Efter eksperimenterne med at lyde som et skramlet kassettebånd på Pligtens Blændværk EP’en, fortsætter Dine Isaksen på deres nye EP med at lege med analog elektronik, men også et mere lettilgængeligt udtryk.
Og lad det være sagt med det samme, det giver lidt mere ånderum til det stærke melodiøre, der sidder på frontmand Kasper Westeraa. Melodierne havde nemlig en tendens til at drukne i den skramlede støj på Pligtens Blændværk, og det syntes jeg i hvert fald var en skam.
1000 Graders Frost åbnes med ‘Sind Besat’, hvor analoge synths går fint i spænd med guitar, klaver og trommer og Westeraa’s tekst om et mørkt sind. Her er der også lagt en kvindelig andenstemme ind, som supplerer Westeraa’s i denne omgang mere distancerede vokal. Altså mere distanceret end den mestendels blev praktiseret på for eksempel det selvbetitlede Dine Isaksen debut-album, hvor følelserne sad mere udenpå tøjet. Synthsene fylder måske lidt for meget i lyden for min smag, men ellers er det en ret velfungerende sang.
Lyden er også kølig og distanceret på ‘Nye Løgne’, hvor den kvindelige andenvokal igen er fremtrædende, men ellers, ud over et “uuh-uuh-uuh”-stykke i indledningen og mod slutningen og det diskrete tangentspil, er det et nummer, som ikke gør det store væsen af sig, og ender som det mest undselige på EP’en.
‘Hong Kong Café’, som følger efter, slægter debutalbummet mere på end de øvrige numre – her er guitaren tilbage som lokomotiv for Dine Isaksens udtryk, og Westeraa’s vokal har følelserne tættere på overfladen. Her er endda en guitarsolo, og et sejt trækkende tempo, hvor man hele tiden tænker at guitaren kunne bryde ud, men det holdes kontrolleret hele vejen.
Det er altså en omgang lidt blandede bolcher stilmæssigt Dine Isaksen leverer i denne ombæring. Og det bliver ikke mindre varieret af EP’ens sidste nummer, ‘Sind Besat (reprise)’, som er en instrumental fortsættelse af åbningsnummeret og samtidig outtro for EP’en, hvor elektronikken og rytmen hen ad vejen overdøves af en mere og mere disharmonisk messingblæser. Et eksperiment jeg umiddelbart ikke havde meget fidus til indledningsvist, men det er vokset på mig – et instrumentalnummer, som fungerer fint på egne præmisser og på en måde også binder en sløjfe på EP’en.
Det er tydeligt at Dine Isaksen stadig er en form for musikalsk eksperimentarium, hvor der ikke nødvendigvis er langt fra idé til indspilning. Samtidig er Kasper Westeraa både lyrisk og melodisk en dygtig håndværker, men der mangler omvendt måske også melodierne, der for alvor sætter sig fast på 1000 Graders Frost. Dem synes jeg egentlig i højere grad gemte sig i støjen på Pligtens Blændværk.
1000 Graders Frost lyder som Dine Isaksen på vej mod noget nyt, igen, og det er bestemt prisværdigt med et projekt der nysgerrigt udforsker forskellige musikalske veje på en bund af sortsindede dansksprogede tekster. Men jeg sidder stadig med fornemmelsen af at projektet sagtens kan vokse yderligere – bandet har da også for nylig på facebook annonceret at de har skrevet nye sange (som de mener er deres bedste hidtil), og de er givetvis også et lyt værd når de ligger klar i indspillet form.
For 1000 Graders Frost (og hey, det kan da ikke lade sig gøre, total symbolik, maand!) lander vi på 3 pæne stjerner.
Du kan finde Dine Isaksen på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
