Usædvanlig symmetrisk uge, 4 dage, 2 koncerter pr. dag, 8 i alt. Og, som altid, lidt for “enhver” smag.
Så lad os starte med dem der godt kan lide country, country af den mere moderne og alternative slags, som trækker veksler på outlaw-grenen af genren. I aften kigger et af de mere hypede navne indenfor nyere country med kant nemlig forbi Pumpehuset. Ja, Sam Outlaw, navnet er moderens pigenavn, er endog blevet kaldt “den nye” Sturgill Simpson, der var “outlaw country’s redningsmand” så sent som sidste år (og nogle år tilbage) og det nye sort.
Nu er det så åbenbart Sam Outlaw, det går hurtigt i showbiz, især i det vilde vesten!
Support: Michaela Anne
Pumpehuset // d. 25/10 // Kl. 20.00 // 170 kr.
I Store Vega skal vi til gengæld kigge tilbage i tiden samme aften, når (dog) single-aktuelle The Breeders kigger forbi. Jaha, Deal-søstrene og co. er på banen igen, her 25 år efter de lige var et smut forbi MTV med 90’er alt-rock støjpop baskeren “Cannonball”. Den ene af søstrene, Kim, er måske bedst kendt fra hendes tid som bassist, anden stemme og nogen gange lead vokal hos Pixies.
Bandet har været aktive on/off i perioder siden gennembruddet Last Splash fra 1993, men nu virker “genkomsten” mere permanent, eller der er da i hvert fald lidt ny musik.
Support: Pins
Store Vega // d. 25/10 // Kl. 20.00 // 275 kr.
Videre til torsdag, der starter med en tur på Loppen, hvor den står på hypet britisk parole-rock fra Cabbage. De har allerede taget den britiske musikpresse med storm og spillet et hav af koncerter, men dønningerne har måske ikke rigtig ramt vores kyster, før nu altså. Eller også bliver resten af verden bare lidt varsomme, når den britiske presse banker på “next big thing” trommerne igen igen (hey, hvordan går det forresten med The Vines?).
Nå, men de få numre jeg har hørt lyder da energiske nok, og så kan jeg godt lide ordet “cabbage”.
Opvarmningen er dansk, og her kan du også roligt sætte flueben i kolonnen hvor der står energisk. Jeg anmeldte debuten fra post-hardcore rockbandet Riverhead til hele 5 stjerner i sidste uge og skrev således i begyndelsen af anmeldelsen:
“Det er ikke ved at være det mest ekstreme, tunge eller vanvittige band i den hjemlige hardcore andedam, at Riverhead formår at skabe ravage og tilkæmpe sig undertegnedes opmærksomhed. Nej, i de kategorier er der andre bands der løber med førstepladserne. Riverheads helt store forcer er den energi, intensiteten og også noget der føles som flammende indignation, der strømmer ud af højtalerne når man bliver ramt af deres 8 numre lange debut”. Resten kan læses HER
Loppen // d. 26/10 // Kl. 20.30 // 80 kr.
Og så til søs, vi smutter forbi Kayak Bar, hvor Midsommer Festival holder et one off arrangement, lidt udenfor deres normale sæson, og hjemmebane i Præstø. Du får to fede og udgivelsesaktuelle danske bands.
D/troit er aktuelle med en funky souleksplosion Soul Sound System, hvor der både er fugtige toner til hyrdetimerne, fængende rytmer til dansegulvet og cool grooves til storbyjunglen.
Du får også Nelson Can, der for nylig udsendte “comebacck” EP’en EPIII, der indtil videre har fået en håndfuld 5-stjernede anmeldelser kastet i nakken, også fra undertegnede. Jeg er især vild med deres stærke singler, heriblandt “Break Down The Walls”:
“(“Break Down Your Walls”) er nok den mest slidstærke af de to, her er vi ovre i noget meget mere storladent, som man ellers ville forbinde med et navn som Florence + Machine, mens vokalen rummer ekkoer af Grace Slick fra Jefferson Airplane. Det er kort og godt et fremragende nummer. Jeg kan lide alt her, fra bandets klang, den bass drevne melodi, opbygningen, det helt rigtige tidspunkt trommerne sætter i på, et hyl der lyder som om det kunne stamme fra Bruce Springsteen’s Nebraska album (“State Trooper”) og ikke mindst vokalen. Lige i skabet, hele lortet”.
Kayak Bar // d. 26/10 // Kl. 19.00 // 110 kr.
Fredag, og vi tager et smut forbi Stengade, der har fornemt besøg af Priests der, udfra anmeldelser og presseomtale, med al respekt, burde have været større nu. De spillede på årets Roskilde Festival, hvor jeg havde dem som et must see navn, men ikke fik set dem (det siger måske noget) fordi jeg fik forvildet mig til Neurosis i stedet for. Inden Roskilde skrev jeg:
“Her lyder hypealarmen lidt i baggrunden, eller “Pitchfork alarmen”, men jeg synes egentlig larmen fra de hippe medier er temmelig velbegrundet. På albummet Nothing Feels Natural fra slutningen af sidste år, lyder Priests både som om de har fingeren på pulsen og som et produkt af tiden, nutidens USA, med alt hvad der indebærer.
Ligesom den virkelighed er lydbilledet mangfoldigt, modstridende og stritter i mange retninger, fra noget post-punkt, noget mere garage præget og til noget der har en understrøm af noget 6oer pop/rocket over sig – alt sammen læsset med meninger og budskaber”.
Support: Holm
Stengade // d. 27/10 // Kl. 20.00 // 90 kr.
Så skal vi til to navne som vi oplevede live på sidste års Gutter Island Festival, med svingende koncentrationsevne fra vores side. Under herligt sleazy udseende Nashville Pussy var vi nødt til, at gå ud og finde noget at spise i en fart og under President Fetch‘s energiske sæt var vi vist lidt halv-fulde? Nå men, begge bands spiller fredag aften på High Voltage!
President Fetch var også at finde på en LP som de delte med Hjortene et par måneder inden Gutter Island. I min 5-stjernede anmeldelse af splitten skrev jeg blandt andet:
“Det er punket, det er rocket, det er tungt og det er forbandet medrivende, på sådan en lidt primal og urinstinkt-aktiverende måde. “Like Alcohol” glider ubesværet ned, selvom det kradser og brænder, mens man får lyst til at smide noget tøj og bare gi’ fanden i det hele. Kan man danse til det? Ja”.
High Voltage // d. 27/10 // Kl. 21.00 // 200 kr.
Saturday night is okay for fighting, eller til en tur på Beta. Her står den på kritikerrost teknisk metal fra danske Ghost Iris. Dem har vi anmeldt to albums fra, hvor ambitionsniveauet var tårnhøjt. Jonas tog sig af Anecdotes of Science and Soul i 2015 og jeg selv lyttede til Blind World tilbage i februar måned. Bandet spillede blandt andet på Hades Scenen på sommerens Copenhell Festival.
Med sig har de Cold Black, som vores ex-anmelder Christian anmeldte EP’en In Motion fra tilbage i 2014, og var svært begejstret, selvom han indledningsvis var lidt i tvivl om hvorfor:
“De bevæger sig stadig inden for metalcore/posthardcorens hybrid verden, der med sin signatur veksling mellem tung død og ødelæggelse og højt flyvende, hjerneimprentende sing-along pop har lagt sig tungt ind over den moderne metal-scene. Alligevel er der et eller andet ved In Motion der bare fungerer forbandet godt, hvilket ved første gennemlytning kan være lidt svært at sætte finger på, det vil nemlig være synd at sige, Cold Black genopfinder genren”.
Beta // d. 28/10 // Kl. 21.00 // 95/125 kr.
Vi slutter hvor vi startede, i Pumpehuset, der lørdag aften har hele 4 bands på plakaten. Her får du Leprous, Alithia, Astrosaur og Agent Fresco. Og sidstnævnte har vi søreme anmeldt en plade fra, nemlig Destrier fra 2015, som jeg sendte 4 af de store efter. Jeg indledte således:
“Islandske Agent Fresco beskrives som et band, der skal opleves på et par skridts afstand, så man får hele billedet med. Det kunne der være noget om. Deres 3. album, Destrier, er et ambitiøst opus på 14 numre, hvor musikken er evigt skiftende, svær at genrebestemme, momentvis voldsomt betagende, men i sidste ende også lidt for meget af det gode”.
Pumpehuset // d. 28/10 // Kl. 18.30 // 200 kr.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Cabbage, pressefoto