Så kom den dejlige regn endelig til Roskilde Festival, der fik sig en fugtig fredag. Ikke på grund af Father John Fugtig der nedlagde sig selv på Orange Scene (anmeldt separat), heldigvis nåede vi også andet musik. Der var country rock fra Karen Elson, singer/songwriter rock fra Angel Olsen og så cirkusrock fra Foo Fighters, der endelig fik givet festivalen den fællesskabsoplevelse den efterhånden trængte til.
Men først skal vil lige spole tiden et halvt døgn tilbage, hvor vi sad friske som to halv-gamle havørne og hamrede løs i tasterne, med mediekaffe i lind strøm. Vi skal hilse at sige, at man kan se på mediefolkene, at de har været igang herude nogle dage. Forfærdeligt “festival-fjæs” hele vejen rundt, også hos dem der først kom onsdag.
Nuvel, vi havde faktisk lidt travlt, på en måde, da vi havde en interview aftale med Lauri fra finske PH/MR Peter Hayden Band, der spiller på Gloria lørdag aften, klokken 22.30. Så vi skyndte os at forpleje noget bornholmer pølse i medarbejderområdet, hvor man også kunne sidde i tørvejr og tænke lidt over hvad man var i færd med at gøre mod sig selv. The shame…
Finnen var lidt forsinket fordi han missede et lift fra det hotel i Ballerup, hvor deres manager af en eller anden grund, han vidste det ikke, havde fået dem indkvarteret, men vi fandt hinanden. Interviewet, som er holdt på engelsk så alle kan være med, kan læses andetsteds på siden.
Herefter tog vi, for en gangs skyld, det lange ben foran, og ilede, rundt om de værste vandpytter og lidt begyndende pløre, mod Pavilion Scenen. Her blev der serveret eftermiddags-countryrock fra Karen Elson kl. 14.15
Karen Elson, Pavilion ★★★☆☆☆ (Jonas)
Karen Elson, tidligere gift med Jack White, i øvrigt, mødte lidt af de samme udfordringer som Hamilton Leithauser dagen før, da regnen drev et snakkesageligt og ukoncentreret publikum ind under teltdugen. Det hjalp heller ikke at Elson fik spændt ben for sig selv ved hele tiden at skulle stemme sin guitar. Så det blev kun i momenter hendes fine vokal fik lov at lyse op, og hun for alvor gav los på scenen.
Tilskuerne snakkede, Elson forsøgte at fange opmærksomheden med et par mere eller mindre velfungerende forsøg på at være sjov, og selv om der et par gange var tilløb til at Elson og hendes i øvrigt velspillende band, med harpespiller, fik vundet publikum over, blev det ved tilløbene. Når Elson var god, var hun ellers rigtig god, eksemplificeret med ‘The Ghost Who Walks’, men det var som om for stor en del af sættet bevægede sig i et for adstadigt folk-rock/pop-noir tempo, som altså ikke formåede at overdøve eftermiddagspublikummet.
Herefter fik vi os en slapper, siddende i tørvejr under Pavilion teltdugen, mens Of Mice And Men begyndte at stille op og banke løs på trommerne. Metalcore var dog, efter en kollektiv, men hurtig, beslutningsproces nok lige lidt for voldsomt til vores dagsform på daværende tidspunkt. Jeg (Ken) havde også gang i en nøje planlagt og timet hvidvinsbrandert, der helst skulle peake under Father John Misty, så ingen svinkeærinder!
Og så endte vi alligevel til regnvejrs-afrobeat på Orange Scene, hvor Seun Kuti og… øhhhh… rigtig mange musikere på spændende instrumenter spillede op til dans. Kuti selv virkede veloplagt, og slog nok Father John Misty i konkurrencen om at være den mest velklædte mand på Orange denne dag. Stilen var rød med sorte kanter, skjorte og matchende bukser i silke (?), like a boss! Kuti jokede lidt mellem numrene, fortalte om alvoren i andre, blandt andet et der blev spillet for at ære forfædrene og deres kamp for de rettigheder han havde idag. Det blev dog kun til 40 minutters ganske smittende rytmer til os, så begyndte vi at trække, og glide, mod Avalon, hvor der var dømt rock fra Angel Olsen kl. 17.00.
Angel Olsen, Avalon ★★★☆☆☆ (Jonas)
Åh ja, så stod man igen i et telt med et snakkelystent publikum. Angel Olsen lagde ellers energisk, nærmest slacker-rockende, ud efter den indledende dronende opbygning, med ‘Shut Up Kiss Me’, og det lod til at hun ville få publikum med, da hun noterede at “it’s rainy outside and I feel sexy inside”. Men så var det som om hun begyndte at tabe momentum med nogle mere stille sange, blandt andet ‘Acrobat’ og ‘Sister’, som publikum ikke fandt interessante nok til at tie stille under.
Det virkede også til at hyle Angel Olsen lidt ud af den, og hun blev lidt bestemt i det, og bad simpelthen publikum om at gøre hende en tjeneste; “will you shut the fuck up?” Det var sådan en velfortjent nok skideballe, men publikum er jo altså en stor organisme, og hvor det lod til at have virkning forrest, gik snakken hurtigt lystigt igen bagerst i teltet. Olsen havde egentlig løsningen på sine læber, da hun spurgte om de skulle spille “something loud”, men i stedet blev det, måske i trods, til endnu et par stille ballader, og så fes den performance ud. Synd for Olsen og band, det var deres sidste optræden på en to måneder lang turné, og synd for den del af publikum som gerne ville lytte.
Så var det ellers blevet Misty tid på den duggede plads, hvidvinsbranderten peakede ikke helt som planlagt her, måske fordi koncerten var en skuffelse. Eller, egentlig lidt som jeg havde forventet det, det kan man læse mere om i anmeldelsen HER
Så var der jo ikke andet for end at se om man kunne peake under Foo Fighters og deres rockshow kl. 22.00. Og ja, det kunne faktisk lade sig gøre!
Foo Fighters, Orange Scene ★★★★★☆
Jeg er ikke decideret fan af det amerikanske rockband, men jeg hader dem heller ikke – men kan sagtens sætte mig ind i begge disse to yderpunkter. På flere måder viste den over to timer lange koncert på Orange Scene både de gode og dårlige sider ved bandet, som blev anført af en meget veloplagt Dave Grohl. Men i bund og grund var det pisse lige meget hvad man syntes om Foo Fighters og deres bud på rockmusik i den underholdende ende af spektret. For det de gjorde, virkede og skabte den rockfest som Roskilde både hungrede efter og fortjente.
Det er ikke stor kunst, og tricksene er også velkendte, men det virkede fuldstændig efter hensigten og gav masser af anledning til brølende fællessang, hvor folk kunne skrige om kap med Grohl, der ikke har den største sangstemme, men RÅWE det kan han da. Der blev hujet, danset, råbt og sunget i det tiltagende mørke, som om den enorme publikumsskare havde sparet op og bare ventet på muligheden for at lukke dampen ud.
Bandet startede som lyn og torden, som om de, modsat Misty tidligere på dagen, fattede hvor de stod og hvad opgaven var, med en 3-trins hitraket i form af “All My Life”, “Times Like These” og “Learning To Fly”, inden de slap gashåndtaget første gang med “Something From Nothing” og skruede op igen med “The Pretender”. Hold da kæft en fest, og var bandet forsat i samme tempo og hitrate, i stedet for at trække sættet op over to timer, så tror jeg flere i selskabet, mit eget inklusiv, havde festet sig halv ihjel på rekordtid.
Herefter mistede koncerten en smule momentum, måske forståeligt nok, men også fordi Grohl gik i gang med band introduktion, som af en eller anden grund indeholdt første vers af Alice Coopers “School’s Out”, efterfulgt af Taylor Hawkins på lead under en lidt ordinær “Cold Day In The Sun”. “Walk” og “These Days”, som lyrisk og hvad budskab angår er så banal, at den er svære at være uenig med, men nem at blive sur på alligevel, fik hævet stemningen gevaldigt i vejret igen. Folk VILLE bare Foo Fighters og deres rockfest denne aften, så de kunne nok have spillet hvad som helst. Så de slap også godt fra at dæmpe gemytterne med en noget langstrakt udgave af “Skin and Bones”. Man trængte dog også til en lille puster, efter at “My Hero” var ved at vende vrangen ud på pladsen og et eksploderende publikum lige inden.
Hvor “Skin and Bones” virkede noget lang i det, så var udgaven af Foo klassikeren “Monkey Wrench” endnu mere trukket ud, med flere stop and go’s undervejs. Hvoraf den sidste var så lang, at jeg i min peakende hvidvinsbuzz var ved at glemme hvilket nummer der var i gang, indtil det hele kom full circle og fik pladsen til at blive til en samlet masse igen. Det var klart fællesskabsfølelsen der var vinderen denne aften.
Det kan OGSÅ give en fed koncert, og ikke mindst en fed, samlende oplevelse, også selvom koncerten i bund og grund måske ikke var mere end “bare” god. Men det er skide lige meget når “Everlong” sparkes ud over pladsen med overbevisende virkning som punktum, for så kan forbehold og korslagte arme godt blive pakket væk. Var man villige til at lade sig begejstre og bare overgive sig til den folkelige rock og landskampagtige stemning, så var det her, uden diskussion, en 5-stjernet fest.
Ja, fest nok til at suge energien ud af to halvgamle festivalrotter som os, som ovenikøbet snart har været på festivalpladsen i en uge. Så vi flygtede fra kander med øl og venskabelige branderter, mod en madbod, hvor vi kunne få köttbullar med kartoffelmos og tyttebær. Og RUCOLA?! Det var hos Balder’s, tæt på Orange. Hæderlig portionsstørrelse, hæderlig smag, men…tja. Vi lander på 3 stjerner. Og prøver at forkæle os selv lidt mere lørdag. Det fortjener vi sgu!
Af Ken Damgaard Thomsen og Jonas Strandholdt Bach (Elson, Olsen + det løse)
Fotos: Jonas Strandholdt Bach
