Home Artikler Fokus: Heartland Festival ’17 – på tur i programmet

Fokus: Heartland Festival ’17 – på tur i programmet

2534
0

Den kun anden udgave af Heartland Festival på Fyn afholdes snart, igen er det de idylliske rammer omkring Egeskov Slot der danner rammen og igen har festivalen fået sat et interessant program sammen. Et der ikke kun indeholder musik, og viser en ung festival der allerede har godt styr på profilen.

Det fornemmede man allerede sidste år, både på grund af programmet, foromtalen og skriverier fra festivalen, heriblandt fra vores egen Troels-Henrik der tog turen til Sydfyn og virkede temmelig begejstret. Både for indholdet men også for indpakningen og festivalens udformning.

I år er Troels-Henrik, desværre, forhindret i at deltage, så det bliver undertegnede der får lov til at smage på herlighederne på Heartland. Og det SER faktisk ret indbydende ud, det festivalen har linet op – på flere fronter. Selv for en der normalt ikke går så meget op i feinschmecker-oplevelser på festival, så kan jeg i hvert fald sætte pris på at det her virker ret gennem-tænkt og ført, samt at festivalen rent faktisk HAR en profil. Det var der andre i nabolaget der kunne lære af.

På Heartland virker det som om de prioriterer musik, mad og Talks, om ikke lige højt, det er vel stadig musikken der sælger billetterne, men så i hvert fald som en næsten ligeværdig del af den samlede pakke. Ikke mindst Talks-delen lader til, at have fået et løft efter det åbenbart blev en succes og noget af et tilløbsstykke sidste år. Og også bliver udvidet med nogle såkaldte Future Talks.

Det kan måske godt overraske lidt, hvorfor gider nogen sidde/stå og høre nogen stå og snakke på en festival, endda nogle personer man ikke umiddelbart forbinder med musik? Jeg har selv været lidt skeptisk overfor konceptet, men efter at have oplevet Talks-konceptet i lidt mindre skala på Rising Scenen på Roskilde Festival sidste år, kan jeg egentlig godt se fidusen i det. Det er jo ikke et foredrag, men en mere løs snak mellem nogle mennesker, der forhåbentlig har noget på hjertet.

Her har Heartland på papiret kørt nogle sværvægtere med ret forskellig baggrund i stilling, og endda været i stand til, at finde et par “scoops”, der kan konkurrere med musikprogrammets største navn.

Musik og snak på Heartland

Heartland har fået en ekstra dag i år og “tyvstarter” allerede fredag aften, hvor der godt nok ikke er fuldt program. Der er 4 navne på plakaten og eksempelvis ingen Talks.

Du får Velness Plader, som er et musikkollektiv fra Fyn, der har fået en del opmærksomhed det seneste års tid, ikke mindst en del airplay på P6 Beat. Til denne koncert optræder kollektivets navne sammen live for første gang, hvor du kan opleve Franske Piger, Sjæl i Flammer, Anders Boserup, Hong Kong, Kvindekamp og Ecstacy In Order.

Derefter indtager Ukendt Kunstner scenen, efterfulgt af den moderne R’n’B popkomet Alex Vargas, inden sangerinden Soleima sammen med Dark Matters lukker fredagen.

Lørdag d. 3/6

Hvis du er tidligt oppe, så kan du nuppe en talk mellem den tidligere CEO for Huffington Post, Jimmy Maymann og centerleder ved Center For Information (og Matador fan) Vincent Hendricks, der fra 11.00 taler om Fake News.

Det er nok lidt for tidligt til, at GFR’s udsendte kan nå det, så vi sigter efter en blød start kl. 12.45 med en samtale om Europas Identitet og fremtid mellem den legendariske filminstruktør Werner Herzog og den finske forfatter Sofi Oksanen. Så er vi ligesom i gang og varmet op!

Den snak skal nok skyldes ned med dagens første musikalske indslag, som bliver Bisse på Highland Stage kl. 14.00. Bisse har været næsten udsendt plader i samme tempo, som han er steget i graderne de seneste to år. Her er det blevet til ikke mindre end 5 udgivelser, nemlig den såkaldte Blod-trilogi, som Jonas var glad for i hans anmeldelser, et hiphop album og sidste års fremragende album Højlandet (masser af blandede Bisse-bolsjer i arkivet). En plade der var ved, at drukne i stjerner fra samtlige afkroge af landet.

Vi anmeldte den ikke, men den endte alligevel som mit favoritalbum sidste år. Det er simpelthen en sprogligt sprudlende og smittende tur ind i en kringlet hjerne og ud i Danmark. Både sprog og sangstil skifter ham flere gange, det er uforudsigeligt, til tider rablende, banalt, udfordrende, for meget og noget der bare rammer. Og nu rammer Bisse åbenbart, dømt udfra antal solgte billetter til hans koncerter rundt omkring, også overraskende bredt.

Hvis man så vender næsten mod Lowland Stage bagefter, så kan man kl. 15.00 opleve noget lidt andet. Nu står den nemlig på mere jazzede improvisationer med et filmisk tilsnit og klang fra The Cinematic Orchestra. Det kan godt lyde lidt diffust og, well, prætentiøst, men det jeg har hørt er nu ret lækkert, så den smager vi lige på. Ligesom man også lige så godt kan drible tilbage til Highland lige bagefter, og så hvad den R’n’B inspirerede pop-duo Oh Wonder har at byde på kl. 16.15. Hey, det lyder sgu meget lækkert på det der Spotify, især hvis solen kigger frem den weekend.

Så begynder det allerede at lugte lidt af Eddie Vedder, når den irske indie/folk-sanger Glen Hansard indtager Lowland kl. 17.15. Og hvorfor lugter det så lidt af Eddie? Jo, Glen er opvarmning på Hr Vedders Europa tour. Det lyder nu også meget fint, det jeg har hørt fra Hansard, hvis du er til lidt pænere folk, med en vokal der lyder som en mindre nasal udgave af Cat Stevens.

Så skal vi vælge, skal vi se sangerinden Birdy på Highland Stage kl. 18.00, eller er det blevet tid til at køle ørerne ned med en Talk(S) mellem kunstneren Olafur Eliasson og den oscarnominerede dokumentarfilminstruktør Joshua Oppenheimer, der skal snakke om noget så håndgribeligt som “kunstneres ansvar og muligheder for at påvirke verden”. Her er Mikkel Munch Fals i øvrigt moderator, han er da meget skæg!

Så er det Lowland der kalder kl. 19.30, hvor hypede London Grammar byder på tidlig aftenmelankoli og musik i blålige toner. Trioen brød igennem i 2012 og udsendte albummet If You Wait året efter, der kastede nogle hitsingler af sig det næste års tid, hvorefter der blev stille. Men nu er de tilbage, og dømt udfra radio airplay og omtale, så er deres første danske koncert nogensinde ventet.

Så er det blevet tid til at spille dansk igen, når The Minds of ’99 får lov til at vise deres værd på Highland kl. 20.45. Bandet med den 80’er rockede lyd og dansksprogede tekster har fået noget af et gennembrud i rekordfart de seneste år, hvor de har udsendt to plader, spillet på en masse af de danske festivaler, inklusive Northside og flere gange på Roskilde Festival. Imponerende, men jeg har virkelig svært ved, at se fidusen i det, eller jo, jeg kan godt se/høre fidusen og hvorfor det virker- det gør bare ikke noget for mig. Så da skal jeg have aftensmad.

Så der er noget at stå i mod med, når ukulele-orkanen rammer Lowland kl. 22.00. Har Eddie Vedder egentlig andre instrumenter med? Har han et band? Hvad spiller han egentlig? Solonumre, udvalgte lækkerier fra Pearl Jam bagkataloget og nogle covernumre, så meget er vist sikkert. Men præcis hvad, det må man vist vente og se, for hans tour er i skrivende stund ikke startet endnu og de sporadiske solokoncerter han gennem årene har givet, giver ikke noget brugbart tegn på, hvad man kan forvente i den retning.

Det der til gengæld står klart, at det her nok er et af de største scoops og fineste bookinger i det danske festivallandskab i år. Både dømt udfra medieomtale, internetbuzz blandt publikum på sociale medier, billetsalg (tyder det på) og så fordi det kom lidt ud af det blå. Så man sad og nikkede lidt imponeret og tænkte “well, played Heartland, well played!”. SPIL “SOON FORGET”, EDDIE!

Eddie Vedderman har fået en 2 timers blok i programmet, så det bliver vel mindst 90 minutter i hans selskab? Så nærmer klokken sig midnat, hvor genopståede Veto får lov til at starte en elektro-rockfest på Highland Stage. Det bliver bandets første koncert i 4 år, deres eneste i Danmark i 2017 og der loves gammelt og nyt materiale.

Og hvis det ikke har fået det sidste krudt ud af dansebenene, så kan du se om colombianske Bomba Estéreo ikke gør tricket, når de lukker Lowland Stage kl. 01.15. De fyrede den i hvert fald af, da jeg dryssede forbi deres sæt på Orange Scene sidste år

Søndag d. 4/6

Så er der ballet! Jo, vi starter dagen kl. 12.45 (Talks starter allerede kl. 11.00) på Lowland Stage, hvor Den Kongelige Danske Ballet byder på smagsprøver fra nogle af de største og mest kendte forestillinger. Jeg har aldrig set en ballet, så jeg tænker sådan en omgang greatest hits er en fin introduktion.

Kunstnerintrodutionen på Heartlands hjemmeside lægger ikke skjul på, at August Rosenbaum, der åbner Highland Stage kl. 14.00, måske ikke er et navn der vækker den store genklang. Heller ikke hos undertegnede, men han har åbenbart blandt andet spillet klaver på Rhye’s nye plade og lavet strygerarrangementer for MØ og så udkommer hans debutplade på Tambourhinoceros. Dem har vi anmeldt en del udgivelser fra i årenes løb, og det plejer at være en garant for en vis kvalitet, når det kommer fra de kanter.

Det kan måske virke sådan lidt… “underligt”, at en festival som Heartland også byder på noget som På Danske Læber, hvor Leonard Cohen og hans musik hyldes/fortolkes. Det lugter jo lidt af karaoke sing-a-long! Men når de har fået navne som Claus Hempler, Bisse (der åbenbart bliver hængende), Niels Skousen, Nikolaj Nørlund, Jens Unmack, Katinka med flere til at stille op, så giver det alligevel fin mening, musikprofilen taget i betragtning. Det er kl. 15.00 på Lowland det går ned.

Gregory Porter, det er er jazz på Highland kl. 16.15, det kan godt være det betyder spisepause for mig, som man jo passende kan indtage til en snak mellem kok Thomas Rode og Oluf Borbye Pedersen, forsker i tarmbakterier (sweet!) om “personlig optimering og mad”. Jeg satser på, at der er en pølsevogn på Heartland.

Så kan man jo slå mave og får styr på optimeringen mens excentriske Cat Power optræder på Lowland fra kl. 17.45. Hun har, mildt sagt, givet nogle svingende koncerter på dansk grund, dømt ud fra anmeldelser gennem årene. Jeg har ladrig selv oplevet amerikanske Chan Marshall live, så jeg har stadig til gode at opleve den genreudforskende sangerinde kæmpe med hendes sceneskræk, og andet, live.

MEN, det bliver heller ikke på Heartland det kommer til at ske, for kl. 18.00 skal jeg opleve festivalens sidste Talk, når en af mine musikalske helte, Michael Stipe og Douglas Coupland, Generation X forfatteren, skal sniksnakke om “betydningen af ego i 2017”. Ved et sjovt tilfælde er Martin Krasnik moderator på den snak… Og jeg lytter!

Herefter er det tilbage mod Highland i en ruf, hvor der er dømt “kvalitetspop” med harmoni og det hele. Det er i hvert fald sådan Freddy and The Lights præsenteres i programmet. Det er måske lige lidt for “lyst” og poppet på den for polerede og effektmanipulerede måde til mig, så jeg tænker: aftensmad!

Så er jeg også klar til, at se Sort Sol sænke sig over Heartland, når gruppen går på Lowland scenen kl. 20.00 med nyt og gammelt materiale. Jeg har set gruppen live en del gange (både i Aarhus og på Roskilde Festival), men det er ved at være nogle år siden. Sidst var vist i SCC i Aarhus men hvornår var det mon? 2011? Hmm, virker som længere siden, men hvis det er det, internettet mener?

Anyway, jeg begynder faktisk så småt, at glæde mig til et gensyn, for det jeg indtil videre har hørt fra den nye plade virker meget lovende. Og krydret med nogle guldkorn fra det mørke bagkatalog, så kan det vel ikke gå helt galt? (update: siden jeg skrev dette er pladen udkommet og den er fed).

Choir of Young Believers, der går på Highland Stage når Steen Jørgsensen og co har rumlet af ved 21.30 tiden, har jeg faktisk aldrig oplevet live tidligere. Bandmedlemmerne har også travlt med 1000 andre musikalske projekter, samtidig med at Choir of Young Believers udsender plader, senest Grasque. Det er ikke et band hvis, ellers populære, plader har fanget mig (endnu), men jeg kender da deres radiohits.

Jeg er heller ikke decideret fan af Bryan Ferry, men her er der tale om en sand musiklegende og kapacitet, så på grund af den musikhistoriske ballast alene indgyder navnet lidt respekt. Ferry, der spiller på Lowland kl. 22.30, har hittet både med Roxy Music og solo, i en karriere der indtil videre strækker sig over 47 år. Han har både hittet med egne numre som “Slave to Love” og de senere år med en række fortolkninger af gamle klassikere. Det er jo altsammen meget godt, men manden fylder altså også 72 til september, så hvor meget er der tilbage i tanken?

Så er vi også ved at være ved vejs ende for hvad vi synes vi kan hive ind i vores dækning, de to sidste navne falder nemlig nok lige lidt udenfor vores grænser. Til midnat står den på genre-biksemad fra Flying Lotus, der på Highland blander alt fra hip hop, over electronica til fusionsjazz, inden Prins Lummergøj, Miguel, synger tøjet af sig selv med fløde R’n’B på Lowland Stage kl. 01.00, som sidste navn.

Opsummering

Det virker både ambitiøst og velovervejet, hele vejen rundt, det Heartland Festival har gang i, og som Troels-Henrik også påpegede sidste år, så virker det som om de har fundet et hul på festivallandkortet og forsøgt at gøre det til deres eget. Det er prisværdigt, ikke mindst fordi vi lever i en tid med rigtig mange festivaler og det er ved Gud ikke alle jeg kan se forsøger at komme med noget nyt, eller deres eget.

Der er stadig, på papiret, for nu har jeg ikke været der, plads til forbedringer hist og her. Musikprofilen virker lidt strammere i år end sidste år, og de har undgået en sekunda booking som eksempelvis Editors, som jeg synes lignede en klassisk “fyld plakaten ud med hvad vi kunne få”. Dog kan det altid blive endnu skarpere, men man skal, selvfølgelig også passe på, at det ikke bliver for smalt eller nichepræget. Heartland er ved at have balancen, ser det ud til.

Og så lugter det også lidt af udsolgt, hvilket jo giver flere penge i kassen og dermed også flere muligheder for forbedringer og bedre bookinger. Det er rigtig spændende det de har fået sået på Sydfyn og jeg glæder mig til at tjekke det ud om et par uger.

Følg Heartland Festival på facebook, og se hele programmet for musik, talks og future talks m.m. HER

Af Ken Damgaard Thomsen

 

Previous articleKollapse: Angst ★★★★★☆
Next articleGlow Kit: Pick Your Fights ★★★★★☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.