Blomqvist bliver lidt for tilbagelænet poetisk stenerdrømmende til denne anmelder på Langt fra Hip, men andre vil måske have lettere ved at lade sig flyde med.
Blomqvist kører en tilbagelænet, halvdrømmende poetisk stener-pop/rock stil på Langt fra Hip. Alt afhængig af hvordan man har det med vokal med rumklang og halvvejs dronende rock/pop-numre, og om man oplever tilbagelænetheden som irriterende eller cool, så vil man kunne opleve Langt fra Hip på mindst to forskellige måder.
Jeg falder generelt i den første kategori, så er det sagt. Jeg får ind i mellem lyst til at ruske i noget, når jeg lytter til Langt fra Hip fordi det er så påtaget drømmerstenet.
På den anden side, så kan jeg også høre nogle umiskendelige kvaliteter i de fleste af sangene. For eksempel er det tilbagelænede beat på ‘På kanten af molen’ på mange måder ret fedt, men til gengæld ekkoer vokalen ret irriterende, og der er noget, der plinker i baggrunden, som også trigger noget indestængt aggression i mig. Måske skal jeg bare på vredeshåndteringskursus?
Egentlig er det ind i mellem rart at flyde med i Blomqvists univers. Åbneren ‘Rigtige mærker efter’ har nogle poetiske kvaliteter, og det er faktisk især her, jeg synes teksterne er værd at lytte efter – andre steder bliver det lidt for banalt. Den fint guitar-pulserende ‘Dagdrømmer’ om “uambitiøse popsange”, der giver fortælleren “lyst til at danse”, som et eksempel på hvad der sker i forbindelse med en forelskelse kan lidt af det samme som åbneren, selv om over 8 minutter virker lidt langt, mens eksempelvis ‘Dine øjne’, levende basspil til trods, henfalder til lidt kedeligere og knap så elegant lyrik, som så oveni sovses ind i synths.
I sidste ende bliver min udfordring med albummet mest det tilbagelænede tempo og til dels også æstetikken; synths og ekko, lyse guitarer, og Blomqvists tilbagelænede vokal. ‘Dyne af sne’ er næsten det nummer, hvor han fyrer mest op for vokalen, og det siger egentlig ikke så meget, men det giver alligevel en kontrast til den øvrige tilgang, som jeg synes er tiltrængt – men jeg er ret sikker på, det er et bevidst valg med den halvbedøvede tilgang.
Den helt slæbende ‘Samler tanker’ giver også lidt variation til lydbilledet, men her er vokalen igen i det let distancerede og tilbagelænede, halvvejs reciterende leje, og så ender udtrykket alligevel med at flyde lidt sammen med resten. Det ender måske faktisk med at være ‘Færden i verden’, der skiller sig mest ud, blandt andet fordi den er mere akustisk i sit udtryk.
Albummet afrundes af ‘Magisk sommer’, og albummet vil givetvis fungere godt til bekymringsfrie og alligevel lidt melankolske solskinsdage, hvor “skyggerne bliver lange//Det er den tid på året//Hvor vi kigger på hinanden og længes//efter den tid, der lige er gået”. Her bliver synths’ene igen et mindre irritationsmoment for mig, for jeg synes egentlig sangen fungerer fint uden – og måske endda ville være bedre med en anden effekt?
Nuvel, det er faktisk en fin og fængende sag, Blomqvist lukker med, og trods min periodiske irritation, så er der altså også gode ting at tage med fra Langt fra Hip. Derfor lander vi lidt midt i det hele, på 3 stjerner.
Af Jonas Strandholdt Bach
Besøg Blomqvist på facebook
