Fredag aften kiggede heltene fra starten af dette årti forbi Voxhall. Al ære og respekt skal tildeles dem, der søger at fornye sig – men på en aften i højsæsonen i Århus, var det det gamle materiale, der reddede koncerten.
Oktober kan logisk set kaldes højsæson for koncerter i Århus; nye studerende har fundet deres ben (og økonomiske formåen), rigtigt voksne mennesker har fundet hverdagen – og vi er ikke så tæt på julen, at alle weekender er fyldt med julefrokoster og lignende. Derfor var det potentielt et perfekt tidspunkt for en koncert for The Rumour Said Fire på Voxhall.
Inden da skulle vi dog ’varmes op’ af Anders Boserup.Voxhall er fyldt med et roligt, forholdsvis ungt (20-30’erne) publikum og der er som altid god stemning.
Anders Boserup ★☆☆☆☆☆
Og hvor ville det dog have været bedre, om man bare havde sat Love Shop på som baggrundsmusik. Med to mand på scenen – en guitarist og en vokalist(?) – og et præ-programmeret backtrack prøvede de at fylde scenen på Voxhall. Lad os bare sige, at det gjorde de ikke.
Det var tarveligt, og selv om jeg med min bedste vilje prøvede at drage paralleller til en Robert Smith på den effekt-sovsede vokal, så var det blot et forsøg på at finde noget positivt i den håbløse performance.
Man kunne IKKE høre hvad der blev sunget. Det svarer til at man stillede sig op og sagde at man havde en ekko-pedal, og så forventede at folk blev imponerede af det… Anmelder-snobberi? Nej, for to gange i løbet af settet blev der ikke klappet efter numre, og applausen efter at ’bandet’ gik af scenen var i bedste fald pligtskyldig. Nok snarere lidt ironisk her og der…
Hvordan sådan et projekt kan få adgang til én af Danmarks bedste scener, er ubegribeligt…Der er en pointe i, at der findes mange, gode bands i Danmark. Og at disse øver sig ofte flere gange ugentligt for at blive gode. Og det til trods, bliver det noget bras som det Anders Boserup leverede – sovset ind i effekter og båret af laptops, så man ikke aner, hvad er med vilje, og hvad der er programmeret hjemmefra – som bliver valgt som opvarmning.
Nuvel. Det var jo ’bare’ opvarmning og The Rumour Said Fire viste at der stadig er krudt i folk-genren.
The Rumour Said Fire ★★★☆☆☆
Jesper Lidang går alene på scenen og får allerede under det første nummer etableret, at man faktisk godt kan synge uden at det er sovset så meget ind i effekt, at ingen kan høre, hvad der foregår. Alene med sin guitar får han sat skabet et helt, helt andet sted end ’opvarmningen’ og vi er anderledes klar på en koncert efter ét nummer, end efter fem-seks fra opvarmningen.
Og så skulle vi alle være lykkelige. Problemet er, at stemningen ikke som sådan følger med. Bandet kommer på under andet nummer og selv om der er tale om en energisk trommeslager, ditto guitarist og en stoisk cool bassist, så skal vi fem numre ind i settet, før vi får energien i gang: ‘Evil Son’ tilfører noget af den folk-poppede feeling, som – ret beset – er The Rumour Said Fires største styrke.
Det bliver lidt definerende for koncerten; når de trækker på Midlake-agtig skovmandsskjorte-æstetik og – udtryk er bandet radikalt bedre live, end når de arbejder med det nye udtryk. Og det ærgrer mig! Jeg har i bund og grund ikke noget imod skovmands-skjorte-indie. Men jeg synes, det har været forfriskende at høre The Rumour Said Fires forsøg for at udvikle sig derfra. Det viser de dog ikke at de har gjort denne aften på Voxhall.
Dermed også være sagt, at når de spiller hits, så viser de ingen tegn på træthed over at spille disse. Tip of the hat til det, men… Nej. Nye numre, spillet uden rigtig overbevisning eller vilje gør især første del af koncerten til en meget fad oplevelse.
Underligt nok får vi så et intermezzo-agtigt, instrumentalt nummer, da bandet endelig finder lidt momentum, og ‘Air Force’, som følger efter, bliver ikke rigtigt et dyk – men løfter heller ikke koncerten.
En fabulering fra Lidang om at skrive sange i Sverige, bare for at tage hjem før tid hjælper heller ikke rigtigt momentum, og da nummeret spilles er det tydeligt, at noget er gået skævt: bandet hænger ikke sammen, og selv om maskinen af en trommeslager boogier derudaf, så fanger bassisten ikke tonen og det hele bærer lidt præg af noget, der skal overstås.
På den lave energi prøves festen heroisk at blive genstartet med ét af radiohitsene, dog uden det store held. Men netop som man er klar til at finde den store irritation frem, trækker de gennembrudshittet ‘The Balcony’ frem; fantastisk sang, som bandet – underligt nok – ikke virker til at være blevet træt af at spille. Wahey, monentum og nok ret beset det, publikum kom efter!
‘Voyager’ følger op og selv om det ikke holder samme momentum, så viser det allerede nu at anden halvdel af koncerten står stærkere.
Og da vi får ‘Television Personalities’ som sidste nummer inden encoret, nærmer vi os næsten en fin koncertoplevelse.
Vi får tre ekstra-numre, heribland ‘Sentimentally Falling’ og ‘Stepping Out’. Og selv om det er stærke numre, så efterlader det også et indtryk af en aften, hvor formen ikke rigtigt blev ramt:
Decideret horribel opvarmning og en start på koncerten, hvor man med rette kunne tænke, at headlineren spillede ud over hovedet på gulvet og under publikum på balkonen. Blev de bedre med tiden? Måske. Men rigtig godt var det ikke for alvor.
Anmeldt af:
Troels-Henrik Balslev Krag
