Home Anmeldelser Live Reportage: Onsdag 1/11 2017 på Iceland Airwaves

Reportage: Onsdag 1/11 2017 på Iceland Airwaves

1721
0

Første dag på Iceland Airwaves bød på alt fra jazz til post-rocket hardcore, udover transport i udlejningsbil og forplejning!

At komme til Iceland Airwaves kan være lidt af en rejse og den blev ikke gjort nemmere af at denne anmelder af forskellige årsager var havnet på et hotel i Keflavik. Det er godt 45 km fra Reykjavik så logistikken skulle lige på plads – hvilket den kom via en fin, lille rød Polo fra et udlejningsfirma.

En anbefaling herfra skal lyde på at være ude i god tid med at finde hotel (det var ikke muligt for mig i den givne situation) og måske vælge en sovesal, hvis man vil spare lidt penge.

Man kan også prøve at have is i maven, da der synes at være rimeligt billige pladser på sovesale en dag inden festivalen – og jeg har også set billetter blive givet væk på AIs Facebook af folk, der af den ene eller anden grund ikke kan komme.

Hvorom alting er, så er Island ikke så forfærdelig langt fra København (hvor jeg så lige skulle redde mig over), og fly til destinationer i Norden skal man først checke ind en time inden, man springer på.

Med let panik lykkedes det at få udleveret førnævnte Polo, checke ind på hotellet og redde sig til pressecenteret, hvor Iceland Airwaves app havde bimlet og bamlet om, at centeret altså lukker kl. 18 (det passer ikke – de lukker til midnat). No harm done og efter at have fundet et sted at parkere bilen, står programmet på mad inden musikken sætter i gang…

Mad i Island er lidt dyrt, men faktisk ikke sådan at man går bagover. Jo, man kan da godt grine lidt af priserne på en mango i et supermarked, men da Iceland Airwaves er en by-festival, er det også oplagt at bruge byens muligheder – med supermarkeder, hvis man er til dét. Og til sid-ned-spisning, hvis man synes det er spændende.

Det er ganske muligt at finde (indrømmet ret uinspirerende) sandwich til ca 30 DKK i et supermarked, så hvis man kan leve af det, kan det næsten blive billigt at være af sted.
En lille kop kaffe to go fra et supermarked koster ca 18 DKK og på Gamla Bió måtte jeg alligevel lige teste (guld)ølllet – 1000 islandske kroner = ca 61 DKK. Jo, derhjemme ville jeg nok tænke, at det var i overkanten – men så også acceptere, da det jo er guldøl (5,6)

Skulle man have lyst at gå på steak-restaurant, vil en steak koste 250-300 DKK.
Om det er dyrt eller billigt må vel afhænge af kvaliteten, men det kunne man da også have givet hjemme…

Nå… Musikken!

Jeg nåede omkring to venues i dag og så tre koncerter på Hard Rock Cafe og det meste af én på Gamla Bió.

Phlegm, Hard Rock Cafe Reykjavik 1. november 201


Den første positive overraskelse var, at Phlegm viste sig ikke at være et kunstprojekt med Múm. Ikke for det, det kunne da have været meget hyggeligt, men også lidt langhåret.

Nej Phlegm stillede op med en aggressivt apatisk (ja, det lyder sært) bassist med en masse effekter og en trommeslager.

Og så blev der ellers jammet, groovet og spillet solo på den femstrengede bas i ret potent fremstilling. Samtidig gik trommeslageren decideret amok på tønderne og ud over det hele blev så nærmest reciteret nogle islandske tekster, der efter sigende skulle handle om at bolle, være vred og de der idioter på internettet.

Energisk var det, men på en halv times showcase-koncert nåede det også at blive lidt ensformigt. Ikke for det, der blev gjort store armbevægelser for at variere. Og da Abbas ‘Does your mother know’ blev spillet som cover, gik den rent ind hos de efterhånden tilkomne publikummer. Sjovt nok havde jeg to forskellige steder hørt folk diskutere Kevin Spacey, så valget af den lidt lumre og næsten-pædofile sang var nok ikke tilfældigt.

Min nabo sagde ”Excellent way to open a festival” og ét eller andet sted har han ret: Lige på og hårdt. Men sådan rigtig godt var det altså ikke – især ikke for os, der ikke forstår islandsk særlig godt.

Hugar, Gamla Bió, Reykjavik 1. november 2017

Jeg stormede derefter over på Gamla Bió, der som navnet nok indikerer er indrettet i den fedeste gamle biografbygning. Da jeg ankommer er Tusk ved at afslutte; det er tre midaldrende mænd, der spiller jazz på bas, trommer og tangenter. Det tangerer til onani med rundesoloer osv, så jeg sætter mig i foyeren og nyder en øl.

Herefter er det Hugar, der træder på scenen. Jeg når ikke at høre hele koncerten, men det jeg når er særdeles inciterende: Skiftende mellem trombone og tangenter spiller Hugnar akkompagneret af en guitar med alskens rumklang og delays.

Genren er vel ’filmisk soundscape’ og det er voldsomt effektivt til trods for, at der både er en laptop involveret, at alt er sovset ind i effekter der skjuler at der ikke er tale om en stor trombonist, og det hele går laaaangsomt.

Men der ER altså noget over det, og da én eller anden beslutter sig for at åbne en snakkeklubben.is, bliver vedkommende hurtigt dæmpet. Lidt en overraskelse med noget musik der er så langsomt og flydende på åbningsdagen – tænker det havde været perfekt til tømmermandsbearbejdelse.

Fint var det, men jeg måtte videre, da jeg ville være sikker på at have en plads til We Made God og for øvrigt også gerne ville se Benny Crespo’s Gang. Begge bands spiller på Hard Rock Café.

Benny Crespo’s Gang, Hard Rock Café, Reykjavik, 1. november 2017

Et større orkester med et større arsenal af instrumenter (heriblandt to tangentspillere) indtager den lille klubscene.

Bandnavnet taget i betragtning undrer det så lidt, at det er kvindevokalen, der lægger for. Det gør hun (spiller også elektronik) nu for øvrigt glimrende med en stemme der har en lød á la Catatonias forsanger.

BCG er et band, der i den grad har komponeret sig igennem numrene. Bassisten smider af og til bassen for at spille synth, mens guitarer tages af og på af både bassist og den kvindelige vokalist/synth-spiller. Bag det hele sidder en tjekket trommeslager med click i øret og får tingene til at hænge sammen.

Og de hænger sammen – også uden at det virker konstrueret. For der er masser af detaljer i musikken, skift i grooves og riffs og småsoloer. Det fungerer og flere gange føler jeg trang til at sammenligne bandet med op til flere navne. Men det vil også være synd, for der er noget originalt over noget musik, der er så gennemarbejdet.

Og der er i hvert fald potentialer til at der kommer smæk på ind imellem. Det når bare ikke helt op i højeste gear og dermed står man som publikum med en lidt uforløst følelse.
Og det er desværre ikke den eneste anke: – den mandlige sanger har en særegen men ikke voldsom god vokal. Og flere gange virker især sangerne lidt nervøse, hvilket er undergravende da den udskæring af elektrorock, bandet spiller, netop lever af at være tjekket og skarp i skift.

Men kunne man fjerne nervøsiteten kunne det godt blive et interessant bekendtskab. De kan i hvert fald skrive sange og til dels også fremføre dem overbevisende…

We Made God, Hard Rock Café, Reykjavik, 1. november 2017

Sidste band jeg når er også min headliner for dagen. Beskrevet som hardcore med post-rock tendenser har det i hvert fald fanget min opmærksomhed og både under BCG og WMG er der stuvende fuldt i kælderen på Hard Rock Café.

Lidt uanseelige ser de fire mand på scenen ud: En afpillet bassist med en trestrenget bas, en guitarist med hue og en forsanger/guitarist, der ligner svigermors drøm. Bag dem sidder der dog et tæskeværk af en trommeslager, der tydeligvis nyder at hæve højrearmen højt, før han lader den falde over de stakkels trommer.

Og de spiller fedt. Idéen om cross-over mellem post-rock og hardcore giver mening.
Hvor hardcore-koncerter ofte bøvler med at blive lidt ensformige, så formår We Made God at have en god variation i deres numre. Nogle af dem bliver også meget følsomme, og det er lige før der går Silverchair i dem – uden at det sådan helt kammer over.

Men der er en intensitet over hele projektet. Det er skægt, hvordan man inden en koncert kan se om der skal spilles musik eller om det er en dag på kontoret… Her var det tydeligt, at bandet ville noget! Der var nærmest andægtig stemning inden første taktslag og da det så startede var de PÅ.

Om det så var når de ’huggede firkantede riffs’ eller lavede overraskende sfæriske passager, var mindre væsentligt. Og for-screameren gjorde sit til at skræmme enhver svigermor væk – og så alligevel. For selv om det var scream, var det forståeligt og virkede dybfølt.

Det var også nær-perfekte forhold med klubstemning på Hard Rock Cafe. Men bandet gjorde nok – ikke mindst under det sidste ti minutter lange nummer – til at få mig til at tænke, at de måtte da gerne kigge forbi Århus.

Om ikke andet for at jeg kunne se, om de kunne gentage en tryllekunst…

Reykjavik

Der er ingen tvivl om, at byen har pyntet sig til festival. Kigger man ned af én af hovedgaderne, er det tydeligt at der er fest i gaden. Ikke abefest, men glade folk og steming. Der høres også lidt andet end islandsk, men det er nok alligevel ikke så underligt i Reykjavik.

En håndsoprækning under Benny Crepo’s Gangs koncert afslørede også, at der er en del udlændinge til festivalen.

Et vue ned af en gade i Reykjavik. Læg mærke til højttaleren på balkonen – der er musik over alt

 

Punken har det tilsyneladende godt i Island. Her er der indrettet et intermistisk punk-museum i et gammelt offentligt toilet…
Går forbi en butik, hvor en kat ligger og chiller i udstillingsvinduet, mens en rapper underholder inde i selve butikken…

For at det ikke skal være løgn, så er Iceland Airwaves delt på to steder: Reykjavik og Akureyri som ligger helt nordligt i Island. Efter moden overvejelse har jeg valgt det sidstnævnte fra – fem-seks timer i Poloen eller endda et indenrigsfly er lige rigeligt at bruge på dét…

Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag

Previous articleKlimaforandringer: Slægt ★★★★☆☆
Next articleHåb og afhængigheden af andre – Get Your Gun i London

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.