Erik Lundgren er en svensk singer songwriter, der tilbage i slutningen af marts udsendte sit 28. (!) album. Engelsksproget sangskriver-indiefolk, en lidt overrendt genre, men Lundgren har den fordel, at han kan noget så simpelt som at skrive gode sange.
Det største problem på Door Dwellers er, at lidt for få af de 10, fortrinsvis tilbageholdende og rolige numre, er decideret fremragende. Bundniveauet er virkelig solidt, men lidt flere peaks, eller måske bare lidt variation i tempo, eller den overordnede let-melankolske og eftertænksomme stemning, havde måske givet det sidste løft.
Men Erik Lundgren og Door Dwellers er netop det, eftertænksom og dvælende. Lundgrens fine, behagelige vokal og den akustiske guitar er i centrum i det ret minimalistiske, men stadig meget atmosfæriske og stemningsmættede lydbillede. Stedvis spædes der så lidt op med lidt diskrete tangenter, elektrisk guitar, spartanske trommer, lidt kor og andet. Men alt sammen nøjsomt doseret, endelig ikke for meget!
Det sætter visse krav til sangene og melodierne, der kommer til at trække en del af læsset. Heldigvis får Lundgren en hel del ud af lidt, som på den Stemningsfulde “In Your Eyes”, hvor Lundgren er i godt selskab med en flot andenstemme og en melodi/stemning der på en eller anden måde har noget Caroline Henderson “Made In Europe” over sig, selv om lydbilledet er mere håndspillet og organisk. Det må være noget med nogle klange og akkorder.
Til gengæld bliver det så måske lige lovlig afdæmpet, grænsende til det selvudslettende på næstsidste nummer, “What Follows” og den korte lukker “The Door”. På den anden side kan hele albummet ses som en langsom, men uundgåelig, glidende bevægelse hen mod denne dør, der så smækkes i mod slut. Om det er en god ting, en befrielse eller noget mere fatalt, det får man ikke umiddelbart noget klart svar på.
På “My Demise” får et klaver lov til, at sætte stemningen, mens åbningssætningen “All that I can see, is a man in the mirror that looks like me” fanger min opmærksomhed. “I’m breaking, feel that I am shaking, my bodies aching from the meds that I am taking”, lyder det senere i nummeret. Heldigvis hverken klynkende eller selvmedlidende, men sunget temmelig konstaterende, dog ikke uden en vis smerte. Simpel lyrik, stærkt nummer.
Det er numre som titelnummeret “Door Dwellers” og dragende “Taken By The Fog” også, der med sin folk-rock møder indie-tone rummer ekkoer af midt-karriere R.E.M., hvilket aldrig kan være en ulempe. Der er faktisk flere steder, som eksempelvis på “Lost”, hvor jeg tænker, “det lyder da som… Hvem er det nu liiige det er?”. Genkendeligheden er både en fordel og en ulempe – der er både genhørsglæde og, ja, følelsen af, at man har hørt det før.
Det er lidt Door Dwellers i en nøddeskal, det er flot eksekveret og gør det, det skal, men også en kende forudsigelig og uden de store overraskelser. Er du til genren er det her dog klart værd at tjekke ud, og tjekke lidt ud fra hverdagens trummerum, til.
Så vi ender på 4 helt igennem solide stjerner til den svenske trubadur.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Erik Lundgren på facebook
