Lørdag spillede aarhusianske BAEST på Copenhell, i aften (mandag) gælder det Rising Scenen på Roskilde Festival. Vi mødtes med bandet på mellemdagen, i går, til en lille snak om de to koncerter, forventninger, bandets hurtige opstigning på den hjemlige metalstige og et kommende debutalbum.
Lige ankommet til området foran Rising Scenen, hvor Barselona var ved at gøre klar til deres koncert kl. 15.30 fik vi besked om, at BAEST var klar til at snakke – lidt hurtigere end oprindeligt planlagt, men sådan går det i showbiz.
Området bag Rising Scenen var ikke meget mindre vindblæst end pladsen foran, og lydprøver og senere en koncert der gik i gang skabte visse udfordringer.
Den våde tur i Helvede
Vi lægger ud med det helt åbenlyse, deres regnvåde, men meget gode koncert på Pandæmonium Scenen dagen før, hvor det stod ned i stænger men bandet formåede at få publikum på deres side (anmeldelsen kan læses HER).
Bandet er rørende enige, det var en kæmpe oplevelse, trommeslager Sebastian går endda så vidt som at kalde det “ikke bare som koncert, men måske i mit liv”. Store ord, men der nikkes bordet rundt. Den ene guitarist, Svend, forsætter, “det var også bare overvældende at se hvor mange mennesker der kom strømmende, bare da vi stod og lavedede lyd”.
Lasse, den anden guitarist i bandet tager ordet, “det var sgu drømmen… living the dream”. Man fornemmer, at det har været en kæmpe oplevelse for bandet, man måske også en der stadig er lidt svær helt at sætte ord på og som lige skal fordøjes.
Bandet var, naturligt, lidt nervøse og spændte inden koncerten især da de så hvor våd scenen var, Svend tilføjer, “jeg var helt overrasket over HVOR våd min guitar var… dur den overhovedet så?”. Det gjorde den! Og hele koncerten kulminerede i en voldsom Wall of Death, der ligende et harmonikasammenstød mellem forskelligfarvet regntøj.
Der har dog ikke været lang tid til netop at fordøje, bandet landede på Roskilde tidligere på dagen, fik armbånd på og sat telte op og så videre, bandet agter nemlig at blive hængende hele ugen. For nogens vedkommende, andre skal hjem og arbejde, blandt andet Svend, der ellers “har gjort en lille tur ud af det”, men forklarer at han skal møde på sit job som pædagog onsdag morgen – der kunne han ikke få fri. Forsanger Simon skal også på tilbage på pædagog pinden (torsdag), “jeg tror bare jeg skal gå rundt som en zombie”. Så skal der fordøjes. Det er jo også en del af showbiz, især musikbranchen for et upcoming band. Der skal arbejdes hårdt, smedes mens alle jern er varme, men samtidig er man nødt til at holde hjulene i gang.
Manddomsprøven
Bandet har ellers redet på lidt af en bølge det seneste års tid, Sebastian mener, at dobbelt bookingen på Copenhell og Roskilde er et tegn på, at de er “et af de mest hypede bands i år”, og kigger man rundt på nettet hos diverse metalmedier har der da også være godt gang i gryderne siden bandet livedebuterede sidste år i april.
Svend forsætter, “vi havde tænkt, at det kunne være fedt hvis vi kunne prøve Copenhell og Roskilde indenfor en 3-4 år, men at det er sket indenfor det første års tid er helt vildt. Han forklarer videre, “jeg synes godt jeg kunne mærke at der var en rigtig god buzz efter vores debutkoncert på Royal Metal Fest sidste år, hvor der var mange der var rigtig begejstrede. Så blev vores første EP’er taget rigtig godt imod og vi spillede en masse koncerter, kunne mærke at det her var noget og arbejdede videre med det, også når vi har fået kritik for et eller andet”
Men hvad er forventningerne så til koncerten mandag aften kl. 21.30 på Rising?
Sebastian: “jeg antager, at der måske var flere dedikerede fans i går (lørdag på Copenhell, red.) end der kommer på Rising. Men det kan være der stadig kommer rigtig mange mennesker på grund af det gode spilletidspunkt. Når folk er fulde, så er der mange der pludselig synes metal er sjovt”. Lasse tilføjer, “og vi kommer altså med en fest, så jeg forventer egentlig at der kommer til at være godt gang i den”.
Bandet har nu heller ikke rigtig tænkt sig at gøre noget anderledes end de plejer, “det er bare en sætliste og en koncert”, Som Svend formulerer det og forsætter, “men det er en lidt anden produktion vi har med her. Den er samme, nye, produktion som vi havde med på Copenhell, men den kommer måske til at fungere lidt bedre her, fordi det måske er lidt mørkere og vi har vores eget lys med”.
Lasse forsætter, “det her er jo nok manddomsprøven”, selvom bandet oplevede stor feedback og folk der virkelig gerne ville snakke og hilse på, efter koncerten på Copenhell, “nu beviser vi hvad det egentlig er vi kan, og det skulle gerne skabe endnu flere ringe i vandet”.
Ringe i vandet
En af de ringe bliver et debutalbum, der er sat til at udkomme engang til næste år, hvor bandet da heller ikke ville have noget imod at spille på en større scene på Copenhell. Bare Hades, den kan de godt nøjes med i første omgang, bliver de samstemmigt enige om rundt om bordet, mens de første toner af Barselona begynder at fylde baggrunden af lydoptagelsen. Svend forklarer, at de netop er blevet spurgt i et andet interview, hvad de godt kunne tænke sig med henblik på fremtiden på Roskilde Festival, “vi svarede at næste år vil vi gerne på Apollo”…. den aarhusianske Escobar humor fornægter sig ikke. “Så tager jeg fri igen”, indskyder Simon.
“Vi har opnået alle mål vi har sat os”, lyder det fra Lasse, “alt for hurtigt” tilføjer Svend kækt, “det giver bare endnu mere blod på tanden og lyst til at sætte os større mål, og også udvikle os”, fortsætter Lasse. “Det har været rigtig fedt at få så store udfordringer, på så kort tid”, fortsætter Sebastian, “for man er blevet inspireret og blevet sammentømret, og fået lyst til at skrive nye numre. Det er fedt, for der er jo ingen af os der har været med i sådan noget her før”.
Hele skriveprocessen for bandet har været meget umiddelbar, EP’en tog et halvt år at skrive, og bandet synes det hele har udviklet sig meget naturligt på den front, netop fordi det har været så inspirerende at opleve det hele gå så forholdsvis hurtigt.
Sebastian forklarer, “jeg tror det bliver lidt det samme at lave albummet, selvom ingen af os har prøvet at lave et helt album før, men det kommer til at bære præg af, at vi nu er en mere sammentømret gruppe. Jeg tror det er godt at vi har haft så travlt, det kommer bare til at føles mere ægte på en måde og det vi skriver er det vi føler lige nu. Der kommer ikke noget ud, som vi ikke kan stå megameget inde for lige i det øjeblik det kommer ud”.
Hype og hårdt arbejde
“Vi bliver nødt til at køre med på den hype, der er”, siger Lasse og forsætter, “og det tror jeg måske der er en del bands der glemmer at udnytte. Det vil vi gerne udnytte”. Og så tog vinden pludelig parasollen ved det bord vi var bænket omkring og var ved at ramme en lille pige lidt væk, hvilket prompte fik Svend og Simon til at springe op og få det vinddrevne missil under kontrol.
Lasse forklarer videre, “vi har jo et eller andet sted ikke rigtig tiden til det her, men vi TAGER os tiden til det og bliver på en eller anden måde nødt til at finde den. Ellers så kommer det ikke til at ske”.
Bandet er dog også helt enige om, at det er det hele værd, selvom det er hårdt arbejde, “når vi har spillet en fed koncert er det altid DET værd”, siger Sebastian, Svend forsætter, “og vi kan se, at hvis vi arbejder hårdt, så sker der virkelig også nogle fede ting. Nu har vi set at Copenhell og Roskilde kunne lade sig gøre, så hvem ved hvad der sker om et år hvis vi bliver ved… der er ikke noget der ikke kan lade sig gøre for os lige nu. Sådan føles det i hvert fald”.
“På et eller andet tidspunkt kommer vi jo nok også til at opleve, at det hele bliver lidt mindre igen. Lige nu er det bare blevet større og større, men vi glæder os også til at skulle spille nogle mindre jobs igen”. Da kunne destinationen på et tidspunkt godt hedde Tyskland, forklarer bandet. Og inden længe, forhåbentlig. Lasse uddyber, “det bliver jo nok et skridt nedad, fordi det er et helt nyt publikum”, Sebastian tilføjer, “men det bliver spændende på en helt ny måde. Og så er vi lidt tilbage ved om det er det værd, jamen selvfølgelig er det det. Den dag det ikke er sjovt længere, så gør man det jo ikke”. “Eller også gør man det sjovt”, indskyder Svend
“Jeg er sikker på, når jeg kommer hjem fra det her, så skriver jeg tusind nye riffs”, funderer Lasse, “det ved jeg bare. Det kommer bare ud af fingrene og man kan ikke lade være”.
Og så ender vi tilbage ved den der Wall of Death fra Copenhell, som bandet igen sidder og bliver overvældede over. Den var måske det hidtil tydeligste tegn på, at ja, det ER det hele værd når man som BAEST tonser fremad.
Se forsættelsen i aften, når de skal prøve kræfter med Roskilde Festival.
Af Ken Damgaard Thomsen