Sista Bossen fra Malmø spiller højenergisk punket rock, hvor fedtet er kogt af de fleste sange, så de står tilbage med nogle trimmede og eksplosive skæringer. Bandets andet album er netop udkommet i Danmark via Crunchy Frog, og man kan sagtens forstå deres interesse for bandet. Desværre fænger det bare ikke helt denne lytter.
Faktisk tror jeg, at jeg hader den her plade. Ah, måske for stærkt et ord, men så kategoriserer vi den under, “det her siger mig intet”. Jeg har måttet strække våben, efter 8 lyt, og ja, jeg har talt dem efter jeg ikke kunne se fidusen i det her efter første lyt. Bare lige for, at være sikker og give det en chance. Men den er god nok, jeg kan, og kommer ikke, til at kunne lide det her album.
Og hvad fanden stiller man så op? Dropper anmeldelsen, eller forsøger at afsætte albummet til anden side? Tja, det kunne man måske have gjort, men så kunne man jo blive ved. Og vi anmelder jo også de plader vi rent faktisk KAN lide, så lad os pakke hadet væk og kalde det “forskellig smag” – og på med lidt mere objektive briller.
Stilen Sista Bossen lægger for dagen er som nævnt højenergisk, de beskriver den selv som et møde mellem Bob Hund og Honningbarna, og det er nok ikke helt ude i de svenske skove. In your face, lidt “gakket” og kaotisk, rock der spjætter med arme og ben, som vil frem i verden og som man kan få sved på panden bare ved at lytte til – og sikkert i endnu højere grad, hvis man oplevede dem live.
Faktisk vil jeg nok hellere opleve det her med en Gutter Island Bar kæp i kraniet, i Pavilion teltet en lun aften på Roskilde Festival, end at lytte til det på plade. Så kunne numre som den eksplosive åbner “Stiger Upp”, hvor let manisk råbestil er fremherskende, mens vanviddet lurer lige under overfladen i den musikalske del, sikkert blive en fest.
Eller den uregerlige “Död Glöd Och Massa Krut”, der fræser afsted med fuld fart fra start med baskende arme og ben, inden tempoet pludselig falder og nummeret begynder at hakke fremad, i skiftende tempi. Et nummer der på samme tid trækker og skubber, så man er ved at miste balancen. En af de øjeblikke hvor jeg synes svenskernes skævhed virkelig fungerer. Kontrasten er så et andet tempofyldt nummer som “Tack For Visad Hänsyn”, der trods sin spruttende stil fiser lige igennem, uden rigtig at ramme noget hos mig.
Selvom spilletiden holdes lige omkring de to minutter på en del numre, så synes jeg ikke det virker helt efter hensigten i disse studieudgaver. “Glass Med Prestige” har noget Pixies over sig i den melodisk støjende guitar, mens Frank Black klingende snakke-syngen kigger frem på den førstesinglen “Titta Inte På Mig (När Jag Dansar)”, der ligeledes gennemstrømmes af et uroligt tempo og en rastløs energi, der desværre bare ikke fænger mig i samme grad som netop Pixies.
Tempoet skrues helt i vejret på “Jag Vill Ha Mera” og den beslægtede “Vilse”, der falder lige i røven af hinanden, som to, små rappe raserianfald. Det pisker derudaf på førstnævnte med en rablende, delvist high pitched vokal, grænsende til det hysteriske. Det ender med et højt “MERA” og forsætter over i en larmende åbning på “Vilse”, der skramler videre i 2 minutter.
Det bliver dog lidt for døve ører, i hvert fald hos undertegnede, indtil Sista Bossen sætter tempoet ned og skruer godt ned for blusset på “Sommerfågel”. Vokal er forvrænget og sammen med den her mere svævende musik, giver det et mere spaced out og let psykedelisk udtryk, der klæder bandet og er en kærkommen forandring efter det sveddryppende udlæg på pladen.
Helt interessant bliver det mod slut, hvor der på lukkeren “Kvällar” leges med noget saxofon (tror jeg det er, det er ret forvrænget og begravet i larm), mens Sista Bossen spiller tungere og mere konfronterende. Her synes jeg de har fat i noget, der begynder at pirre mig på den helt rigtige måde, desværre er nummeret kun lidt over 1 minut langt, men så smager det jo af mere.
OK, Sista Bossen sveder og arbejder bestemt for sagen, det fanger bare, ærgerligt nok, ikke helt mig. Det er jo en smagssag, og er du til den pågående og lettere gale stil som man også finder hos nævnte Honningbarna, eller Sista Bossens landsmænd Bob Hund, så er der sikkert noget mere at komme efter for dig på Titta Inte På Mig (När Jag Dansar).
Mig, ja, jeg må jo vente på, at de dukker op på Roskilde og stå lidt skeptisk (naturligvis) i teltåbningen og se publikum gå amok til tonerne af et svensk støj-bombardement. Vi ender på 3 stjerner, er du til genren og stilen så er den nok til mere, så giv det et lyt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Sista Bossen på facebook
