meget luftige toner – er forsanger Árni Guðjónssons vokal. Den er rolig, dyb og insisterende og leverer de engelske tekster (pånær ét nummer på islandsk) med nærhed og varme i stemmen.
Der er noget næsten Röyksopp-agtigt over vokalen om end ikke over stilen, der fremføres af ’rigtige’ instrumenter. Hæmskoen for One Week Wonder er, at efter en tre-fire numre sniger kedsomheden sig lidt ind. Dream-pop lever netop ikke af hooks og selv om stemmen er stærk, holder den mig ikke helt fanget.
Afslutningsnummeret, ‘Blue Skies’, er dog en lille perle, der i sin melodiføring kan minde om Cohen, når han er mest koral-agtig og som rummer flere skift. Der kommer endda antydningen af kant på under afslutningen, hvor især trommerne bærer til bålet.
Alt i alt er One Week Wonder et sympatisk om ikke ophidsende bekendtskab.
Og så er vi da i gang…
Rythmatik, Hard Rock Café, 4. november 2017
Gang i den skal vi nu nok få for på Hard Rock Café rigger Rythmatik til. I foromtalen sammenlignede jeg dem med Tiger Tunes, men fra første tone måtte jeg erkende, at sådan så det ikke ud live. De virker ikke særlig wacko eller plastik-melodiagtige og jeg tænker nok, at det bliver en lidt ærgerlig halv time.
Men snart lægger skuffelsen sig, og allerede da første nummer er slut, har bandet cementeret sig som et næsten latterligt tight rockband med masser af energi, styr på lyden, udtrykket – og så for øvrigt med en forsanger, der kan synge.
Skal man sammenligne med andre bands, vil Weezer ikke være helt ved siden af og der er de samme tendenser til at give guitarerne en god gang suppe i omkvæd og mellemspil. Læg dertil en enormt præsent P-bas, et tærskeværk af en trommeslager og en nørdet synth-guy, som jeg først troede sad og lavede monitorlyd, men som sørme viste sig at spille også.
Forsangeren udviser store evner i gribebrætsdans på sin hollowbody og selv om det ikke er helt så skørt som jeg havde forventet, er det tydeligt at bandet har det sjovt. Og det smitter. Små ting som at guitaristen synger med uden mikrofon – og bassisten karter rundt på scenen så man kan se hvert étslag i hans kropssprog. Det er et band, der spiller superdisciplineret, men løst nok til at der kommer uanede mængder energi ud over publikum.
Publikum, hvor i blandt nogen for øvrigt, har taget regnbuefarvede lyssværd med, de står og svinger med, holdes generelt godt i gang i klubben. Det er noget så sjældent som originalt rock, hvor bandet har fundet en lyd og et udtryk – og mestrer det til fulde. Seks-syv numre er bestemt ikke for meget, men da bandet først om lidt udkommer med debut’en, var der nok heller ikke så meget mere at tage af.
Eneste anke er, at det ikke står klart om de kan få denne energi ned på plade. Og om numrene i virkeligheden er stærke nok til at gøre sig på det medie.
Men live var det en stor oplevelse!
Torres, Gamla Bió, 4. november 2017
Efter at have hørt lidt designerpop med Glowie – sådan noget pige-pop med masser af effekt på vokalen og tilsvarende attitude fra scenen – stillede Torres op. Der er heldigvis masser af potente piger i rocken og Torres er endnu et skud på dén stamme.
Iklædt sin Telecaster som for øvrigt kontrolleres til UG med kryds og slange, leverer hun en inciterende, mørk vokal. Og havde det så bare været det, kunne man jo bare have sagt ’nå’. Men oven i det er hun et studie i kropssprog og bevægelse. Det er som om rytmen til tider giver hende stød og hun er i den grad på – med den pæne, mørke stemme. Lidt á la Marina fra Marina & The Diamonds. Men det næste øjeblik nærmest growler hun.
Det er stærkt, stærkt underholdende og bandet løfter stille og roligt i baggrunden:
– En synth-spiller, primært med et Moog, som også lægger enkelte kvindelige b-vokaler. Kedeligt klædt i umærket tøj men med helt styr på den konstante klangbund fra forskellige synths. Herunder bas, som hun står for.
I den anden side af scenen en ultra-nørdet herrer med en Flying-V og en masse effekter med ledninger strittende ud af. Han spiller masser af solostof, dog uden at træde ud af lydbilledet eller tage fokus på noget tidspunkt. Og i midten en trommeslager, der ingen bækkener har – og som sidder og ser ud som om, han lige så godt kunne være alle mulige andre steder, tyggende tyggegummi mens han spiller Rock 1 eller Rock 2 på tammer, stortromme og lilletromme.
Der er noget wacko over det hele og flere numre har ikke som sådan en følgbar melodi. Men der er konstant et lydtryk af synths og små guitarfigurer og når der er melodi, leveres det af sangeren.
Virkelig svært at forklare – men en stor oplevelse og ærgrelsen er også stor, da jeg må gå inden koncertens afslutning for at nå den næste…
Hende får vi nok at se igen!
HAM, Reykjavik Art Museum, 4. november 2017
Jeg finder kunstmuseet og der finder jeg også HAM. Vi opererer et sted inden for hard-rocken halvtung, riffbaseret musik. Bandet er stillet ulasteligt op i jakkesæt – nåh ja, lige bortset fra en guitarist, der kører truckerstilen?!
Der er to sangere, der synger på islandsk: En halv-growler af lidt ældre dato med lange, lyse lokker han ynder at svinge. Og en flot, flot baryton, der også spiller guitar. De har noget call-response kørende og for så vidt kunne det jo være cool nok. Men der er også noget komisk over hele projektet.
Desperat for at finde ud af, hvor vidt det er for real eller om det hele er lidt ironisk, spørger jeg forskellige islændinge, som jo forstår teksterne.
Svaret er ikke entydigt, og jeg tænker at HAM ligger i Rammstein-området. Der er det bare lidt sjovere, hvis man forstår sproget, så jeg vælger ret hurtigt at trække stikket. Også fordi variation ikke som sådan er den stærkeste side for HAM. På publikums smil kan jeg dog se, at det som minimum er et kultband…
Her snupper jeg så en skrivepause, inden jeg snupper aftenens sidste to koncerter…
Kontinuum, Gaukurinn, 4. november 2017
Jeg indfinder mig på Gaukurinn og snart er Kontinuum klar til at spille. Fra lyttearbejdet har jeg sat næsen op efter storladen rock med brutale stykker. Og med tre guitarer kunne man også håbe på dette.
Desværre er det ikke sådan, bandet spiller. Det er gedigen rock hvor én eller to guitarer har meget kompakt, distorted lyd, mens den tredje laver luftige figurer ovenover. Sangene varierer mellem islandsk og engelsk (med en charmerende, tyk accent). Og selv om det ikke lyder skidt, så bliver mange af numrene bare en stor pølse af lyd.
Der er få eller ingen pop-hooks og soloer er heller ikke garanteret, hvorfor numrene bliver lidt ensformige. Ikke for det, der står to piger foran scenen og headbanger under koncerten. Jeg gætter på WAGs…
Dog lykkes det med det sidste nummer – en mere sjæler-agtig sag – at få skabt ikke bare variation, men også et lydtryk der gør, at det kan mærkes. For lidt for sent og det var lige før festival-fatiguen fik overtaget under Kontinuum. Jeg besluttede dog at blive hængende til Une Misere. De har spillet tidligere på festivalen, men jeg prioriterede anderledes der, da jeg vidste jeg kunne se dem her…
Une Misère, Gaukurinn, 4. november 2017
Bandet starter med en langs synth-drone på backtrack. Den bølger op, når også klimaks, for så at starte forfra. Det står vel på fem minutter før bandet dukker op på scenen, og selv da bruger de nok en to-tre minutter på at stille op med ryggen til publikum. Forsangeren strækker ud og gør klar.
Og bum, fire trommestikslag og vi er i gang med en fantastisk hardcore-koncert.
Også her er der tre guitarer, men de kan i den grad høres her – med små løb, onde, firkantede riffs og soloer. Fra første takt bliver der headbanget blandt publikum og vi når ikke langt ind i nummeret, før vi har en regulær mosh-pit på klubben.
Forsangeren indpisker med høj energi og prøver at få de bagerste i lokalet med. Hans scream-vokal suppleres af to-tre andre i passager – og i et enkelt nummer får de endda en cameo af én fra backstage-lokalet ind at screame lidt.
Det er helt, helt klassisk hardcore. Smæk, smadder, råb. Stop op, gentag. Byg suspense og smadder igennem som release. Just what the doctor ordered en tidlig søndag morgen!
Det er et intenst band – både i spil og fremtoning – og da de 35 minutter, koncerten har været er ovre, har det ikke virket som lang tid. Sveden hagler af bandet og publikum kan vidst heller ikke se sig fri for at have fået hævet temperaturen.
En lidt pudsig episode er, da forsangeren dedikerer det sidste nummer til én fra miljøet, som tog sit eget liv i april. Lidt bizart at høre formaninger om, at hvis man har problemer, skal man finde nogen at tale med dem om, fra en mand der netop har stået og råbt vredt.
Men det gør det ikke mindre væsentligt!
Som jeg forstår det, er Une Misère en form for supergruppe, stykket sammen af forskellige hardcorebands. Dygtige er de i hvert fald og med en uanseelig men dygtig forsanger og et massivt spillende band, sluttede dagen lige så voldsomt som den startede blidt. Fedt!
Mad!
Ja, jeg smuttede på fiskerestaurant og snuppede en forret kaldet ’Taste Iceland’ og en ’Catch of the day’ til hovedret. Førstnævnte var en platte med to stykker med røget lam, to stykker med sildesalat, røget laks – og the art piece: fermenteret haj i et henkogningsglas. Virkelig lækkert det meste af det (sildesalaten tror jeg, jeg har fået bedre i DK) – og serveret med lækkert brød.
Det fermenterede hajkød anbefalede tjeneren en snaps til. Det tilbud burde jeg nok have sagt ’ja tak’ til, da det nok havde løftet oplevelsen. Selve kødet var to små tern, hvor det primære – hvis ikke eneste – smagsindtryk var ammoniak. Eller salmiak. Jeg er ikke ekspert. Men det svarede altså lidt til at spise salmiaklakrids. Bare uden lakrids.
Så er dét prøvet.
Komplet med fermenteret haj
Catch of the Day var et stykke stegt hvid fisk, serveret på en yderst lækker rodfrugtsmos med varm kålsalat og citrussauce. Virkelig, virkelig lækkert! Og der var nok af det, så sådan en ret kunne snildt have stået alene.
Med vin løb det op i 450 DKK (især hevet op ad af forretten, som selvfølgelig havde en turist-pris). Men man kunne egentlig have ’nøjedes’ med Catch of the Day og drukket vand til. Og så havde det været ca 150 DKK for et måltid, man blev mæt af, som var velkomponeret og generelt bare var super, super lækkert.
Med al respekt for Roskilde Festival, så tror jeg ikke, de kan levere netop det i hyggelige restaurant-omgivelser og med opmærksom tjener.
Nå. Men jeg har altså spist gæret haj…
