SEA har fat i den lange ende, når det handler om liret tungrock af den klassiske skole. Det er mere så som så med originaliteten, men er det ikke din hovedprioritet musikalsk, så er The Grip of Time et godt sted at få sit hård-rocks fix.
Ligesom det nok er temmelig svært at hive et nyskabende riff eller en helt ny (og velfungerende) opbygning af en hård rock sang ud af ærmet, så er det også svært ikke at falde i klichéerne, når man skal anmelde et album som The Grip of Time.
Men jeg vil vove et forsøg, efter de indledende manøvrer. The Grip of Time er et velspillet og velproduceret hårdt rockalbum, med overvejende solide sange. SEA kan kort og godt deres kram. Der bliver vredet både tungt huggende riffs og mere lyse lirede toner ud af guitarerne, Anders Brink’s vokal fungerer godt uden at være decideret prangende, men formår at være nogenlunde varieret og kraftfuld og rå, og rytmesektionen pumper og hugger som den skal.
Så for ikke at lave en slavisk gennemgang af sangene med muligvis halvvejs enslydende beskrivelser, så har jeg lavet en liste med de øjeblikke, hvor SEA virkelig rammer den i røven:
-Når indledningen til ‘Rust’, som åbner albummet, bygges op fra atmosfærisk akustisk guitarspil til et dundrende riff, og et åbningsbrøl (“RUUUUUUUUUUUUUST!”)
-Når omkvædet til ‘Dust Will Fall’ ledsages af hvinende guitar (i øvrigt et fedt nummer i det hele taget)
-Når en trampende rytme ledsages af både præcise riffs og og kraftfuld vokal på ‘The Stranger Within’
-Når der fyres en heftig solo af, som måske endda går direkte over i en anden solo
-Når en nedtonet melodisk passage på balladen ‘No Dawn’ faktisk får lov at stå for sig selv
Men det skal jo ikke være fryd og gammen det hele. Så her er også nogle øjeblikke, hvor jeg rynker øjenbrynene lidt:
-Når jeg ved de indledende toner af en sang kan høre stort set hvordan den kommer til at udvikle sig
-Når riffene grangiveligt lyder som noget jeg har hørt en hel del gange før
-Når sangene starter godt, men ender som lidt for generiske hard rock numre (‘Once We Were Dead’ kunne være et eksempel)
-Når ballade-klichéerne står i kø på ‘No Dawn’
-Når albummet slutter lidt antiklimaktisk på ‘Sea’
Der er desværre for mange af numrene, der lander i den nederste bunke i mine ører. Det er altid velspillet og veludført, men det er bare for sjældent, der er de der øjeblikke, hvor man fyrer op for luftguitaren og bliver løftet op, som for eksempel på ‘Dust Will Fall’. Det er egentlig ærgerligt, for SEA har virkelig værktøjerne til at få musikken til at komme op og ringe. Men det lyder simpelthen lidt for bekendt, lidt for ofte.
Det kompenserer det fede guitararbejde og den i det store hele gode vokal til dels for, men faktisk måtte vokalen godt fylde mere i lydbilledet hørt fra min stol, og dels er det også som om, man aldrig helt lader guitarerne fræse helt frit. Det kan jeg forestille mig, der bliver rådet bod på live, og ud fra bulletinerne om SEA’s live-evner, så tænker jeg også, at det for alvor er det rette element for dem. På album virker det en lille smule bedaget, og hvorfor så ikke lytte til inspirationskilderne i stedet?
Er man til rendyrket hård rock uden svinkeærinder, så vil man formentlig være noget mere forlibt i SEA end jeg er, og det har jeg fuld forståelse for. Det er bare under en håndfuld numre, der for alvor rykker for mig på The Grip of Time, og så rækker det samlede indtryk “kun” til 3 store stjerner.
Du kan finde SEA på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
