Hvass har på debuten Nightlife begået et rumklangsfyldt album fyldt med sfæriske idéer. Men over 12 numre bliver det lidt langt i spyttet og albummet kæmper med at holde lytteren fanget.
Det starter godt efter den instrumentale prolog, ‘Awakening Ritual’ og ‘Ode to Nightlife’ kan minde lidt i stemning om et åbningsnummer af Nick Cave. Måske ‘Song of Joy’ eller ‘Wonderful life’?
I hvert fald har det den dystre stemning, båret af rumklang og klaver. Og ‘Awakening Ritual’ gør da også sit for at man kan nikke genkendende til de Twin Peaks-stemninger, Hvass henviser til i pressematerialet. Der er metallofon og alt muligt lækkert.Godt i gang er halvvejs færdig, men desværre så bliver den sult efter ”noget andet”, jeg personligt oplevede efter ‘Ode to Nightlife’s cirka syv et halvt minut ikke stillet.
Det er meget nemt at space ud under ‘Ode to Nightlife’ og den lidende, til tider næsten gryntende, vokal nærmest reciterer egentlig udmærkede tekster over en dyster klangflade af spacede guitarer, klaver, melodica/mundharpe, trommer, bas – og endda stryger til sidst.
Om numrene så er syv et halvt som ‘Ode to Nightlife’ eller godt ét som ‘Bended Spoons’ bliver derfor lidt mindre væsentligt. Det hele sander til i en meget ensformig, sfærisk lyd.
Selvfølgelig er det ikke et krav til alle plader, at der skal være et hit, men efter efterhånden mange gennemlytninger kommer jeg til stadighed til at bøvle med at kende numrene fra hinanden.
For at finde kvaliteterne i musikken, skal man derfor nok kigge mere i retning af de stemninger, der etableres. Og ja, det er stemningsfuldt, håbløst og køligt det hele.
Det får mig til at mindes da jeg boede i bofællesskab med en gut, der var meget fascineret af goth og hørte en masse undergrunds post-punk og grunge.Derfor tænker jeg også, at der for så vidt nok skal være et publikum til Hvass. For mig fremstår det dog som en negativ vinkel på ordet ’excentrisk’.
Visse numre får et nærmest undervands-præg og var det ikke for spekulative sangtitler som ‘The Lotka-Volterra Equations’ og ‘Negroni’, kunne man godt tænke at musikken var inspireret af H.P.Lovecraft (hvilket meget af min førnævnte sambos musik vidst også var).
Så. Hvis man er tosset med Nick Cave på ‘Song of Joy’, men synes det bliver lidt for vildt i de kraftige klaver-passager, og hvis man er dybt fascineret af rumklang og hvordan det kan få instrumenter til at fremstå kølige i klangen, så er det bare af sted med et lyt på Hvass.
Selv må jeg nøjes med at konstatere, at selv om det ofte er interessant at høre, hvordan folk kan lege med lyd og kommunikere igennem dette, så bliver det for ensformigt her. Og desværre også lidt kedeligt.
Men der bliver dog leget i fin stil – så tre stjerner tildeles, også med det faktum i mente, at jeg muligvis ikke helt forstår genren.
Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag
