På A Space In Time bliver Sonic Tool Box en form for dydigsmølf med velmenende og politisk korrekte visdomsord pakket ind i poleret vellyd. Det er ikke fordi der mangler evner – og der er bestemt også en velpoleret rød tråd igennem pladen. Men… der går dydigsmølf i den…
De første strofer på åbningsnummeret ‘Your New World Order’ giver anledning til at associere til den superpolerede lyd vi kender fra Marilyn Manson: Polerede gains, MIDI-agtigt udtryk og tunge trommer. Da Boutrups vokal så sætter ind, underbygges dette indtryk, som så lægger til grund for min første gennemlytning. Og dermed går det op for mig, at det er en forkert association.
De øvrige numre trækker nemlig i en mere 80’er/90’er-lyd. Stadig poleret og pænt, men mere i retning af en The The-lyd. Og det kan jo være et godt udgangspunkt. Det er det bare ikke rigtigt. Synths og MIDI-gains blive lidt grimt på en poleret måde – eller poleret på en grim måde? Og da ‘I Can Do It’ ender med en formaning om “You Can Do It” og ‘Love Your Life’ slutter med en lignende kliché i en i næsten uendelighed gentaget “Love Your Life”-formaning, bliver det simpelt hen for klistret.
Titelnummeret kunne for så vidt godt have været et fyldnummer på en Baal-plade, hvor der blandt andet nynnes dybt i passager. Men uden kult-rockernes tyngde i både musik og vokal. Det er lidt en missed opportunity, da ‘A Space In Time’ sagtens kunne have trukket på netop noget interessant art-rock-agtigt. Men nej.
‘I Leave It All Behind’ har noget af den samme feeling, men titel-linjen, der (surprise!!) gentages i omkvædet, er fremført både bedre og mange gange bedre af andre…
‘A Light Song’, som slutter pladen af (inden vi lige får ‘(BONUS) A Light Song’) har noget episk over sig, men den tilbagelænede vokal, som egentlig fungerer OK og den lidt mere sprøde guitar bliver too little too late.
…og bonusnummeret bliver så et flashback til Boustrups tidligere udgivelse, som har været et forholdsvis forfærdeligt forsøg på at lave noget, der mindede om rock på halv-billige synths. ‘(BONUS) A Light Song’ er en tilsyneladende ’provokerende’ rykken rundt i synth-akkorder over nogle døde trommer. Men hvorfor dog putte det på pladen? I bedste fald bare lidt ufrivilligt komisk.
Måske kan man anskue et nummer som ‘When You Go For The Rich’ som et forsøg på at lave lidt bil-rock med en gammel mands gode råd. Men det bliver lidt kikset i slutproduktet og skulle der have været mere rigtig bilrock over det, skulle der have været lidt mere landevejsstøv i udtrykket end det igen meget polerede resultat.
Jeg savner ét eller andet, der kan mærkes i det her. Men synths får igen en alt for dominerende rolle og håbet om, at der pludselig kommer ét eller andet og saver det hele over, må blive ved det: Håb.
Den mest The The’ske sang er ‘Wonderful Time’, som jeg måske havde synes var OK, hvis den var at finde på en The The-plade. Meget måske, for ret beset ville det aldrig blive argumentet for at finde den The The-plade frem. Det er bare hygge-rock – ufarligt, uden kant, uden noget som helst af det, der gør rock til rock: udfordringer, kant, fest og riv-hele-verden-ned.
Så. Vi siger tak for de velmenende ord, og skal da forsøge at elske vores liv, tror da såmænd også vi kan hvad vi vil… Men det havde vi nok også gjort og vidst uden at det blev bragt til os i denne overpolerede indpakning.
Nej, A Space In Time er desværre ikke nogen god plade. Og selv om den heller ikke er dårlig (hey, synths, polerede gains og døde trommer fungerer da fint som underlægningsmusik – jeg skal her undlade at sige til hvilke genrer), så bliver de spørgsmålstegn ved hvorfor det dog er udgivet det her for store til, at at man acceptere den fade smag i munden.
Men noget godt kommer der ud af det: Jeg indser, at jeg hellere vil høre unge, ret talentløse rødder kæmpe sig derudaf, fordi de har noget på hjerte, end jeg vil høre en gammel dydigsmølf fortælle på pæneste vis…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
