Diretone buldrer tungtrockende afsted og vil gerne mange ting på Random Spins, Fortune Turns – måske også for mange. Der bliver truffet nogle lidt spøjse valg undervejs, og samtidig mangler der stærke sange. Men det virker behjertet.
Diretone er lyden af et band, der gerne vil smelte deres helte sammen og lyde som en blanding af dem. Det betyder at Diretone ind i mellem lyder lidt rigeligt som forbillederne, og ind i mellem kaster en idé ind, der afsporer toget en smule. Men heldigvis har bandet også tyngde og entusiasme til at man som lytter ikke står helt af undervejs, selv om albummets 45 minutter er til den lange side. Og også alt for langt.
Et nummer som ‘Astray’ viser meget godt både Diretone’s svagheder og styrker. Nummeret hugger derudaf med et bastant riff og tunge trommer, mens vokalen lyder som om forsangeren har spist James Hetfield, og der laves nogle i mine ører lidt underlige skift undervejs, som enten er modige eller fejler. Eller begge dele. Det ender med at lyde som et nummer, der er klistret sammen af forskellige dele.
Og når jeg nu trak Hetfield-kortet, så kan det da bruges igen om for eksempel ‘King’s Head’, hvor der igen fraseres a la Metallica-frontmanden på et nummer, der det meste af tiden lyder som noget, der lyder inspireret af Metallica anno Load. Igen rummer det et lidt spøjst stilskift mod noget mere melodisk rocket, inden et temposkift sætter ind mod slutningen. Og igen ved jeg ikke helt om det lykkes helt for Diretone, men forsøget er egentlig interessant nok og kunne godt have potentiale, hvis det blev udfoldet lidt anderledes.
En anden ting, jeg bider mærke i på Random Spins, Fortune Turns er trommespillet. Ikke fordi det ikke er kompetent, men sådan nogle små tricks og nuancer hist og her, som sikkert er lagt ind for at vise trommeslagerens dygtighed, kommer altså ind i mellem til at virke mere forstyrrende end godt er.
Vi får også en smag på vokalens begrænsninger når den ikke kører i Hetfield-mode på ‘New Dawn, New Day’, hvor den vokale del af nummeret stort set kun fungerer når der er kor-opbakning. Den tunge metalliske rock fungerer egentlig fint for Diretone, og omkvædet har fat i meget rigtigt. Det kan man egentlig sige om mange af numrene, hvor der er elementer, der fungerer godt, men det går desværre bare aldrig rigtig op i en højere enhed.
Et af de numre der kommer tættest på at fungere godt, er den tempofyldte ‘Race Against Time’, som vinder på sin muskuløse energi, mens man bærer over med råbekorsafslutningen. Også titelnummeret har med sin knusende indledning og aggressive riffs fat i noget godt. ‘Random Spins, Fortune Turns’ taber dog lidt højde da bandet igen gerne vil vise at de kan lave skæve skift og soloer hvilket betyder at nummeret starter bedre end det slutter.
Der skal selvfølgelig også være en ballade, i form af ‘Sylvia (Until the End)’, som har et lidt bedaget 90’er skær over sig, men det er den bombastiske metal rock bandet lader til at føle sig bedst hjemme i. Det fungerer nogenlunde på den hæsblæsende ‘Ten Years’, og ligeså på den tunge riffbasker ‘Under the Afghan Sun’, som dog igen blander nogle rigtig stærke elementer, med elementer, der ikke fungerer nær så godt. Her synes jeg bare de skulle fokusere på at hugge igennem med mere fokus på de ganske fine, tunge riffs de indleder med, og skære nogle af forsøgene på variation ud.
Albummet lukkes behjertet med ‘Wrong’, som alligevel lyder som noget man allerede har hørt et par gange på albummet – igen fungerer de tunge riffs fint, og nummeret buldrer godt derudaf og hører til albummets mest fokuserede og forstyrres kun en smule af en lidt alternativ solo. Det er nu omvendt heller ikke fordi det udmærker sig sangskrivningsmæssigt, men det er solidt.
Det virker i det hele taget behjertet, det Diretone har gang i, og med en lidt skarpere produktionskniv vil bandet nok kunne rydde ud i de værste svinkeærinder. Men det ender med at være lidt forstyrrende for oplevelsen af albummet med de skæve indfald, og sangskrivningen mangler også styrke. Og så skal man nok holde af vokal a a James Hetfield for ikke at blive en lille smule træt undervejs på Random Spins, Fortune Turns. Der er dog nok gods i albummet, til at vi lander lige under midterfeltet og på 2 stjerner.
Af Jonas Strandholdt Bach
Besøg Diretoen på Facebook
