The Monoliths: The Monoliths ★★★★☆☆

The Monoliths lyder på en måde både lidt gammeldags og samtidig tidløse på deres 10 numre lange debutplade, der blot hedder The Monoliths. Man fornemmer arven efter de grå og trøstesløse 80’ere, i hvert fald hvis man levede på den forkerte side af yuppie-hegnet. Her minder bandet og deres udtryk mig lidt om et amerikansk band som Protomartyr. Men der er også noget meget “brunt” rockende og kværnende over udtrykket, og noget lidt skævt og anarkistisk som kunne sende tankerne i retningen af ligeledes amerikanske Titus Andronicus.

Mest af alt er The Monoliths dog deres egen rumlende granitblok af punkrock, der veksler mellem at rocke pissesejt igennem og lyde noget mellemfornøjede, hvis ikke trætte af det hele, på spydige sangfordrag. Eller, halv-psykotisk råbende “foredrag”, skulle man måske skrive. Grundtonen bliver en smule monoton som pladen skrider frem og med en spilletid på omkring de 3 kvarter, så er det også som om der kommer lidt for meget fyld på – havde man skåret mere ind til benet, så havde man stået med en 5 stjernet udgivelse.

Jeg havde, eksempelvis, nok bare helt droppet den næsten 8 minutter lange, og repeterende afslutter “The National Anthem”. Jeg forstår sagtens pointen i det slæbende og gentagende nummer, men det ændrer ikke på, at bandet godt kunne have trimmet her. Selvom der er noget dejligt hypnotisk over den træge, trance-punkede atmosfære der bygges op.

I det hele taget er The Monoliths ikke bange for at udfordre lytterne lidt, bare ved nogle af sangenes spilletid. På første halvdel af pladen falder der eksempelvis et par numre, som varer henholdsvis 5 og 6 ½ minut. “As We Go Through” er den korteste, en ordentlig grumt brummende og storskrydende sag, hvor der bare spilles og råbe-synges forbandet HØJT, uden at det bliver sanseløs larm. Den giver mig lyst til at køre på boret knallert. “Song For Your Daughter” viser gruppen i deres mere melodiske og fængende hjørne. Vokalen sørger for, at det hele holdes lidt skævt og skurrende, mens melodien, roligt og behageligt bølgende får lov til at køre i afslappende cirkler – inden der, uden at tempoet stiger, syres godt igennem mod slut.

I den modsatte ende af spektret har vi numre som den 1 minut og 50 sekunder korte “Hypno Black Eye”, en rigtig tonser-punker og den mere klassisk 80’er råbe-punkede “Xenomorph”, der varer omkring 2 ½ minut. Sidstnævnte er egentlig et ganske underholdende indslag, men også et der bryder lidt med den overordnede stemning på albummet. På en måde, hvor man måske godt kunne have overvejet at gemme den til en anden lejlighed.

Så har jeg meget mere fidus til en anden “skævert” på pladen, der egentlig også skiller sig ud, men som på en måde opsummerer hele stemningen og tonen på The Monoliths meget godt. “No Energy” lever helt op til titlen, melodien slæber sig tungt fremad, døsig, stenet og led og ked af det hele. Det toppes af den maniske vokal, der ikke bare lyder træt af det hele og uden energi, men som om den er ved at brække sig ud over det hele. Det ender da også med spredte host, kvalte ord og en følelse af at det hele hænger en langt ude af halsen. Jeg ved ikke helt hvorfor det fungerer, men jeg synes det er superfedt.

Den går så over i førnævnte “Xenomorph”, så det er som om udgivelsen, i tone og udtryk, knækker en smule over her, hvilket forstærker følelsen af, at man måske bare skulle have haft trimmeren frem og barberet helt ind til den blege hud.

Alt i alt er The Monoliths dog en virkelig fed skive, og også en som på en eller anden måde bare virker større og bedre end dens enkeltdele – selvom den også er spækket med gode numre. Den er en af den slags plader, hvor jeg tænker, “jeg synes det her er pissefedt, men den er nok alligevel “kun” en 4-stjernet udgivelse”. Men en af den slags 4-stjernede udgivelser, som jeg bestemt vil finde frem med jævne mellemrum, skrue op på max og bare blive blæst igennem af fuldfed, olmt rumlende punkrock som åbneren “Throat Party”.

Fuck det er fedt.