Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Woodpecker: Stillborn (EP) ★★★★★☆

Woodpecker: Stillborn (EP) ★★★★★☆

2241
0

Danske Woodpecker er ikke det mest aktive eller hurtigt arbejdende band i verden. 3 år efter deres seneste EP, er de aktuelle med endnu en EP. Og er du til tung, riff-tastisk grunge møder betonrock, så har det været ventetiden værd.

Ok, det er ikke fornyelse der præger den københavnske trio, men selvom deres langsommelige skabelsesproces ikke kaster nye landvindinger af sig udi tung, melodisk og riff-baseret rock/grunge, så er der masser af guf og kræs for fans af stilen på Stillborn.

Det er nemlig en EP der er alt andet end dødfødt, der er faktisk så meget saft og kraft i det stærke korpus, at det kan ærgre en, at bandet ikke når længere ud med deres musik end tilfældet er – men måske er de egentlig ikke videre interesserede i det?

Udover at operere lidt under radaren, og tage sig god tid som det fremgår, så er det heller ikke et band der gør meget ud af promovering, eller på nogen måde prøver at gøre voldsomt meget opmærksomme på dem selv. Det er lidt “find os, hvis du kan og vil” fremgangsmåden. Jo, de har kontaktet os, og vi “kender” bandet fra tidligere, men der har ikke været noget pres fra deres side om en anmeldelse af denne EP. I hvert fald ikke på en måde, hvor det virkede som om det hastede, ligesom jeg ikke har set den anmeldt andre steder.

Pressemateriale, eller oplysninger om EP’en, er der heller ikke noget af, hvilket man efter så mange år i branchen (bandet hed tidligere Johnwheresmywhisky) må formode er et bevidst valg. Nuvel, musikken skal tale for sig selv, kan den det og hvad siger den egentlig?

Stillborn består af 6 numre, af den grungede/betonrockede art, som et tungt, men stadig melodisk, møde mellem Alice In Chains og Led Zeppelin. Der er skruet op her, alt lyder højt, tungt og med masser af tyngde, vel at mærke uden at det mudrer for meget til eller bare bliver højt med højt på – men der er smæk på kedlerne her!

EP’en åbnes på fremragende manér med “The End, Pt. 1”, en tålmodigt opbyggende grunge-ulmer, der rammer plet og får flueben i stort set alle bokse på Seattle-tjeklisten. På den helt rigtige måde. Nummeret er enormt kraftfuldt og kraftgivende, på en eller anden måde, det er episk, næsten majestisk svajende, der emmer af vilje og bare VIL høres. Super fedt nummer, og nok også EP’ens (tidlige) højdepunkt. Afslutteren er forresten en art reprise eller outro bygget på samme nummer, så vi kommer også lige full circle.

“Pollution” skiller sig ud med sin lidt underlige dobbeltvokal start, og noget der lyder som begyndelsen af et omkvæd, inden den pludselig skifter retning og finder et mere hårdt kværnende leje – og begynder at krybe og slæbe sig afsted. Jeg er ikke helt solgt på starten af nummeret, men det fanger da i hvert fald en med paraderne nede. Til gengæld er resten af nummeret en bundsolid, krumrygget vugger med en knugende stemning, hvor det lyder som om sangen (og vokalen) kan sprænges hvad øjeblik det skal være.

På næstsidste nummer, “Run With Scissors”, leges der også lidt med formen og stilen, da vi når omkvædet første gang lyder vokalen grænsende til det overstyrede, som om det er lige ved at kamme over, mens nummeret pisker afsted lige i hælene på den og presser på. Det giver det hele et ret manisk, sveddryppende og desperat skær, som man måske lige skal vænne sig til, men som jeg ved gentagende lyt synes fungerer rigtig fedt.

De to resterende numre, “Abducted” og “Refugees”, er lidt mere beslægtede i deres klang. Det er mere grunge i traditionel forstand, med en snert af angst og smerte løbende ned af de mugbefængte vægge, håret ned foran ansigtet, en god bredstående og så skal der midttempo-smerterockes. Men jeg synes ikke vi ender i stiløvelser, selvom der flirtes med velkendte virkemidler. Det er sgu nok fordi det er to, stærke numre og så ikke så meget pis?

Her vil jeg også lige rose trommespillet og klangen, hele bandet spiller fedt og igennem på den bombastiske, men stadig fedtede, Seattle manér. Men trommerne har et skær af Dave Abbruzzese over sig, min favorit Pearl Jam trommeslager, hvor der bare tæskes løs og alt messing i sættet får en ordentlig omgang prygl, så det kan høres og mærkes. Det er det måske ikke alle der er fan af, men jeg elsker det – og det passer godt til Woodpeckers generelt voldsomme stil.

Alright, nyskabende er det ikke, det som leveres på Stillborn, men bandet prøver alligevel nogle forskellige ting af. Og er du til grunge og klassisk tung rock, så er det her en fed lille EP, der er værd at rocke godt og grundigt ud til.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Woodpecker på facebook

Previous articleProdigal SONS: Prodigal SONS ★★★★☆☆
Next articleKatinka: Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.