Home Anmeldelser Apparatus: Cthulhu I-III (EP) ★★★★★☆

Apparatus: Cthulhu I-III (EP) ★★★★★☆

1757
0

Metalbæstet Apparatus har over det seneste år udsendt 3 EP’er, der viser et mørkt band der er inde i en transformationsperiode. Fra det okkulte og næsten uforståelige, over mod noget mere hardcore og doom-orienteret. Vi er taget med på turen og anmelder her de 3 EP’er samlet.

Det giver nemlig mening, at anskue de 3 EP’er som kapitaler i en større fortælling, og som et kontinuerligt ekspanderende musikalsk univers, som vinder på at blive hørt ud i et. Enkeltvis er de 3 EP’er også ganske glimrende, om end en smule korte i den forstand, at de lidt føles som brudstykker af noget større. Måske er det fordi man ved, at der er 3 EP’er, at den følelse opstår, eller forstærker den?

Da jeg for omkring 2 ½ år siden anmeldte Apparatus’ debutalbum var jeg ude med 5 stjerner, også selvom jeg ikke helt forstod alt hvad der foregik i den mareridtsklingende musik. Det var måske ligefrem noget af charmen, i hvert fald var det en både udfordrende og lidt udmattende oplevelse, at lægge ører til de ambitiøse toner, der stedvis nærmest antog en “anti-musikalsk” karakter.

På det punkt er der sket en tydelig udvikling hos Apparatus, der helt overordnet er blevet en lidt mere tilgængelig størrelse. Det er stadig ondt og mørkt i sin grundtone og kan frembringe en trykkende atmosfære og ubehagelig stemning, der giver svedige håndflader, men selve musikken er ikke længere så fremmedartet og other worldly som på debutten. Det skyldes, at der nu er nogle ret fremtrædende elementer af metallisk hardcore og doom, at finde i bandets lyd.

Faktisk kunne man næsten kalde den gennemgående lyd og stil på Cthulhu I “hardcore doom”. EP’en består af 4, relativt korte, numre (kaldet I-IV, den nummerering forsætter på de resterende EP’er) med en samlet spilletid på omkring 17 minutter. De lyder kort og godt som hardcore spillet som doom – eller uptempo doom, hvis det overhovedet er en ting?

Det er jo et eller andet sted to modpoler indenfor samme dunkle krog, hvor hardcoren er kendt for sit flintrende tempo, bistre vokal og toner man kan rive sig til blods på, mens doom normalt foregår i et noget andet tempo og tungsindigt, knugende udtryk. Her mødes elementerne på en måde på midten, uden at det lyder som et kompromis, så det vitterlig lyder som hardcore og doom spillet på samme tid – og ikke ovenpå hinanden. Jeg synes blandingen fungerer overraskende godt, uden at det mudrer sammen eller trækker for meget i hver sin retning. Svagheden er her, at Apperatus måske lige mangler nogle lidt mere mindeværdige numre at hænge det hele op på.

Hvad der mangler af numre der skiller sig markant ud, udover “II” og dens brug af noget der lyder som et munkekor fra helvede, vinder Apparatus næsten tilbage med den overordnede følelse der gennemstrømmer numrene og binder det hele sammen. Det er indbydende ondsindet, og selvom det er en kende mere tilgængeligt end tidligere, så gives der stadig ikke ved dørene.

Cthulhu II forsætter med sangrækken V til VII, en sang mindre end første EP, men spilletiden er stadig omkring de 17 minutter. Åbneren, ‘V’, der lyder som om den starter lidt inde i et nummer, holder sig på lidt over 5 minutter. Effekten ved, at det lyder som om ‘V’ allerede er gået i gang når den starter, er at den farer lige i flæsket på en, man når ikke rigtig at orienterer sig, pulsen ryger straks i vejret og Apparatus har overraskelsesmomentet på deres side.

Her forsættes stilen fra første EP, men det er som om bandet har samlet lidt mere “mod” og skruer lidt op for samtlige virkemidler. Det lyder både lidt mere forrykt, rabiat og på randen af et sammenbrud, men på en eller anden måde næsten også mere… melodisk? Den efterfølgende ‘VI’ åbner meget dynamisk og tempofyldt, men knap et minut inde i det lidt over 4 minutter lange nummer, bremser Apparatus op, lader en doom’et tåge sænke sig inden sangen igen bider fra sig med et black metallisk ridt ud over stepperne.

Dette tiltagende vanvittigt klingende ridt bringer os hen til den 8 minutter og 22 sekunder lange afslutning på Cthulhu II. På ‘VII’ får doom metallen for alvor overtaget, tempoet falder drastisk, stemningen bliver mere undergangståget og formørket og musikken mere slæbende og dundrende. Nu lyder Apparatus for alvor som et udefinerbart bæst, der gemmer sig, savlende og knurrende, i åbningen til en kulsort hule.

Roen sænker sig mod slut, trykket letter og det hele lysner måske en smule som EP’en rinder ud og bringer os over til Cthulhu III, der blot består at ét, 13 minutter langt nummer. ‘XI’ er, som spilletiden nok antyder, en ret ambitiøs størrelse, der hvor enkelte sange bliver til et helt lille værk i sig selv. Vi skal 2 ½ minut ind i sangen inden selve musikken rigtig begynder. Da virker den til gengæld også som et dybt, højt brøl der med et afbryder de stemningsopbyggende flader og spredte lyde fra instrumenter og ukendte lydkilder, som udgør den soundscape lignende intro.

Og så slår bæstet i indgangen ellers til og hiver dig med ind i hulens rædselsvækkende mørke. Kortvarigt slippes grebet, musikken stopper op og bliver mere kredsende og antydende, så det føles som om du står helt alene i et mørkt rum, uden at kunne ane omridset af noget eller har en fornemmelse af højde, bredde og dybde. Nu vender bæstet tilbage…

Den bistre og hysteriske hardcore vokal og den dybe dommedagsgrowler, der har skiftedes til at fører ordet for Apparatus på de 3 udgivelser mødes her i en slags mørkets duet, hvor de står for hver deres nuance. Sangen bliver herefter, for en kort stund, næsten Pink Floyd’sk i sit udtryk, inden helvede bryder løs og en sort metallisk syre og sammenbrudsstemning, med de to vokaler gjaldende ud af den musikalske implosion, leder os mod den sidste afgrund.

Det er temmelig ambitiøst, det Apparatus kaster sig ud i på Cthulhu III og dermed måske også mere i tråd med debutpladen end med de to forrige EP’er, men de inkluderer også de elementer der blev introduceret på disse i ‘XI’. Så det virker ikke som en decideret tilbagevenden til udgangspunktet eller bandet oprindelige form, men nærmere en slags genfødsel eller reinkarnation.

Hvor dette “next level” bæst skal eller vil bevæge sig henad tør jeg ikke spå om. Apparatus fremstår både som et meget ambitiøst og kompromisløst band, men også et der rummer en masse selvmodsigelser. Og en del kræfter der et eller andet sted trækker i ret forskellige retninger, men alligevel har en form for fælles mission eller højere samhørighed. Dermed er Apparatus også lidt en anakronisme, men ikke en, der ender med at blive selvudslettende eller direkte usammenhængende. Der er bare virkeligt mange elementer og stemninger i spil her, noget der får musikken til at fremstå som en proces. Eller en rejse. Mod et eller andet ukendt.

Det er også det disse 3 EP’er repræsenterer som samlet værk. En rejse, både for bandet og i musikken. Hvorhen er jeg ikke helt sikker på, men uinteressant er det på ingen måde, tværtimod ret fascinerende og fængslende. Derfor ender vi igen på 5 stjerner til Apparatus, det her bæst er ikke helt som de andre, eller til at blive klog på.

Af Ken Damgaard Thomsen

Du kan lytte til Apparatus og downloade EP’erne på bandcamp

Previous articleHvass: Nightlife ★★★☆☆☆
Next articleGFR Anbefaler: Gutter City 2017

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.