Over 11 numre bliver Decline of The West af Freddy And The Phantoms et studie i retro-nostalgisk bluesrock og stærkt musikhåndværk. Der hænger dog spørgsmålstegn over hvor vidt en så retro-tro fremstilling er den rette platform for fremførslen af pladens mere nutidige kritik.
Først og fremmest: Freddy And The Phantoms spiller fedt. Og kan optage. Det er blues og fornægter aldrig chancen for at lige kaste en guitarsolo, et honky-tonk klaver eller en mundharpe ind i numrene. Og dét lyder ret fint. Ikke prangende, men sejt, kontrolleret og fremført med overskud.
De drevne bluesdrenge får endda besøg af Danmarks legendariske Mr Blues, Billy Cross, på et enkelt nummer. Og han stiller dog ikke op til hvad som helst…
Men der er som så ofte med blues også en fornemmelse af, at man har hørt det lidt før. Og det er en underlig plade, da numre som ‘NYC 1965’ (for øvrigt med Cross på guitar) ikke virker som om den er skrevet i dag – men blot få år efter det i sangen nævnte årstal. Og dette indtryk går lidt igen; de til tider ret politiske tekster virker lidt – tjah – som ’dengang’.
Så da pladen lukker ned med ‘Mr. Pig’, som i omkvædet omtaler ’You Danish Mr. Pig’, så er det formodentlig noget meget nutidigt, der refereres til.
Men lydbilledet (som for øvrigt er ét af de bedste på pladen) indikrer noget meget ældre. Og ja, hvem tænker ikke også lidt på Midt om Natten, når man hører noget om grise i sange?
Det er ellers en fremragende afslutter, der syrer lidt ud med orgel og chillede passager, mens vokalen også får lidt ekko – noget, der generelt er en god idé på flere numre, da vokalen ikke er det stærkeste kort hos Freddy And The Phantoms.
Titelnummeret ‘Decline of The West’ lægger ud med groovy trommer og laid back feeling som lige i et glimt sender tankerne i retning af REM’s åbningsnummer på New Adventures in Hi Fi – ‘How The West Was Won And Where It Got Us’. Hos Freddy And The Phantoms udvikler nummeret sig dog hurtigt til en mere klassisk blues-sang, hvor omkvædet langer ud efter brokke-kulturen og at vi ofte ikke gør andet end netop at brokke os, mens vores verden falder sammen om ørerne på os.
For så vidt tidsrelevant, men igen; æstetikken er mere gammeldags end man ville forvente.
Mere retro får vi på ‘Kentucky Killer’, som kunne være noget fra 70’erne i sit city groove og næsten funk-inspirerede feeling.
Og tekst-temaet fortsættes i ‘City of Crime’, som vidst mest handler om at være lidt en bad boy – eller forsøge at passe ind i en verden, hvor kriminaliteten er naturlig.
Og der som på resten af pladen cementeres indtrykket af, at det er en anden tids musik, der i glimt kommenterer på vor tids udfordringer.
Og det giver et lidt rodet udtryk.
Store blues-fans vil dog kunne glæde sig over dette og hygge sig med den stærke lyd og fede soloer – som i ‘Transition Blues’, hvor guitaren sparker hæftigt fra sig. Og den episke ‘The Wild Ones’, som med sine godt otte minutter byder på en lang ballade-førstedel og en noget mere høj-energisk outtro. Ja, vi nærmer os næsten noget Deep Purple i udtrykket.
Sagen er, at jeg sagtens også kunne finde andre, gode blues-plader. Og så gode er teksterne altså heller ikke hos Freddy And The Phantoms.
Vokalens mangler bliver udstillet på mere stille passager og balladematerialet – men det kunne der nu have været arbejdet med, så det ikke blev grelt.
Det er i grunden ærgerligt at måtte tildele så lidt som tre stjerner til en plade, hvor der er nogle så fede musikere med så gode evner på.
Men der er et underligt misforhold mellem æstetikken i lyden og teksterne – og en lidt for stor fascination af fortiden, til at man ikke efter 11 nummer er klinget ud, vil tænke; hvorfor skulle jeg ikke hellere høre noget, der rent faktisk var lavet “dengang”? Nuvel. Tre stjerner!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag