Torsdagen på Iceland Airwaves skulle vise sig at byde på et noget mere varieret indtryk end onsdagen – både hvad venues og musik angik.
Dagen gik i grove træk med at få indhentet noget søvn (det var det nemlig ikke rigtigt blevet til noget af natten til onsdag) og få ruget resterne af en forkølelse ud.
Poloen lettede dermed først kl 17.30, da første koncert var kl. 19.30
Godchilla, Gamla Bió, 2. november 2017
Bag det lidt fjollede navn gemmer sig tre energiske fyre, der spiller god gammeldags smadder-rock i ret langsomt tempo. Vokalen leveres i halv-scream og visse numre kan minde om en mere flosset/smadret Rage Against The Machine idet, forsangeren ind imellem får lidt rap over sine halv-screams.
Det er intense sager og får i den grad sparket gang i aftenen. Dette ses også ved, at gulvet foran scenen ret hurtigt fyldes, efter drengene er gået i gang.
Ikke så mange dikkedarer, bare rock derudaf og ingen grund til at blive alt for opfindsom.
På bagtæppet kører sære visuals bygget over et udblik fra en chauffør i en bil – kombineret med forskellige grove computeranimationer samt umotiverede ord som ’PAIN’ og andre drabelige udråb.
Det hele er ganske skønt og får rystet det sidste snot ud af ørerne på mig, men det til trods mister gruppen lidt momentum, da de spiller to surfpunk-agtige numre uden vokal i streg. På blot to numre når det at blive lidt trivielt, og da bandet herefter vender tilbage til noget mere klassisk hardrock og guitaristen går ud blandt publikum, er det som om der mangler lidt af den 1-2-3-BUM-energi, der blev lagt fra land med.
Og sidste nummer bliver langt og repetitivt – hvilket vel kan tilgives når bandet har ’chill’ som en del af deres navn, men som også virker lidt sært for et smadret hardrock band.
Nuvel. Fin oplevelse!
Aldous Harding, Frikirkjan, 2. november 2017
Jeg stormer så derefter til Frikirkjan, hvor Aldous Hardin allerede er i fuld gang med sit selvudnævnte ’goth folk’. Siddende med spredte ben på en høj stol, spiller hun på en ikonisk halvakustisk Goudin og synger sine sange, der i stemning og stemmeføring kan minde om danske Broken Twin. Med sig har hun to musikere; én på tangenter og én på bas, men flere numre fremfører Harding alene med sin guitar.
Hvad der gør koncerten speciel – ud over at den foregår i en kirke, hvilket altid er stemningsfuldt, er Hardings faste stirren ud på publikum i passager, hvor der ikke synges.
Det er dælme intenst!
Alright, det er sikkert et indlært trick om at kigge lidt ud over publikum, men kombineret med at hun flere gange under sang vender det hvide ud af øjnene så gør det, at man får en klar fornemmelse af at være til noget live her – ikke bare en fremførsel.
Det er ellers ret simpelt materiale og ofte er det fingerspillet på guitaren, der er det bærende for numrene. Stemningen ville ikke være helt ramt forbi i ét af Twin Peaks The Return-afslutningerne, og hvor sangteknik og musik måske kunne beskyldes for at være (for) pænt, så er der hele tiden noget, der ligger og murrer i teksterne.
”What if birds aren’t singing / – they’re screaming?” spørges der af new zealanderen i et nummer og selv om det kan virke lidt lommefilosofisk, så bliver det en fin lille oplevelse i kombination med den nu stående Hardings tilstedeværelse.
Ja, så kom man da også i kirke. Og en stuvende fuld én af slagsen.
Indriði & Gangly, Iðnó 2. november 2017
Da jeg ankommer til Iðnó er Indriði (muligvis opkaldt efter islandsk komiker?) i gang med at spille en form for guitar-pop der kan minde om danske Cancer – dog uden den jodlende vokal. Ikke det mest interessante musik selv om der er mange på scenen.
Det når ikke rigtigt at fange mig og min eneste konstatering er nok, at de får for lidt ud af den Theremin, de har på scenen… Indrømmet, jeg når blot at høre to et halvt nummer, men det virker ikke til at være særligt ophidsende.
Til gengæld er der tydeligvis mange, der gerne vil se Gangly – som da egentlig også var min årsag til at svinge forbi Iðnó: Jeg tænkte, jeg hellere måtte prøve at høre lidt elektronisk musik med kvindevokal, når jeg nu var i Island.
Det trætter mig desværre hurtigt.
Ikke fordi det som sådan er dårligt eller mangler stemning. Men fordi der bare altid vil være noget i vejen med ”bands”, der stiller op live med laptop som det primære instrument.
Gangly lægger ud med mandlig vokal og består af tre mand på scenen: En sanger/computer-bruger, en guitarist med en vokal-box og en kvindelig forsanger.
Stilen er langsom, bastung og let soulet musik med ganske potent produktion. Problemet er bare, at både bas og eltrommer sagtens kunne være blevet spillet af musikere – og så kunne vores laptop-bruger måske have styret et keyboard i stedet for computeren.
Ja, jeg ved godt at showcases er svære, fordi der skal skiftes så meget scene. Og at det er både billigere og nemmere at have tracks. Men det virker bare så uærligt live. Nå. Men når den kvindelige forsanger ellers tager fat, så er der ingen tvivl om, at der er kvalitet i projektet.
Andet nummer har lånt en linje (måske mere?) fra No Scrubs og der begynder at tegne sig en koncert. Imellem hvert nummer skal forsangeren dog lige over at konferere med laptop-manden, og da der på et tidspunkt enten ligger en af forsangeren allerede indsunget b-vokal – eller også er det vitterligt vokalen, så bliver det alligevel for meget for mig; for der synges uden at sangerinden er i nærheden af mikrofonen.
Ja, jeg ved godt at man sagtens kan have en oplevelse uden at folk spiller. Men så gør noget ud af det i stedet for at enten holde publikum for nar – eller i hvert fald plante en stor mistanke til ægtheden. Nuvel. Måske har Gangly allerede tænkt disse tanker.
Der er i hvert fald nogle vældigt flotte visuals på bagtæppet, hvilket der lægges så stor vægt på, at der nærmest ikke er lys på bandet selv…
Nå, videre med mig…
Kalli, Hverfisbarinn, 2. november 2017
På den checkede bar, Hverfisbarinn, stifter jeg så bekendtskab med Kalli. Angiveligt en folkekær musiker som på aftenen fremfører fine popsange på akustisk guitar, akkompagneret af en kontrabas og trommer.
Og der er på én gang kvalitet og lidt kedsommelighed i projektet: For der spilles og synges godt; guitaren betjenes med fingerspil i alle numre – ét bruges klangkassen endda også som percussion-instrument, og stemmen på Kalli kan til tider minde om Jeff Buckley. Ja, så godt.
Men til andre tider går der lidt Kermit-teknik i den og de engelske tekster er tydeligvis inspireret af naturen – men altså også ret banale.
Det er dog svært ikke at lade sig rive bare lidt med og det er noget virkelig behageligt musik, hvis man blot går ind på den præmis, at man ikke skal have så meget med derfra.
Selvfølgelig sluttes der med et virkelig fint nummer, som måske ikke sender os videre med en melodi på hjernen, men som cementerer at det er god, gedigen effektiv pop – fremført dygtigt på akustiske instrumenter.
En meget introvert forsanger har helt sikkert charme, men det fornemmes, at man godt kunne have brugt noget humor eller nogle historier at hæfte de lidt kliché-agtige tekster op på…
For A Minor Reflection, Gamla Bió, 2. november 2017
Ah, ja. Post-rock. 1-2-3-STØJ siger det, og For A Minor Reflection er i gang. I mit lyttearbejde inden festivalen har de indtaget pladsen som dét band, jeg så mest frem til.
Og jeg bliver ikke skuffet.
Selv om FAMR spiller post-rock efter en skabelon så skarp, at man kan skære sig på den.
Udgangspunktet er, at vi skal hen til noget støj, og starte noget svagere – og så ligger hele tryllekunsten i at få så meget suspense-release som muligt ind i rummet imellem.
Og det gør FAMR helt, helt fantastisk. Også fordi det er et band, der ikke bare spiller musik, men er rytmen, er melodien, er støjen. Jeg ELSKER at se trommeslageren, der nærmest virker som et druknende barn med sine flagrende arme – men dog på ekstremt rytmisk vis. Og de to guitaristers huggen ned på alle ét slag. Og bassistens lænen sig mod jorden.
Med visuals bag bandet bestående af forskellige landskabsformationer får vi igen fastslået, at selv om man kunne have lavet dette mange andre steder, er det altså et islandsk band.
Og et ofte tilbagevendende ét af slagsen: På de sidste ti år har de kun én gang ikke spillet på Iceland Airwaves. Jeg forstår godt hvorfor. For de er vildt fede. Og energiske.
Så flere gange må en stagehand op og spænde tromme-mikrofoner fast, da Animal bag trommerne er så energisk, at de går løs.
Post-rock er, når det gøres rigtigt, ganske overvældende men pisseirriterende at anmelde; for det er det samme, der sker i alle numre. Men det gør det ikke nødvendigvis mindre medrivende og der går helt sport i at se, hvor tæt man kommer på ophævelsen af tid i numrene – for man ved jo, man får en chance mere i næste nummer.
Og bum! Så er det slut. Trommeslageren har vel i ren energi smidt tre-fire sæt trommestikker til højre og venstre ved afslutning af numre, men nu må de ellers meget bevægede bækkener hvile.
De tager kegler, de drenge her, og selv om der ikke er noget nyt under solen, så er det bare altid en fornøjelse at se mestre mestre det de er gode til.
Pale Honey, Gaukurinn, 2. november 2017
Først da jeg ankommer på klubben, Gaukurinn, kommer jeg i tanke om at jeg har anmeldt Pale Honey før på SPOT-festival. At se dem igen bliver derfor i højere grad et spørgsmål om at se, om de er blevet ældre og mere modne på et år. Svaret er…Heldigvis ikke entydigt.
For det er stadig et fedt band. De er også alle tre særdeles charmerende. Og de har virkelig styr på det, der foregår. Den kokette stil hos forsanger Tuva Lodmark er også intakt og hun synger for øvrigt helt, helt fantastisk og sikkert. Det er cool, det er kontrolleret og der sker hele tiden hverken for meget eller for lidt.
Jeg har før sammenlignet dem med The XX, men nu har jeg set The XX og må konkludere, at de er en tynd aftapning af Pale Honey – og ikke den anden vej rundt. For Pale Honey besidder den samme cool tilbagelænethed. Men bare med rock-attitude. Og sound.
Som da der skal lægges en solo, og Tuva trykker på pedalen vender sig rundt, spiller med en fantastisk smadret lyd, drejer sig og viser kun lige skyggen af et smil, mens hun i bund og grund lægger huset ned med den flossede guitar.
Ja, det er muligt, det er den samme solo, der spilles hver gang. Det kan man godt have dette checkede band mistænkt for. Men på et svedigt klubloft efter midnat en torsdag gør det ingenting.
Rigtig fin oplevelse!
Og sådan sluttede torsdag så for mig.
Selv om jeg i min forkølelsesudrugning havde været ude at købe rugbrød og pålæg, så meldte sulten sig alligevel i løbet af aftenen. Lad mig bare sige, at valget om at tage en hotdog kun kan beskrives som en fejl.
Først og fremmest er det ikke rigtigt brød, der bruges. At kalde det sandkage, vil være at fornærme Dancake. Og de har jo nok hørt deres. Nå, men ned i dette lægger de så en kogt pølse, hvor jeg vitterligt ikke håber, der er kød i. For det vil være barbarisk at slå et dyr ihjel for noget, der smager af så lidt… Ikke en gang salt er sådan en pølse.
Af kolde sauces benyttes ketchup og noget, de kaldte sennep. Intet af det smagte af noget.
Ja, jeg har angivet, at jeg har været forkølet. Men smagsløgene er altså tilbage – men jeg kan da kun håbe, at de lige havde et udfald under indtagelsen af dette produkt. For… Det smagte ikke af noget.
Ikea-hotdogs ville få gourmet-priser i sammenligning (og de er sandt for dyden tarvelige!).
Ja, jeg kommer fra Danmark, hvor selv de tyske pølsemestre får julelys i øjnene, når man nævner en dansk hotdog. Men altså!
Nå. Konklusionen må være, at hvis man vil noget med mad i Island, så er det nok fisk, man skal kaste sig over…
Torsdag viste sig – pseudo-hotdogs til trods – at være en fin dag med lidt flere venues set end førstedagen.
Det bliver spændende at se hvordan fredagen – som i previewet især fokuserede på punk – kommer til at løbe af staben.
Af Troels-Henrik Krag
