Første dag på Copenhell viste festivalen fra sin bedste og værste side, nå ja, og det der midt imellem yderpunkterne. Musikalsk var en på papiret ret stærk dag i sidste ende en ret ujævn omgang, reddet på målstregen af System of A Down.
Ikke at de får nogen præmier for innovation og udvikling i 2017… men lad os spole tilbage til start.
Jeg får sikkert ørerne i maskinen på grund af nogle af de her anmeldelser, men det er mine oplevelser og det ER subjektivt farvet, ikke nødvendigvis sandheden – og det som mange andre oplevede. Så skulle den vist være på plads.
Først og fremmest er det jo altid en fornøjelse at komme tilbage på Copenhell, metalfolket er glade, det summede af forventning udenfor pladsen, hvor tiden indtil åbningen af portene til Helvede blev fordrevet med øl, musik og godt humør. Metalfolk i alle størrelser og afskygninger, som det plejer at være, man begynder endda at kunne genkende de tidligt ankomne fra år til år. Alt er som det skal være, alt er som det plejer.
Pladsen er udvidet i år, det vil sige scenerne er rykket lidt længere bagud, og en del af den gamle B&W hal er taget i brug, blandt andet til Tutten Bodega. Det viste sig hurtigt at være en klog, og meget nødvendig beslutning, for allerede tidligt på eftermiddagen virkede det som om der var pænt mange folk på pladsen. Og i løbet af dagen/tidlig aften nok også i en grad som man kunne kalde maksimum kapacitet i forhold til hvad området og indretningen er gearet til. Ellers skal de da i hvert fald få mere styr på elektronikken i barerne…
Nuvel, apparatets størrelse taget i betragtning, så forløb førstedagen nu nogenlunde gnidningsfrit rent afviklingsmæssigt, selvom der var lettere klaustrofobiske tilstande hist og her på pladsen. Tip: undgå at stå i kø ved barerne bag lydteltene, søg mod baren til venstre for Hades. Her oplevede jeg, selv under koncerter på scenen, ikke nogen kø overhovedet.
Og nu, i “real time”, har jeg valgt at gå i seng og sove på dagens oplevelser, i stedet for at knee jerke nogle anmeldelser ud, som jeg egentlig føler jeg har behov for at tygge på. Zzzzzzz…
Godmorgen! Så er jeg tilbage igen, dopet op over begge ører på kaffe, cola og postevand, endda med lidt mad i maven! Hvad siger mavefornemmelsen om gårsdagens koncerter, nu der er blevet hvilet, depoterne fyldt nogenlunde op og det hele har fået lov til at bundfælde sig?
Inglorious, Pandæmonium ★★☆☆☆☆
OK, det er et temmelig utaknemmelig job at blive kastet for de sultne (men stadig meget snakkesaglige) løver, som første band på en festival, men… De britiske heavy rockere, der trækker meget tunge veksler på koryfæer som Led Zeppelin og Deep Purple var godt nok lige ved, at blive spist og spyttet ud igen, godt gennemtygget af publikum, eller måske nærmere: ignoreret med et skuldertræk. De viste, i hvert fald indledningsvis, at de måske heller ikke havde format, eller evner, til mere.
Det kan lyde noget hårdt, men ikke desto mindre var det den fornemmelse jeg stod med, da bandet gik på og på meget kort tid virkede underligt malplacerede, så man tænkte de havde passet bedre ind som et nogenlunde hæderligt coverband i Biergarden.
Her vil jeg lige indskyde, at jeg faktisk synes deres to plader er ganske hæderlige melodiske tungrock skiver. Bevares, de er rene copycats på rov i rockhistorien og deres selvstændige idéer nærmest ikke eksisterende, men som baggrundsrock fungerer det fint. Men her var de altså så front and center, og deres numre og optræden tvunget ind i spotlyset, og da falmede de godt nok gevaldigt.
Det virkede under koncertens første halvdel som om størstedelen af publikum næsten ikke ænsede, at der stod et band på scenen og legede rockstjerner. Og det skyldes måske netop, at det virkede som et lidt kikset besøg i rock-klichéernes kravlegård, hvor man imiterer noget man har set og hørt – og tror at det er sådan det skal være. Især, den for genren ellers ganske velsyngende, Nathan James. Han syntes da helt bestemt, at han var rockstjerne, mens han spankulerede rundt i en bordeaux-farvet læderjakke (jeg havde en kæreste i slut-90’erne, hej hej Mette, som havde en der lignede den på en prik. Lidt distraherende) og et tørklæde i baglommen. Crip, Blood eller Steven Tyler wannabe?
Nuvel, han kunne da vride stemmebåndet og krænge nogle fine toner ud, men det virkede også en kende overgjort og påtaget – men det passer måske udmærket til genren. Han, og bandet, virkede dog ude af synk med omgivelserne og publikum. Det var ikke helt Randy Watson & Sexual Chocolate i Coming To America niveau, men det var stedvis faretruende tæt på.
MEN, det var som om band og publikum kom en del mere på bølgelængde under semi-balladen “Holy Water” og derefter fik hævet koncerten op fra en dumpekarakter. “Until I Die” ramte også nogenlunde plet mod slut i den 45 minutter lange koncert, men helhedsindtrykket var stadig godt under middel.
Så ville jeg egentlig have set hvad Everytime I Die havde at byde på, men fik forvildet mig over til Hades, hvor DevilDriver gik på klokken 15.00 foran en ganske betragtelig skare, det relativt tidlige tidspunkt taget i betragtning. Da valgte jeg dog, at tage den første “slapper” på bakken og oplevede koncerten siddende, småsnakkende med bekendte der begyndte at dukke op og sugende indtryk af den brogede flok på pladsen til mig. Så det virker ikke fair, at sige for meget til DevilDrivers præstation. Den var dog mere end godkendt, og selvom heller ikke de praktiserer banebrydende raketvidenskab på deres instrumenter, så fik de dog losset godt gang i de fremmødte foran scenen.
In Flames, Helviti ★★★☆☆☆
Jeg er som udgangspunkt ikke den store fan af disse svenske melo-død gutter, men anerkender fuld ud deres betydning for genren og at de, i hvert fald på et tidspunkt, var en del i vælten indenfor metallens verden. Det virker bare som en ret fjern fortid i sådan en omgang fin eftermiddagssol, i 2017. På en festivals hovedscene.
Udtrykket er gradvist blevet mere “poppet”, hvilket der absolut ikke er noget galt i, jeg kan godt lide pop. God pop. Det er bandets seneste halv-slappe udgivelse Battles ikke. Jeg vil ikke sige, at nogle af de numre de luftede derfra faldt igennem med et brag, men det fik da heller ikke ligefrem skabt euforisk stemning bland publikum – der ellers lod til virkelig gerne at VILLE hjælpe In Flames med at skabe en eftermiddagsfest til den tiltagende brandert.
Det lykkedes bare ikke rigtig med numre som “Wallflower” og “The End” fra den nye skive. Måske man skulle begynde at overveje, om det vitterlig er slutningen for bandet, eller i hvert fald deres berettigelse til at spille på festivalers største scene?
Mod slut fik gode gamle “Only For The Weak”, der altid giver mig lyst til at finde en hoppeborg og go to town, og “Take This Life” dog sparket en solid fest i gang. Så vi ender med en karakter på det jævne, for en lidt ujævn præstation, hvor man ikke mindst savner et perspektiv for fremtiden i det bandet foretager sig. En gennemgående trend for flere navne denne dag.
Carcass, Hades ★★★★☆☆
Også for de britiske veteraner Carcass, der gik på en halv times tid efter In Flames, på den lidt mindre naboscene, men med noget større format. Det var heller ikke her raketdoktorerne var indkaldt til at assistere med ny, cutting edge know how på scenen. Carcass har bare brug for deres gamle, ruste operationsværktøjer, så skal de nok selv klare sagerne. AMPUTATION!
Snak og hygge var der, modsat sidst jeg oplevede bandet, i et alt for stort Arena telt på Roskilde 2014, ikke så meget af. Først mod slut blev der hilst lidt, for der skulle kraftedeme bare kværnes løs med briternes nærmest patenterede grindcore/dødsmetal. Ikke så meget pis, af med lemmerne.
Det er ikke uden en vis virkning, om end det i længden også blev en kende monotont og lammende. Lammende på den måde, at det mistede lidt af sin ellers dejligt ubehagelige gennemslagskraft.
Og så kan man diskutere, fair eller ej, bandets betydning og så videre taget i betragtning, om selv den næststørste scene måske ikke var lidt for stor til bandet, eller nærmere fremmødet? Måske det ville have været bedre, for alle, at bytte rundt på Carcass og Frank Carter & The Rattlesnakes, der spillede næsten samtidig på Pandæmonium?
Nuvel, kompromisløs død i solskin, der aldrig gik helt i tomgang, men heller ikke fik knust samtlige knogler i min krop, det giver 4 stjerner.
Så var det ellers ved at trække op til et af festivalens største hovednavne, nemlig “supergruppen” Prophets of Rage, der består af 3/4 Rage Against The Machine, Chuck D fra Public Enemy og B Real fra Cypress Hill. Og dømt udfra fremmødet, og det resulterende pres på faciliteterne omkring Helviti, så var det lidt af et trækplaster for festivalen. Det er svært helt at sammenligne, og bedømme, men det virkede sgu næsten som om der var lidt flere folk til denne koncert, og de var mindst lige så meget oppe at støde, som under System of A Down senere på aftenen? (den koncert er anmeldt HER).
Prophets of Rage, Helviti ★★☆☆☆☆
Where to begin… det her kunne jeg virkelig, virkelig ikke lide eller bruge til noget. Jeg anerkender uden diskussion, at rigtige mange havde en enorm fest foran scenen, der var nærmest dømt 90’er tilstande i hoben af kroppe der blev sluppet fri og klaskede sammen. Og der stod jeg så, helt uberørt.
Eller, ikke helt, faktisk nærmere opgivende, tom inden i og slutteligt desillusioneret. Jeg kunne, som mange andre, godt lide Rage Against The Machine i 90’erne, jeg voldlyttede Cypress Hill i konfirmationsalderen og har også flirtet en del med den mere politisk orienterede rap som Chuck D er repræsentant for. Men det var dengang, det her er 2017 og jeg har ingen anelse om hvad der er sket i den mellemliggende tid, men det her virkede som et fuldstændig virkningsløst nostalgitrip for mig, når det ikke ikke lige kammede over i harmløst parole gøgleri, eller leflen for absolut laveste fællesnævner.
Virkede det efter hensigten? OH YEAH, folk gik, som forventet, og som det skal, pænt bananas til numrene fra Rage Against the Macine-bagkataloget, her fremført med svingende resultat af de to rappere. “Testify”, “Gorilla Radio”, “Bombtrack”, “Bulls On Parade” og afslutningsvis “Killing In The Name”, hvor mantraet “fuck you, I won’t do what you tell me”, næsten kom til at virke lidt tragikomisk.. eller som en selvopfyldende profeti og understregning af pointen?! Folk gjorde NØJAGTIG som de fik besked på. Hop, syng, “gå amok”.
En ting er, at de ikke har egne numre nok til at fylde et sæt og må gribe i rygsækken med egne, gamle numre, det er vel sådan set fair game. Også selvom det tog til overhånd og kom til at klinge af Rage Against the Machine Jam. Ligesom det vel sådan set så også er lige så fair, at man skulle have bidder af Public Enemy (“Take The Power Back” var et ret fint genhør tidligt i sættet), og Cypress Hill, B Real lignede forresten Yassir Arafat, men lød umiskendeligt som sig selv. MEN hvorfor fanden skal man trækkes med det absolut billigste trick i bogen, “Jump Around”?! Virkelig?? Det var det bedste I kunne komme på, eller det eneste?
For samlet set forstår jeg egentlig ikke pointen med dette projekt, udover at kunne tjene en skilling på at rejse lidt rundt, uden at behøve finde på noget nyt. Eller jo, jeg forstår udmærket pointen og budskaberne. For de er nøjagtig de samme, råbt og banket bombastisk afsted, som for 20-25 år siden. Man kan så påstå, at det ER pointer der er værd af gentage, og som, desværre, aldrig går af mode, men, for mig, kom det bare til at virke som nogle udtjente paroler, der forlængst har mistet deres oprindelige gennemslagskraft. Det er faretruende tæt på selvparodi når Tom Morello står der i sin koncertuniform med de obligatoriske røde stjerner på.
Tror han stadig selv på det? Brænder der stadig en revolutionær ild i ham? Så skulle han måske prøve at kommunikere det ud på en ny måde efterhånden? Der er, næsten, ikke noget mindre rebelsk og revolutionært end en gammel kriger der er kørt fast i en rille og bare gentager budskaberne, på samme måde, årti efter årti mens det hele bliver mere og mere udvandet.
Men det er, igen, min personlige oplevelse, og egentlig ikke noget der har noget med koncertens kvalitet som sådan at gøre – den var bestemt velspillet, de kan jo de numre i søvne. Jeg blev bare mere og mere katatonisk og bevægede mig længere og længere væk fra scenen mens mundvigene kom til at hænge i en tiltagende træls vinkel.
Store dele fik den fest de kom efter, det indrømmer jeg blankt, jeg selv havde en oplevelse der efterlod mig helt tom inden i. 1 stjerne for publikum og 1 stjerne for en ganske smagfuld hyldest til Chris Cornell med en instrumental udgave af “Like A Stone”.
Herefter gik jeg lettere nedtrykt rundt og endte ovre ved Pandæmonium, hvor Invocator gik på ved 20.30 tiden. De var kun en “måske’er” i mit program, da Saxon gik på Hades kl. 21.00, men nu jeg var der kunne jeg jo lige så godt snuppe et par numre. Det gik faktisk rigtig fint for bandet, men højdepunktet for mig var nok, at jeg faldt i en tilfældig snak med sidemanden (vi stod et stykke væk, så LIDT snak er ok) om metalscenen dengang. Han var dedikeret Konkhra-fan, havde været med i fanklubben og alt det der, så Invocator var jo, egentlig, fjenden, men selvom han var trve Konkhra mand, stadigvæk, så var Invocator jo fra Esbjerg, så det gik an. I hvert fald indtil han også skulle til Saxon. Det ved jeg ikke om han nåede, for jeg smuttede efter 3-4 numre.
Saxon, Hades ★★★☆☆☆
“And The Bands Played On” har Saxon et nummer der hedder, som de smed lidt over halvvejs inde i deres cirka 60 minutter lange sæt. Og det gjorde Saxon så, played on, som om tiden har stået stille i 40 år. Det har den ikke, men trods at tidens tand har hapset godt i bandet, så spillede de nu ganske glimrende og Biff Byfords vokal var overraskende frisk, alt taget i betragtning. Selvom der måske godt kunne slappes lidt af med den der ekko-effekt på vokalen, alt med måde, dudes.
Nuvel, Saxon var med i den første bølge af britiske heavy metal bands, der kom til at danne skole og blive en hel genre i sig selv, anført af Iron Maiden og Judas Priest. Og selvom man aner et tydeligt slægtskab, så formåede Saxon aldrig helt at matche disse to bands succes, eller for den sags skyld deres egen, indledende. Saxon er aldrig helt forsvundet, men har levet lidt en skyggetilværelse de seneste 30 år.
Det forstår man måske godt, Saxon virker, på godt og ondt, som et produkt af deres tid, og som om de aldrig helt er lykkes med at komme videre. Også selvom om et nyere nummer som “Battering Ram”, der åbnede koncerten på vellykket manér, lykkes med at lyde både helt klassisk, men kraftfuld og frisk nok på en lidt mere moderne heavy-rockende måde. I det hele taget kom bandet ret stærkt fra start, “Motorcycle Man”, der trods dens noget bedagede biker-rock klang fængede fint, fulgte efter, “Sacrifice” havde godt fat i publikum og “Power and the Glory” levede fint op til titlen.
Men så var det som om den gamle veteran motorcykel stille og roligt mistede fremdrift under “20.000 Ft” og nævnte “And The Bands Played On” og publikum også begyndte at miste interessen en smule. “Heavy Metal Thunder” og “Wheels of Steel” burde have været sikre højdepunkter, men det var som om bandet havde svært ved helt at få det til at lette, eller stille og roligt mistede interessen sammen med publikum? Så især sidstnævnte, der jo er lidt af en klassiker i sin egen ret, kom til at fremstå underligt halv-hjertet og uforløst.
Hvad pokker gik der lige galt der? Nå, det var nu heller ikke fordi bandet, selvom de spillede fint, virkede som om de overanstrengte sig, det samme med Byford i front, som aldrig helt fik engageret publikum 100%. Så det endte, desværre med, at afslutteren “Princess of the Night” blot var noget der skulle overstås, både for bandet og publikum.
Så gik der System of A Down (anmeldt HER) i den, skyerne dukkede op, og truede med et par korte byger under koncerten inden himlen åbnede sig under vores hjemtur til Herlev, hvor det var lige før koreaner-ekspressen havde brug for en vandtæt bund.
Hjem og fordøje en første dag med op- og nedture.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
