Endelig lykkes det for mig at tage til indie-musikkens Mekka: I år tager GFR til Iceland Airwaves for at tage et kig på en festival, der næsten altid har budt på nye kunstnere, vi vil få at høre det næste år i indie-o-sfæren.
Siden 1999 har Iceland Airwaves været afholdt og festivalen har lidt som SPOT i Århus været en lejlighed for bands til at blive internationalt ’opdaget’.
Onde tunger vil nok mene, at når et flyselskab, Icelandair, vælger at sponsere en festival i én af de mørkeste måneder på en ø-stat hvor naturen er den største seværdighed, er det kølig kalkule for at tiltrække et nyt turist-publikum.
Det kan meget vel være, men festivalen har vist sig at holde et højt kvalitetsniveau og har eksempelvis i sin tid båret navne som Clap Your Hands Say Yeah og The Rapture frem.
Festivalen har også altid formået at have én eller flere etablerede internationale headliners til at trække publikum til.
Under EM i fodbold blev der joket meget med, at alle i Island da måtte være fodbold- eller håndboldspillere – og resten måtte være musikere og fiskere – og nogle få bankfolk, der sad i fængsel. Den joke må de nok være pænt trætte af i Island, men faktum er, at de har et stærkt musik-liv og med ca 330.000 indbyggere er det et imponerende antal bands, der gør sig gældende fra det lille land.
Hvor mange af dem, der så kan kalde sig professionelle musikere er i denne sammenhæng mindre interessant.
Rejsende Onkel Mac i Island
Der skal ingen tvivl herske om, at hvis man vil på Iceland Airwaves, så er det noget, man gør med vilje… Og en god klat penge.
Selv om Icelandair sælger pakker med fly- og festivalbilletter i ét, så er det – selv for anmeldere med let nedsat billetpris – svært at finde billetter og overnatning uden at beløbet kommer op på noget, der minder om 4.000 DKK+. Og det for en løsning med overnatning på (sikkert udmærkede) sovesale. Altså før man overhovedet har sat fod i Island. Og ja, det er danske kroner – ikke islandske (you wish!).
Roskilde koster vel 2.000, men nok mere interessant koster SPOT-festival ca 550 DKK – men varer til sammenligning også to (tre?) dage mindre.
Men hey! Det foregår i effin’ Island og dét i sig selv er jo også noget værd!
Forberedelser til en festival – et vue over 218 navne
Hvordan sætter man sig så ind i en masse, nye, primært islandske navne? Jo, enhver festival med respekt for sig selv har efterhånden en Spotify playlist, og ved en grovsortering blandt de mange, mange kunstnere blev omfanget af festivalen tydeligt:
Med tre kategorier, ’interessante – bør prioriteres’, ’måske’ og ’absolut ikke!’ afsløres det ud fra Spotify er jeg kunne finde 60+ i første kategori (og ca samme i ’måske’).
60+!!
Indrømmet, det er baseret på enkelte numre fra Spotify. Men med brede kommentarer som ’PJ Harvey-agtigt’ over ’Midlands-inspireret rock’ og ’sart singer/songwriter (på elektro- eller real-instrument-bund)’ til enkelte ’smadder/doom/sludge’, ’postrock’ og en overraskende del ’punk’ – så er bredden vidst etableret.
I ’måske’-kategorien ligger mange singer/songwriters, soundscape-agtige acts, Amiga-demo-agtig techno og etablerede bands som Mumford & Sons og Fleet Foxes.
Og for en god ordens skyld så er ’absoulut ikke!’-kategorien fyldt med islandsk rap, den der mystiske Ukendt Kunstner-genre (her ofte på islandsk) og designer-pop.
218 act tæller jeg på hjemmesiden i alt og selv om der ikke som sådan opereres med headliners, så er bookings som netop Fleet Foxes, Mumford & Sons, lokale Ásgeir og endda skotske Arab Strap nok tænkt som en måde at tiltrække sig i det mindste noget opmærksomhed.
Som ene anmelder af sted for GFR er selv de 60+ navne fuldstændig umuligt at nå endsige overskue. ’Heldigvis’ er der lagt et program, der i et vidst omfang vil diktere, hvad der kan nås og ses. Og med erfaring fra bl.a. Heartland er det ikke givet, der vil skrives helt så mange anmeldelser, som der nedenfor er nævnt band-navne.
Ud over det officielle program, der dikterer noget, er der endvidere koncerter rundt omkring i Reykjavik i butikker, museer – og måske endda på gadehjørner.
Anbefalinger
Festivalen spreder sig over fem dage og her prøver vi at tage nogle nedslag fra hver dag.
Hvad der så i praksis anmeldes, afgøres når jeg er i landet…
Der er 11 officielle spillesteder, som alle må siges at ligge i gå-afstand fra hinanden. Vi må se, om det bliver til løben fra sted til sted som SPOT har været visse år…
Onsdag 1. november 2017
Phlegm (Hard Rock Café) kunne meget vel blive min åbner fra det officielle program, da mine Google-skills afslører, at det er et kunstnerkollektiv, der dekorerer byrummet med tegneserie-agtig kunst – til tonerne af Múm. Múm er at beskrive som luftig alfe-pop som på den ene side hurtigt kan blive for meget, men på den anden side (og måske især i forbindelse med noget visuelt) har potentiale til at være stort.
Er det en koncert? Er det en kunstudstilling? Det bliver spændende at se…
Omotrack (HVERFISBARINN) lyder i høj grad til at være et band, der stikker i mange retninger: fra mere ordinær singer/songwriter over mere elektroniske udskæringer á la Magnus (dEUS’ forsangers electronica-band). Det lyder til, at der er godt gang i det, og flere af navnene onsdag har lidt sfærisk/soundscape præg, så noget dansabelt vil formodentlig være kærkomment.
Ud på aftenen spiller We Made God (Hard Rock Café), som lyder til at være et super interessant crossover, hvor sfærisk støjrock møder hardcore og post-rock. Og aftenen kunne så passende afsluttes med Oyama (Hard Rock Café), som synes at operere inden for post-rocken.
Interessant kunne det også være at se Benny Crespo’s Gang (eksperimenterende pop/rock), Høgni (som jeg har gået på højskole med – nepotisme!!) og Sycamore Tree (singer/songwriter) – samt en hel masse andet.
Torsdag 2. november 2017
Er der mulighed for at få sig lidt, der smager af metal? I hvert fald lyder Godchilla (Gamla Bíó) ret smadret og energisk. Sludget/doomet og sikkert klart til at tilføre lidt tektonik til programmet.
Og i samme smadrede spor vil Une Misère (Gamla Bíó) med langsomme, doomede passager og hardcore-skift få vist, at Island kan så meget andet and det pæne, polerede.
For A Minor Reflection (Gamla Bíó) ser jeg meget frem til, da det synes at være helt klassisk post-rock (hvis noget sådant findes) med lange, langsomt udviklende numre – som ofte ender i støj.
Svenske Pale Honey (Gaukurinn) kunne sætte et pænt punktum for en dag, hvor de elektroniske singer/songwriters ikke ville være toneangivende.
Men samtidig kunne det også være interessant at kigge forbi mørke kvindevokaler i JFDR
eller hos Aldous Harding eller svinge forbi elektronisk støj-pop med finske Mikko Juensuu.
Fredag 3. november
Ragga Gröndal (Gamla Bíó) kunne med pæn, melodisk pop være en blid start på fredagen, mens halv-collegepunkede 200.000 Naglbítar (Gamla Bíó) må forventes at kunne sætte lidt fut i fejemøget.
Og for at køre videre med punktema, kunne Pink Street Boys (Gaukurinn) være et godt bud. Væk er college-indtrykket og med engelske Billy Bragg (Frikirkan) er der måske skruet ned for guitaren – men hverken for indignationen eller attituden.
Så er der også lagt tema for min personlige headliner for hele festivalen, skotske Arab Strab (Gamla Bíó), som fortsætter i det indignerede men stærkt selvudslettende spor.
Det er godt et år siden bandet begyndte at turnere igen (dog mest i UK), så det har været et projekt at se dem – nu må vi se, om de stadig kan efter mange års pause…
Mange andre bud kunne der være på fredagens program; Ásgeir er selvfølgelig oplagt, tyske Gurr, amerikanske Vagabon, eller endda ditto Pinegrove kunne være fremragende koncerter!
Lørdag 4. november
Først på aftenen kan man stifte bekendtskab med One Week Wonder på Iðno som spiller laaaaangsom, tilbagelænet slow-pop med høj lækkerhedsfaktor.
Rythmatik (Hard Rock Café) kunne også være et interessant bekendtskab med deres halv-punkede pop som måske kan minde lidt om Tiger Tunes. Dr. Gunni (Gaukurinn) og Grúska Babúska (Hurra) trækker på hver deres måde på et naivistisk eller let barnligt udtryk – førstnævnte med skramlet rock. Måske lidt á la tidligere Mads Geertsen – nu Onkel Reje – og dog; lidt mindre uhøjtidigt. Og sidstnævnte i en Múm-agtig udskæring med alfe-agtig vokal.
Kontinuum (Gaukurinn) tager til gengæld livtag med en form for post-metal/post-rock og blander vikinge-kor (det var vidst en daler i Island-kliché-bandekassen) med growl og andet godt.
Og post-metal kan måske også være en label, man lidt løseligt kan klistre på HAM (Reykjavik Art Museum), mens både Fai Baba (Hard Rock Café) og Mammút (Gamla Bíó) begge kan kaldes udskæringer af indie-rock – førstnævte med mandlig vokal, sidstnævnte med særegen kvindelig (her prøver jeg så at nævne andre særegne islandske vokaler – bødekassen skal jo ikke flyde over).
Som det fornemmes er lørdag travl – og så har jeg endda ikke nævnt store navne som Gus Gus, Micael Kiwanuka eller Fleet Foxes…
Søndag 5. november
…bliver på den måde underligt overskueligt: Pludselig blot tre venues:
Valshöllin med Árstíðir (islandsk folk), Axel Flovent (poppet folk á la Ásgeir) og vil I tro det? Mumford & Sons, hvis man skulle have lyst.
Hurrá, hvor aftenen mest er dedikeret til (for mig) uappetitlig rap/dancehall/bollepop, får dog besøg af psych-bandet Fever Dream.
Og Gaukurinn, som synes at køre et kvinde-tema – indtil aftenen sluttes af med eksperimental-jazz og Valdimar, som må betegnes som pæn pop…
Og på den måde er det blot teasers… Flere af dagene kunne man sagtens have taget og styret uden om alle de bands, jeg har nævnt – og stadig sammensætte et rimeligt eller endda stærkt program. Selvfølgelig kan man det!
Spændende bliver det i hvert fald at komme af sted.
Det fulde program kan man se her, og anmeldelser af udvalgte koncerter kan følges her på siden…
Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag
