Lørdag på Uhørt bød på masser af musik og indtryk. Her er første del om den ene dag vi nåede på årets festival, hvor du kan læse nogle generelle indtryk af festivalen og dens nye placering, samt anmeldelser af koncerter med Blue Demon, Boundaries og Rainbrother.
Flyttedag! Uhørt rykkede i år fra den grønne plæne, klemt inde mellem tung beton, på Refshaleøen og blev en ægte byfestival. Og lad os bare starte med at konstatere, at flytningen og de nye rammer på Enghavevej må betragtes som en stor succes på stort set alle fronter.
Festivalen føles nu langt mere sammenhængende og kompakt, hvilket var en af problemerne ved den gamle plads. Det virkede næsten som om der var for meget plads, i forhold til størrelsen af publikum. Det medførte nogle døde zoner og en følelse af at pladsen var lidt affolket. Måske ikke oppe foran ved scenerne, når musikken spillede – men ellers.
Efter en lidt tyndt befolket start på eftermiddagen, blev der relativt hurtigt fyldt godt op på Enghavevej. Her bredte Uhørt sig igen over 3 scener, den udendørs Royal Scene i midten og så henholdsvis de to indendørs, Skate og Volume, i hver ende. Det udendørs areal indrammet af gamle Vesterbro industribygninger, der gav det hele er lidt hærget, men retro-smart, atmosfære. Barer var der nok af, ligeså toiletfaciliteter af enhver slags og så var der også lige en høj, træterrasse lignende konstruktion i den ene side foran Royal, der fungerede som både bar og udkigspost.
Apropos bar, så holdt Uhørt fast i deres mere end rimelige barpriser, med 35 kr. for fadøl, 20 kr. for en sodavand osv. osv. fra de andre år. og ligesom tidligere bestod forplejningen også af mad fra de hersens foodtrucks, som jeg ikke har den store sympati for. Men udbuddet matchede vel efterspørgslen nogenlunde, så dem lader vi passere uden yderligere anmærkninger.
Ikke meget at brokke sig over hvad indretningen angik, dog kunne man overveje lidt flere siddepladser- der blev hurtigt lidt trængt. Og, ikke mindst, uden at lyde som et luksusdyr, men hvad med nogle varmelamper af en art hist og her? Med en jævn sidevind og fesent augustvejr blev det hurtigt en kold fornøjelse at trække frisk luft. Men, så kunne man jo trække ind i varmen ved en af scenerne!
Skate Scenen er, som det fremgår af navnet, kort og godt en indendørs skateboard bane, i dagens anledning udstyret med en scene i den ene ende. Det fungerede ganske upåklageligt, selvom de hvide rammer og indretningen så lidt besynderlig ud ved første øjekast og i dagslys. So bright! Det hjalp da mørket faldt på. Og så var det ellers stedet for de mere kuldesky, for hold da op en sauna det blev, når musikken spillede. Ikke på niveau med den lille, sorte svedboks på Refshaleøen, men varmt nok!
Og RIP svedboks, godt den er lagt i graven og kapaciteten tilpas stor indendørs nu, også på Volume. Det lignede nærmest et gammelt autoværksted, rent lokalemæssigt, og måske umiddelbart et lidt utaknemmeligt rum at lave lyd i? Det gik nu ellers ganske glimrende hele dagen igennem. Sidst på dagen var lokalet tilmed fyldt til godt og vel randen, så endnu en rigtig disposition fra Uhørt.
Hvilket bringer mig til, at succes og flere publikummer, hvilket det virkede som om der var, jo er skønt. Men der skal nok heller ikke lukkes alt for mange flere ind på samme areal, inden det kommer til at føles lidt klemt. Man forsøgte at modvirke det ved, at lægge koncerter på Royal og Volume samtidigt i primetime ved 22 tiden, men alligevel føltes Volume pænt pakket og flere gik da der kun var plads tilbage på kartoffelrækkerne.
Det var kun et problem på den lille indendørs sorte scene på tidligere festivaler, så alt efter hvordan man vælger at anskue det, så var det vel et tegn på, eller en bivirkning ved, publikumssucces? Jeg ville, måske, kigge på antal solgte billetter i år og sætte max kapaciteten lige deromkring – bare så alle rent faktisk har mulighed for at nyde musikken.
Det må man nemlig give Uhørts publikum, der udover en hulens masse upcoming musikere (så vidt jeg kunne spotte) og en vis portion branchefolk, består af nysgerrige sjæle der rent faktisk interesserer sig for hvad der sker på scenerne. Publikum virker meget opsøgende, og selvom det er en relativt “lille” festival kapacitetsmæssig, så ser man alligevel alt fra metalhoveder, over indiefolk, til hiphoppere, børnefamilier og bedsteforældre. Vel at mærke til samme koncerter.
Og så er flokken nogenlunde disciplineret. Kun enkelte gange gik der snakkeklub i den under koncerterne, og da var det næsten forståeligt, selv om “baggrundssummen” naturligvis tog til efterhånden som skaren voksede i antal. Men overordnet virkede det sgu som om folk kom for at høre upcoming musik, og ikke dem selv knævre løs. Tak for det.
All you can eat buffeten
Musik for fanden! Ja, lad os (endelig?) komme til det, det hele egentlig handler om, især når omgivelserne spiller, nemlig musikken – den skal jo også spille. Jeg roste tidligere på ugen Uhørt for et, med GFR briller på, stærkt og godt sammensat program. Det vil sige, at der var op til flere kendinge fra vores anmeldelsesspalter blandt de optrædende, og igen i år sådan en følelse af, “dem ville vi måske også selv have booket, hvis vi skulle lave en festival”.
En ting er dog hvad der ser godt ud på papiret, og hvad der fungerer i praksis. Programmet er i sin natur lige så broget som publikum, det giver lidt en flimrende oplevelse med mange smagsindtryk, som en all you can eat buffet uden noget større samlende tema end bare “mad”. Det kan godt give en lidt urolig mave, hvis man vil smage på så meget som muligt, på kort tid.
Jeg var endnu engang forhindret i at deltage fredag på grund af job (næste år tager jeg sgu fri!), så jeg guffede i mig ganske uhæmmet lørdag, indtil der bare ikke var plads til mere. Derfor kan det også være lidt vanskeligt ikke at lade forrige indtryk smitte af på det næste, koncerterne ligger relativt tæt – og der er ikke altid tid til lige at tømme hovedet.
Så med forbehold for lidt slørede smagsløg, her følger nogle indtryk fra de første koncerter jeg så. Resten gemmer vi til i morgen, jaha, vi strækker materialet lidt ud. Der kan du blandt andet kan læse om Gottschalk, BAEST, Fugleflugten, Ivy Crown og lidt mere Bæst.
Blue Demon, Skate Scenen ★★☆☆☆☆
Da jeg sidste år anmeldte EP’en Sphere of Rock ‘N Roll fra Viskinde søskende duoen Blue Demon, svævede bandet rundt i netop en sfære af rock ‘n roll. Den rendyrkede rock var ikke til stede, men der var nærmere tale om en slags flydende lydcollage, der rummede ekkoer af alt muligt fra rockhistorien.
Et år senere, og live, viste Blue Demon sig som en noget anderledes musikalsk størrelse. Nu i fuld bandudgave og med en sætliste der var domineret af numre fra deres kommende EP og helt nye sange, så allerede der var vi væk fra det udgangspunkt jeg havde. 5 mand høj, med et visuelt udtryk der ikke ligefrem var stil- eller farvekoordineret.
Det kunne jo så egentlig også være ligegyldigt, for det Blue Demon jeg var bekendt med virkede som om, at de var en “musikken kan tale for sig selv” konstellation – resten er sådan set ligegyldigt. Det ville nok også have fungeret, hvis det ikke var fordi Blue Demon lyder som om de er midt i et større stilskifte. Den sfæriske “rock” var næsten væk og nu erstattet af noget der nærmede sig Heartland rock?
Første nummer, der endda indeholdt en omgang solid mundharmonika fra kvinden i front, Maria Viskinde på keyboard og vokal, lød som en lidt sjov blanding af Springsteen og noget støjrocket. Ikke helt uinteressant start, men dog lige fik mig til at løfte øjenbrynet.
Og bandet forsatte søreme i nogenlunde samme spor, med lidt elektronisk understrøm hist og her, som en rest af lydcollagen, men ellers stod den på et langt mere direkte rockende udtryk end forventet. Og med bandets næsten ikke-eksisterende performance og sceneudstråling in mente, så er det ikke nødvendigvis en positiv udvikling. Den stil Blue Demon ligger for dagen nu, hvor der er mere smæk på og musikken mere direkte, kræver i min optik mere karisma og en udadvendt optræden på scenen.
Blue Demon virkede, med undtagelse af en kvindelig trommeslager der lignede en, der var ude på at uddele seriøse prygl til gryderne, næsten en introvert undskyldning for dem selv. Understreget af Viskindes noget kejtede og famlende små udbrud mellem numrene, der lød som om de blev leveret mere “fordi det skal man jo” end af lyst. Så er det nok bedre slet ikke at sige noget, eller lade musikken tale for sig selv – hvis den ellers lægger op til det!
Nyeste/kommende single “Hollywood” illustrerede fint, at Blue Demon befinder sig lidt i limbo lige nu. En langsomt udviklende og repeterende sag, der bestemt ikke lyder som et oplagt hit og lider, som resten af de nye numre, af at den mangler noget gennemslagskraft. Jeg savnede i den grad mere markante numre.
Efter et par og tyve minutter var det allerede slut, selvom bandet, ligesom resten, havde 30 til rådighed. Jeg vil ikke engang kalde det afbrudt samleje, mere en omgang fumlen rundt med tøj på, der aldrig blev rigtig spændende, desværre.
Boundaries, Volume Scenen ★★★☆☆☆
Hurtigt over til den anden indendørs scene, hvor de semi-hypede post-punkere/new wavere Boundaries stod klar til at vise hvorfor de allerede har fået airplay på P3 og P6. Hvis jeg skal gætte, så er det på grund af en studieindspilning og ikke en liveoptræden.
Ja, det kan jo lyde lidt hårdt sagt, men der var kort og godt ikke meget ved Boundaries knap 30 minutter på scenen der i afgørende grad viste mig, hvorfor netop de, og ikke et af de utallige andre danske bands, med nogenlunde samme lyd, fortjente spilletid i national radio. Tids- og genretypisk britisk post-punk/wave, med et lille moderne touch, uden nogle sange som for alvor brændte helt igennem live, eller satte sig fast.
Konferencieren annoncerede inden koncerten, at han havde talt det til 21 pedaler fordelt på tre instrumenter. En skam man ikke rigtig kunne høre, hvad de så blev brugt til. I hvert fald ikke til at skabe et rigt, nuanceret og dragende lydbillede, det lød som den slags nu lyder – alvorlig musik, spillet med en alvorlig mine på!
Bandet havde dog et lille es i ærmet i form af en lidt akavet forsanger, med en lettere særpræget udstråling og gestaltning på scenen. Stemmen var, igen, typisk for genren, mørk, plaget og seriøs, ikke nogen stor stemmepragt som sådan, men tilpas velfungerende. Til gengæld var den høje mand ret skæg at betragte, med lidt utilpasset mimik og kropssprog, en lettere kejtet og knugende kropsholding og bevægelsesmønster, som om tøjet lige var lidt for kort og strammede, mens frisuren også blev ved med at drille. Mod slut virkede det helt løssluppent, da det så ud som om han var ved at fare vild i sine egne pedaler, med et “pfff, fuck it” udtryk smurt ud over hele krydderen, inden guitaren blev lagt og nogle alternative dansemoves udført.
Det var, ærgerligt nok, lidt mere interessant at kigge på end den noget standardiserede sangskrivning og klang der prægede selve musikken. Den del af gruppens udtryk virkede kort og godt for begrænset lige nu, slet ikke dårligt eller dårligt udført, men hørt mange gange før – og bedre.
Rainbrother, Volume Scenen ★★★★☆☆
Så var det straks en helt anden oplevelse at se Rainbrother folde deres folkrock ud. Her var der i hvert fald tale om et band, hvor man kunne mærke liverutinen dryppe ud af højtalerne. Og et band der nød, at stå på en scene, på den der naturlige måde som nogle bands bare har – jeg er ikke sikker på det kan læres?
Det var måske også grunden til, at bandet gik hele 10 minutter over de planlagte 30, og sikkert, uden problemer, kunne have spillet 30 mere – nu havde de jo for alvor spillet sig rigtig varme!
De blev introduceret som en blanding af noget 90’er rock og den små-psykedeliske del af 70’ernes folkscene, en beskrivelse der ud fra koncerten virkede ganske passende. Jeg anmeldte selv gruppens debutalbum, Tales From The Drought, tidligere i år, en udgivelse der på en måde virker som én lang, flydende bevægelse. Som en musikalsk flod der flyder ud mod havet, eller ud i et udtørret floddelta og spreder liv. Live var bandet en anelse mere spraglet og strittede i flere retninger. Det mindede mig på en eller anden måde om The Greatful Dead møder Pearl Jam og spiller Neil Young og Pink Floyd. Hvis det giver mening…
Nu skrev jeg “debutalbum”, men der er altså tale om nogle relativt rutinerede musikalske kræfter, hvor forsangeren Bjarke Bendtsen blandt andet har en række udgivelser under navnet The Migrant bag sig. Og rutinen skinnede klart igennem, matchet af noget der bare lignede oprigtig spilleglæde – hvilket igen smitter af på hele oplevelsen. Det virkede både levende og vibrerende og samtidig enormt sikkert. Især den ikke så høje bassist tårnede op på scenen, han var simpelthen en glædesspreder af rang. Ikke nok med, at hans ansigt lyste op og hele tiden søgte kontakt med både folk på og foran scenen, men det virkede som om han danse/trampe/steppede hver en tone ud samtidig med, at han spillede, uden at det kom til at ligne en cirkusoptræden. Fornøjeligt!
Jeg kunne godt have ønsket mig en lille smule mere brug af vokalharmonierne, som dukkede op i første og sidste nummer, de sad lige i skabet. Men alt med måde og tilpas dosering, og alt det der. Ligesom Rainbrother, lettere spraglet konstellation eller ej, måske stadig virker som et band der mangler at finde ud af helt præcist hvilket udtryk de skal have.
Et enkelt nummer, nummer to i sættet, var decideret kedeligt, og så var der et med en ret tydelig 90’er rockklang, inden “Warriors” leverede uptempo, solbeskinnet psych der svævede fint afsted. Pludselig blev der sunget på dansk i den lidt tidstypiske dansker-psykedeliske “Sand”, inden det blev mere mørkt og konfronterende i næste nummer. Aldrig decideret rodet, men en lille strømlining af lyden og stilen ville nok ikke skade – i hvert fald hvis “pakken” skal sælges bredere og bandet nå længere ud.
Men jeg var alt i alt rigtig godt underholdt over de 40 minutter, der ikke føltes 10 minutter for langt.
Og så tager vi lige en pause og er tilbage med resten i morgen, hvor vi skal have både toppen og bunden af karakterskalaen i brug. Cliffhanger!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR
Have to sat that My weekend in Copenhagen Just turned into a stunning time at Uhort. Do you know if Baest and Ivy Crown are going to visit France?