Tirsdag aften i Århus og man forventer måske ikke lige det store fremmøde til world (eller folk?) heltene i Hudna. Men med en charmerende og heldigt varieret performance gav det mening, at Atlas havde samlet en god flok publikum.
World music. Hvad er det? Er det i virkeligheden ikke et vældigt etnocentrisk begreb vi i Vesten har fundet på for at sige at ’vi’ har vores egen ’folk’ musik – og så er der lige resten af verdens musik?
For Hudna synes dette spørgsmål at være underliggende, men det virker også til at bandet bevidst arbejder for musikken som helhed– og ikke for genre- eller andre skel.
Atlas summer allerede ti minutter inden koncertstart, hvor scenekasserne langs væggene i det ellers meget forsamlingshus-agtige rum, er godt fyldt op med nye såvel som gamle borgere. Og da bandet går på tyve minutter senere, har der endda også indfundet sig en flok foran scenen – i behørig afstand, forstås, men det var tydeligt at Hudna er et band, der også kan tiltrække folk på en tirsdag.
Med musikere fra Israel, Tyrkiet, Danmark – og på det nye album og til aftenens koncert også en sangerinde fra Island – lader Hudna til at være et band, der styrer meget ind i world-music-tænkningen. Og som koncerten skrider frem viser det sig, at forholdet øst-vest spiller en rolle, mens det norrøne giver en tredje dimension, før det hele så til slut smelter sammen.
For at dette for alvor skal give mening, skal koncerten deles op i to: En første afdeling uden og en anden med sangerinden Disa Jakobs. Begge afdelinger går fra fine til fremragende, men i kombination giver det en storartet koncertoplevelse. Men her foregriber jeg måske begivenhedernes gang…
Lad det være sagt allerede; jeg er chanceløs, når det kommer til titlerne på numrene.
Jeg fatter ikke et ord tyrkisk, ej heller islandsk. Og da det er de to sprog, der primært synges på, så er jeg på dybt vand. Men jeg fanger andre ting.
Først og fremmest udgør Hudna et karismatisk band. Orhan Özgür Turan som fungerer på baglama (tyrkisk strengeinstrument, red) og sang er en charmerende, lidt reserveret men stærkt selvironisk frontfigur, som viser stort talent på sine instrumenter, hvoraf vi får først en bariton-agtig version – siden hen en pick-up forstærket én af slagsen.
På scenen er også Yossi Karutchi, som med sine akustiske håndtrommer kombineret med en elektrisk stortromme sikrer luftige, men taktfaste beats. Og endelig udgøres bandet – indtil Jakobs støder til – af Søren Bigum lidt introvert på akustisk slide- og elguitar samt fodbas.
De spiller enormt tight, samspillet og lækkert. Et fællestegn for den første afdeling af koncerten (ikke formelt delt, men det giver et naturligt break, at Jakobs kommer med) er en mellemøstligt inspireret tonalitet i numrene – med konstante hints til western/country og blues. Det kan lyde lidt bipolært, men hvor der ingen tvivl er om, at det er det tyrkisk/mellemøstlige islæt, der er det dominerende (ikke mindst i kraft af Turans overbevisende vokal), så hentydes der ofte med slideguitaren og afstikkere til mere bluesinspireret tonalitet til Nordamerika. Det er små hints, og det fungerer!
De første tre numre spilles med lange soli til især baglamaen, hvorefter denne skiftes ud med en mindre, pickopdrevet version og lyden skifter; for hvor de tre første numre bærer præg af akustisk lyd, så kommer der en blueset, boxet-drive på som igen sender tankerne mod vest – uden at tonaliteten nødvendigvis følger med.
Bigums skift til elguitar understreger dette udtryk – men det bliver aldrig elguitaren, der bliver dominerende i lydudtrykket.
Og det hører med til oplevelsen; uanset hvor pick-up drevet en baglama bliver, så vil den stadig fremstå med en vis akustisk klang. Og Hudna giver aftenen igennem hele tiden indtryk af, at at ja, der bruges drives og effekter, men der skrues ikke bare hovedløst op. Til tider kan man savne, at der bliver drønet igennem, men så igen; så var man nok gået til en anden koncert, hvis det var det, man ønskede.
Titelnummeret fra det nye album,’Kaynaşma’, leveres med taktfaste klap fra et nu (for en tirsdag) godt tændt dansk publikum, og jeg når lige at tænke at over for et mindre reserveret publikum end det danske, ville det nok være kommet til dans – før tre nydanske kvinder netop springer ud i dans foran scenen, hvilket giver bandet et boost til at give nummeret en rundgang mere.
Ja, vi har faktisk en lille fest på Atlas på en tirsdag aften.
Efter dette hidtidige højdepunkt sættes syvende nummer i gang – denne gang med Jakobs på scenen; en salme fra 1200-tallet fremføres på islandsk med afstikkere til en mere tyrkisk/mellemøstlig tonalitet og Hudna har pludselig taget aftenen i en ny, interessant retning; for med den islandske sangerinde åbnes der for nye indtryk; det norrøne smelter sammen med det mere mellemøstlige, og det bliver på den måde ikke en overraskelse, at et af numrene er inspireret af en kinesisk vuggevise – vi skal verden rundt.
Inden da får vi dog ‘Sculpture’, der som salmen fremkalder gåsehud og bygger bro på tværs af forskellige folk-traditioner. Der er på dette tidspunkt gået knap 50 minutter, og man har nærmest ikke opdaget at tiden er gået. Og da der lidt kejtet inden tiende nummer advares om at der kommer et ekstranummer efter ovennævnte kinesisk inspirerede nummer og dette fremføres i en indisk/tyrkisk/islandsk æstetik, så er pladen ved at være fuld – men samtidig kunne bandet godt have fortsat i nok et kvarter eller to uden at kede sit publikum!
Ovenfor har jeg forsøgt at indfange en virkelig god aften på Atlas. Med til indtrykket høres en konstant charme og spilleglæde fra hele bandet – og en forfriskende selvironi og konstant spillen på at flere i bandet er nye danskere og har denne naturlige afstand, såvel som at lyset holdes pænt under en skæppe i forhold til den kvindelige islandske sangerinde.
Der er noget hjerteligt over Hudna – og når der så oven i købet spilles med en stramhed der imponerer næsten lige så meget som evnen til at spille sammen og lade hinanden vandre i mere skæve feelings og taktarter, så bliver det en oplevelse, jeg hjertens gerne vil have igen.
Derfor ender vi på fem stjerner på en tirsdag. For spillede Hudna igen i morgen, var jeg hjertens gerne mødt op igen!
Af Troels-Henrik Krag
Foto: Hasan Jensen/Homage Photography
