Københavnske Psy:Code er (endnu) et bud på grum hardcore fra hovedstaden. Det er ikke så uforsonligt og post- som The Psyke Project og beslægtede afarter, men slægter i stedet metalcore mere på med vokalharmonier og breaks èn masse.
Psy:code har et par udgivelser bag sig, og i følge pressematerialet udgivelser, der har fået en del roser. I følge samme pressemateriale, vil bandet ikke hvile på laurbærrene og sigter efter et endnu højere niveau. Det er prisværdigt med et højt ambitionsniveau og der brøles godt igennem fra Schou, der bemander vokalen, guitarerne er behørigt nedstemt, og trommerne hakker og banker teknisk velfunderet afsted. Psy:code kan godt hamre igennem, og har fint styr på deres virkemidler. Men kompositionerne savner i mine ører fokus og skarphed, og det bider bare ikke rigtig på mig særlig tit.
Når det fungerer bedst for mig, er det på de lidt langsommere, mere stemningsfulde numre, som for eksempel ‘Loosen the Tight’, hvor spartanske keys giver en god kontrast til de grumme brøl, og hvor man faktisk bliver ramt lidt i maven af det der Mørke Psy:code forsøger at fremmane på albummet.
Det er bestemt ikke fordi Psy:code ikke rammer nogle gode grooves undervejs – det gør de for eksempel på sidste del af ‘Riven’, mens første del af nummeret, og de storladne flerstemmige passager ikke overbeviser mig. Sådan er det flere gange undervejs, hvor jeg når at blive splittet undervejs i samme nummer, om jeg egentlig synes det er godt eller ej, fordi der kommer endnu et pludseligt temposkift eller en skæv rytme ind.
På ‘Stay Disappear’ og den korte ‘Paralyzed’ får vi mere ren vokal, en øvelse jeg også kun momentvis synes er en succes, blandt andet fordi intonationerne virker en kende særprægede på mig, primært på sidstnævnte. Det er højst sandsynligt et spørgsmål om smag, men så fungerer det altså bedre for mig, når der brøles igennem, som på den efterfølgende ‘The Sky is Broken’, som har noget af den samme keys-stemning, som jeg roste tidligere. Det er igen et nummer, der skifter karakter undervejs og virker som lidt af et patchwork, men det virker overvejende godt – blandt andet er de tøvende, hakkende riffs ret veludførte.
Fra samme vene kommer afslutteren ‘The Strain’, som med sin nedbarberede intro virker mere barsk og rå end de fleste mere fyldigt instrumenterede passager på albummet, og giver en fornemmelse af at være efterladt alene i mørket. Det er den fornemmelse man går ud af albummet med, og så er der i hvert fald noget, der er lykkedes for Psy:code undervejs.
Undervejs er der dog også flere passager, som ikke fanger mig – numre som åbneren ‘Leech’ og ‘Mountains’ rykker sådan set ok, men heller ikke mere end det. Der er mange om buddet i genren, og mange rigtig stærke navne på københavner-scenen, og jeg synes Psy:code mangler noget i forhold til de bedste i koblet. Psy:code tager også nogle lidt andre veje, som bevæger sig mere omkring melodiske vokalstykker, og så en pokkers masse breaks, noget succesraten er lidt blandet i forhold til – og også et stilmæssigt valg jeg har det lidt svært med.
Det er også en lidt blandet fornemmelse jeg ender med efter at have lyttet Mørke igennem nogle gange. Ind i mellem bliver jeg revet med, og føler hvad det er Psy:code antageligvis vil have mig til at føle – andre gange sidder slagene ikke særlig dybt og jeg ender med at være lidt indifferent. Det er egentlig lidt ærgerligt, for Psy:code har bestemt nogle kvaliteter, der er værd at lytte til. For mig går det bare ikke op i en højere enhed her, og derfor lander vi på 3 stjerner.
Du kan finde Psy:code på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
