Jason Isbell og hans backing band, The 400 Unit, spiller i DR Koncerthuset i morgen (d. 14/11). Jonas opruller her historien om Jason Isbell, bundet sammen med en reportage fra Isbell’s koncert på Roundhouse i London i slutningen af oktober.
Amerikanske Jason Isbell har en af den slags historier på overfladen, som rockmusikken er ganske rig på. Et musikalsk talent, druknet i stoffer, alkohol og kvinder. Men Isbell er også kommet ud på den anden side, som en endnu stærkere sangskriver og performer. Det viste han, da jeg oplevede ham med hans faste backing band, The 400 Unit på ikoniske Roadhouse i London for nylig.
Jeg dykkede først selv for alvor ned i Isbell’s materiale efter jeg så ham, en smule tømmermandsramt, på Roskilde Festival i 2014, men siden har især hans seneste tre albums optaget mit anlæg i lange perioder. Der er et eller andet meget jordnært over Jason Isbell, noget jeg kan identificere mig med, både i hans fremtoning og sangskrivning.
Talent og alkohol
38-årige Jason Isbell kommer fra sydstaten Alabama, hvor han voksede op med en far, der var bygningsmaler. Hans bedsteforældre boede på en gård i nærheden, og af sin bedstefar og onkel lærte han at spille musik – han spillede mandolin allerede som 6-årig. Senere begyndte han at spille i forskellige bands som 14-15 årig, inden han som 22-årig kom med i Drive-By Truckers, hvor han blandt andet spillede sammen med bassisten Shonna Tucker, som han blev gift med og senere skilt fra. I årene i Drive-By Truckers indtog Isbell store mængder alkohol og kokain, og har siden fortalt at han ikke husker perioden ret tydeligt. I 2007 forlod han bandet, efter at have medvirket på 3 albums, og blandt andet skrevet den monumentale ’Decoration Day’, om en familiefejde en del af hans familie havde været involveret i.
“Some people get drunk and become kind of sweet,” fortalte Patterson Hood, en af stifterne af Drive-By Truckers, til en journalist fra NY Times, og fortsatte “Jason wasn’t one of those people”. Efter tiden hos Drive-By Truckers fortsatte Isbell med at drikke, men også med at skrive sange. Efter et par solo-albums, der ikke fik den helt store opmærksomhed, vandt Isbell i 2012 en Americana award for sangen ‘Alabama Pines’, der beskriver livet for en mand, der prøver at lægge fortiden bag sig og er gået i eksil i en lille by:
”I’ve been stuck here in this town, if you could call it that//A year or two, I never do what I’m supposed to do//I don’t even need a name anymore//When no one calls it out it kinda vanishes away”
Med prisen kom Isbell’s navn frem i lyset igen, og da hans nuværende kone, Amanda Shires, som har spillet sammen med Isbell i flere omgange, sammen med Isbells manager Traci Thomas, og musikerkollegaen Ryan Adams fik sendt ham på afvænning, og han fik lagt whiskyen på hylden og tabte de mange kilo, der var kommet på som konsekvens af en usund livsstil, kom der også for alvor hul på Isbells solokarriere. Han skrev sangene til 2013-albummet Southeastern i sommeren 2012. Et album, der i høj grad behandler Isbells egen fortid, men også hans familiehistorie og sydstaternes historie. Og tydeligvis et album Isbell selv fortsat er glad for. Til koncerten i Roundhouse spillede han en del numre herfra. Blandt andet ’Cover Me Up’, som er en kærlighedserklæring til Amanda Shires, som han siden har fået en datter med.
”A heart on the run keeps a hand on the gun//You can’t trust anyone//I was so sure what I needed was more//Tried to shoot out the sun//Days when we raged, we flew off the page//Such damage was done//But I made it through, ’cause somebody knew//I was meant for someone”, lyder åbningslinierne på ‘Cover Me Up’, som på mange måder er typisk for Isbell.
Hudløst fortæller han om hvordan han selv har ravet rundt beruset og påvirket, men nu har fundet noget han tror på og vil beskytte. Uden det fremstår helligt eller moraliserende – det er bare den lektie han har lært af livet.
Politisk bid
På Roundhouse har Isbell og hans band masser af overskud, også mere end de har vist de to andre gange jeg har oplevet dem (På Roskilde i 2014 og på Vega i januar 2016), og Isbell virker revitaliseret og ovenpå, både vokalt og i forhold til hans guitarspil, som måske ikke altid får helt nok kredit. Det gør hans sangskrivning til gengæld, og med fuld ret.
Isbell har læst creative writing på Memphis University, og selv om han ikke færdiggjorde sin grad, så har han dykket ned i den store amerikanske litteratur (Faulkner og McCarthy kan man for eksempel finde spor af) og fundet inspiration til sin sangskrivning. Det er da heller ikke kun det nært personlige Isbell’s tekster kredser om, men også blandt andet arbejderklassens vilkår i landbrugs- og minebyerne, som det for eksempel kommer til udtryk på ’Cumberland Gap’ fra hans seneste album, The Nashville Sound, som udkom tidligere i år, og som naturligt nok leverer en del sange til Roundhouse-koncerten, der er den fjerde i rækken på den netop påbegyndte Europa-tour. Her beskriver Isbell livet for en søn af en minearbejder, og den døende mineindustri i Appalacherne.
”I thought about moving away//But what would my mama say?//I’m all that she has left and I’m with her every day//As soon as the sun goes down//I find my way to the Mustang Lounge//And if you don’t sit facing the window//You could be in any town”
Her bliver en plads væk fra vinduet et sted hvor man kan drikke og drømme sig væk fra den udsigtsløse hverdag. ”Maybe the Cumberland Gap just swallows you whole”, konstaterer Isbell i omkvædet, og skriver sig ind i samme tradition som Bruce Springsteen. Isbell er også erklæret demokrat, og i hans tekster ligger sympatien altid hos arbejderen, der knokler for at få brød på bordet til sig selv og familien, men ofte finder sin frihed i flasken. Om fædre, der knækker, og mødre der holder ud, om døtre med hårde liv, og sønner uden moralsk kompas. Og mange andre skæbner.
’Elephant’ og ’Live Oak’ fra Southeastern er begge en slags skæbnefortællinger, og blandt højdepunkterne i Isbell’s sangskrivning, og handler respektivt om hvordan en ven forsøger at komme overens med kræften, og fortællingen om en ung lovløs fra 18-hundredetallet, som bliver forelsket, men dræber sin elskede fordi hun elsker den farlige side af ham og ikke den nye mand han prøver at være. Ingen af dem var på sætlisten på Roundhouse denne aften, men det var til gengæld ’White Man’s World’, fra det nye album, som måske nok er inspireret af Trump’s indtog i det hvide hus, men ikke nævner ham med et ord.
Her får Isbell elegant rundet den hvide befolknings behandling af både sorte og indfødte amerikanere og hvide mænds priviligerede position undervejs; ” I’m a white man living on a white man’s street//I’ve got the bones of the red man under my feet//The highway runs through their burial grounds//Past the oceans of cotton”, og får siden på en enkelt linie adresseret den politiske situation i USA, inden han afslutter med en lille snert af håb: ”I still have faith but I don’t know why//Maybe it’s the fire in my little girl’s eyes”.
Melodisk tæft
Et andet nummer fra det nye album som faldt i god jord på Roundhouse, var albumåbneren ’Last of My Kind’, som også er vintage Isbell. Her leveret ganske dæmpet indledningsvist, og for en sal, der nærmest holdt vejret. Paradoksalt nok er det en sang, der handler om at være utilpas i storbyen, sunget for et London-publikum, men den faldt i god jord – og da Isbell og band efterfølgende pludselig fyrede instrumentalt op, som afslutning, var publikum fanget helt ind igen, efter en kort periode på et par sange, der ikke helt fik salen med.
Undervejs fik vi også et par hits fra 2015-albummet Something More Than Free, blandt andet ’24 Frames’ og en lidt upspeedet version af ’The Life You Chose’ – begge sange, der flot showcaser at Isbell ikke bare er en dygtig lyriker, men også kan skrive sange med virkelig stærke melodiske kvaliteter. Den slags man kan synge med på uden man egentlig kan ordene, men fordi der er en melodi i vokalen, som rammer noget i én. Sådan er det med Isbell – han er ikke en sanger og sangskriver, der bryder med de musikalske traditioner han er vokset op med, men han gør dem til sine egne, bygger til og blander rock, blues, folk og country. Denne aften er den rockede side af Isbell fremtrædende, men der er næsten altid folk’ede vokalharmonier og elementer af den melankolske grundtone fra alternativ country.
Som sådan rammer Isbell balancen ret godt på Roundhouse – han fremstår både som en energisk og sympatisk frontmand, som også kan lade sine bandmedlemmer få del i rampelyset, og der er plads til at lave lidt sjov med den tavse trommeslager Chad Gamble. Men han fremstår også som en mand, der har noget på hjerte, noget han gerne vil dele med sit publikum. Ganske sigende er der stort set ingen mobiltelefoner, der vifter i luften, og der er meget lidt småsnak i det store, og meget smukke, koncertlokale, som tidligere har fungeret som togværksted. Isbell’s sange taler for sig selv, og han behøver ikke holde lange taler mellem sangene for at forklare sig – det overvejende grånende publikum er med, og mange synger også med på flere af sangene.
Never Gonna Change
‘Never Gonna Change’, fra Isbell’s tid i Drive-By Truckers, er også et lille paradoks, som den falder sidst i sættet, med bombastiske guitarer og sydstats redneck-paroler. Parolen om at man aldrig vil ændre sig; “We ain’t doing nothin’ wrong“. Men Isbell har netop ændret sig, fra manden fra ‘Travelling Alone’, som var “So high the street girls wouldn’t take my pay//They said come see me on a better day“, til ham, som reflekterer over kærligheden og livets forgængelighed på den smukke ‘We Were Vampires’ fra det seneste album, som falder som første ekstranummer.
“Knowing that this can’t go on forever//Maybe one of us will have to spend some years alone//Maybe we’ll have 40 years together//One day you’ll be gone//One day I’ll be gone“.
Da han så slutter af med nyligt afdøde Tom Petty’s ’American Girl’ som andet ekstranummer, er der udbredt jubel og fællessang – og igen et godt eksempel på, at Isbell anno 2017 vedkender sig sine musikalske rødder og behandler dem med respekt.
Bland det med stærk melodisk tæft, gennemgående musikalitet, sympatisk fremtoning, og stærk lyrik, og så står vi med en af de musikere på den musikalske verdensscene, som rører ved mest i mig når jeg lytter.
Jason Isbell & The 400 Unit afslutter deres igangværende Europa-turné i København, i DR Koncerthuset, d.14. november.
Af Jonas Strandholdt Bach
Citat fra NY Times er fra denne artikel.
