GFRock kigger tilbage på nogle plader vi ikke nåede at anmelde på udgivelsestidspunktet.
Forsangeren fra The Black Crowes er genopstået med et nyt band, men spiller stadig ærke-amerikansk bluesrock så man ikke skulle tro, at der var tale om en samling tynde, blege southerners.
I asken efter endnu en opløsning af Chris’ og brormand Rich’s gamle orkester, The Black Crowes, er opstået et lignende, velsvingende sydstats-ensemble, der fører arven efter den svedige og sorte blues videre. The Black Crowes var i sin tid inspireret af The Rolling Stones, der for alvor fik gjort blues-rocken “hvid”, og The Black Crowes havde deres storhedstid i start 90’erne med succesalbummet Shake Your Money Maker, hvorfra MTV generation sikkert kender hittet “Hard To Handle”. Kragerne udgav en lang række anmelderroste skiver, også efter gendannelsen i 00’erne, men gik for et par år siden igen på tidsubestemt pause. Rygterne siger at det var på grund af knas mellem brødrene.
Om navnet Chris Robinson Brotherhood så er en lille stikpille af en hilsen til bror Rich Robinson kan man jo kun gisne om, faktum er at gruppen i år forsatte nogenlunde hvor Black Crowes slap. Det har resulteret i udgivelsen af hele to plader indenfor få måneder i år, Big Moon Ritual i juni og The Magic Door i september. Vi nåede desværre aldrig at anmelde dem dengang, men det skal der så rodes bod på nu. Overordnet set bevæger vi os i, den for Chris Robinson velkendte, hippie-bluesrock genre, med en række storsvingende eller stemningsfyldte, ofte lange, numre, der hylder inspirationskilderne og de amerikanske musikrødder. Der er efter min mening ingen dårlige numre på pladerne, og det er generelt albums man sagtens kan sætte på til de kommende jule-familiesammenkomster, hvis man trænger til et skud hygge-rock, som formentlig ikke vil chikanere hverken tante, fætter eller mormor.
Big Moon Ritual
Juni måneds udgivelse indledes med stemningen af en lummer sommernat, med den næsten 12 minutter lange “Tulsa Yesterday”. Et fænomenalt nummer, som indledes med spacey klange til den stjernehimmel der glimter over én i natten, imens instrumenterne langsomt starter op og falder ind. Vi skal over to minutter ind i sangen før Robinsons karakteristiske lidt lyse vokal åbner ballet for alvor, stadig ekstremt velsyngende og her bakket op af diskret kor/dobbelt vokal i de mest indfølte øjeblikke. Herefter bevæger vi os ud på en fængslende musikalsk rejse, med små-psykedeliske afstikkere, men altid med sin solide blues-kerne inden for rækkevidde.
“Rosalee” fyres op med et velsmurt, sejt-vuggende groove, der bevæger sig ud i stoner-blues retninger med jævne mellemrum, imens Robinson besynger titelfiguren, endnu engang med en overbevisende vokalpræstation – det er både blidt, nærværende, lidt flabet og fyldt med nerve, på samme tid. Nummeret drejer i en mere sørgmodigt og længselsfuldt klingende retning halvvejs igennem de 9 minutters spilletid, og bliver nærmest til en slags afdæmpet syre-country, inden vi vender tilbage i det groovy spor fra første halvdel. Betagende.
Den ligeledes over 9 minutter lange “Star Or Stone” svæver indledningsvis af sted med en fin “country fortælling” fornemmelse, inden der går lidt løjerlig guitar slide i den. Nummerets største force er en dirrende og følelsesladet vokallevering fra Robinson, der bakkes fornemt op af guitararbejdet, på et ellers lidt stillestående nummer.
Det bliver logisk nok lidt mere blues’et igen på “Tomorrow Blues”, hvor guitaren indledningsvis hyler som en heartbroken coyote i månens skær. Men natten og sangen er lang for dyret og kræver endnu engang lidt semi-syret musikalsk leg fra The Brotherhood, inden nummeret rinder ud. Den efterfølgende “Reflections On A Broken Mirror” sætter tempoet godt ned – helt klart “hånd-i-hånd-i-natten” momentet på Big Moon Ritual. “Sometimes a broken mirror reflects back the paaaaaiiiin”, av av, gribende og smukke sager. “Beware, Or Take Care” forsætter lidt i samme hjertegribende spor, med en vokalmæssigt nøgen Robinson i front og et ekstremt atmosfærisk musikalsk bagtæppe, der hele tiden lyder som om det kunne eksplodere i et støjinferno det næste sekund. Der holdes klogeligt igen, og sangen svælger i stedet i den flotte, nedtonede, desperate stemning.
Big Moon Ritual og den lange følelsesladede nat afsluttes med “One Hundred Days Of Rain”, hvor tempoet ikke stiger, men til gengæld lettes den gennemgående tone en smule i kraft af mere optimistiske klange i melodi og vokal. Endnu et pletskud på en time lang plade uden forbiere. Selv om tempoet mestendels er lavt og “dovent”, så dirrer albummet af intensitet og stor nerve hele vejen igennem.
The Magic Door
3 måneder efter Big Moon Ritual udsendte Chris Robinson Brotherhood opfølgeren, der blev indspillet sideløbende med første album. Om det er en direkte to’er eller mere bør betragtes som en art “tilføjelse” til et’eren kan man diskutere – der er nok tale om den lidt mere sprælske tvillinge-lillebror. Der er dømt lidt mere fri leg og tempoet er sat en anelse op hist og her, end på den rolige forløber, så udgivelserne klæder hinanden glimrende.
“Let’s Go Let’s Go Let’s Go” sump blues’er pladen i gang, med dybt traditionel roadside blues, den kan du nynne og vippe med på fra første takt. Det er Robinson dybt inde i hans comfort/safe-zone, men det gør ikke noget, da det er så forbandet veludført og svedigt på den gammeldaws manér. Ikke så underligt, idet at sangen er et Hank Ballard cover. Lidt mere “trucket” bliver det på “Someday Past The Sunset”, hvor man kører i et jævnt kværnende tempo mod solnedgangen and beyond. Perfekt egnet til armen ud af vinduet, eller bare på armlænet, med en brewski i hånden, en smøg i kæften og hovedet lænet godt tilbage.
Den efterfølgende “Appaloosa” er én af to sange på The Magic Door, som er en genindspilning fra en af de seneste plader fra The Black Crowes (i dette tilfælde Before The Frost… Until The Freeze). Stil- og stemningsmæssigt befinder vi os mere i tråd med dele af materialet fra Big Moon Ritual, i forhold til de to første numre på denne plade. Den længselsfulde følelse, i et afdæmpet lydunivers, er tilbage og man svæver igen væk og suges helt ind i musikken. Suget ind bliver man også i den knap 14 minutter lange “Vibration & Light Suite”, der med mange stil- og retningsskift er lidt af et hippietrip, en utøjlet legeplads for mere skæve idéer, som danner et forunderligt pusterum bag den magiske dør. Den gennemgående strømning man trods udflugterne finder i nummeret, er næsten helt 70er soulet, pakket ind i bluesrock og americana.
Efter trippet rammer vi genindspilning nummer to, “Little Lizzie Mae”, som oprindeligt udkom på The Black Crowes’ Cabin Fever. En traditionel small town country-blues sag, lige til en whisky og et slag poker ved stambordet i saloonen. Ikke et ueffent eller dårligt nummer, dem finder man som nævnt ingen af på pladerne, men det nærmeste det vi kommer hvad jeg ville kalde en lille bagatel og Robinson på hygsom autopilot. “Sorrows Of A Blue Eyed Liar” lyder ikke kun trist i kraft af titlen, men er Chris Robinson Brotherhood i komplet nedskruet tempo. Ligesom tidligere emmer sangen dog af kraftfuld og sitrende stemning og indlevelse, så følelserne driver ned af væggene. Det er simpelthen forbløffende hvordan de gang på gang kan krænge sange som disse ud af hjertet – og det virker hver fucking gang.
“Wheel Don’t Roll” lukker The Magic Door, hvor bandet ruller endnu en omgang old school feeling ud i behersket tempo. Nostalgien og en higen efter yesteryear, bliver på passende vis de sidste toner fra traditionalisten Chris Robinson for denne gang.
De sidste ord
The Black Crowes har ikke levet forgæves, kan man konstatere, når man sætter disse to plader på. Men er man frisk på endnu en runde i det Robinson’ske lydunivers, så er Big Moon Ritual og The Magic Door ganske enkelt uomgåelige udgivelser. Alt er som det plejer at være, Robinson og hans kumpaner får ikke pludseligt “moderne” eller nye fikse idéer, men er stavnsbundne til klangen af et Amerika der efterhånden ligger adskillige årtier tilbage i tiden. Men det lyder bare så forbandet ægte, dybtfølt og ærligt – og strutter ikke mindst af dybfølt musikalsk overskud, der næsten ikke kan undgå at tø én op i vinterkulden.
Big Moon Ritual er den mere sammenhængende plade, hvor man har fornemmelsen af et gennemgående tema og stemning, og The Magic Door, der momentvis rummer lige så smukke stjernestunder som forgængeren, har lidt mere præg af et musikalsk frikvarter. Jeg vil anbefale, at man erhverver sig begge albums, de klæder hinanden fortrinligt. Big Moon Ritual og The Magic Door egner sig som sagte baggrundsmusik, men også til at skrue volumen godt i vejret, smide benene op og rejse ind i det frodige musikalske landskab der folder sig ud. Nyd den 5 stjernede tur tilbage til fortiden.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
